Lærere til Næsager: Politikere og forvaltning ikke er enige om børnesynet. Det skaber usikkerhed om vores autoritet

Utydelige forventninger skaber usikkerhed

Vi har lyttet til Børne- og Ungdomsforvaltningens podcast "Hoved og hale" fra juni 2025, hvor det ressourceorienterede børnesyn uddybes.

Her udtaler faglig chef i Københavns Kommune, Lone Kathrine Pedersen, at vi tidligere har haft en tendens til at ville ændre den udadreagerende adfærd – og at forandringen er, at vi i stedet skal kunne "stå i" den.

Den formulering kalder på afklaring. Hvad betyder det konkret for lærernes handlemuligheder? Hvornår er det professionel ro og faglighed – og hvornår er det nødvendigt med tydelig regulering?

Uden tydelig sammenhæng kan det skabe usikkerhed om, hvad der forventes i situationen.

Mikkel Elsinger og Rikke Johansen
Skolelærere på hhv. Husum Skole og Blågård Skole

For læreren i klasserummet er forskellen ikke teoretisk. Den er konkret.

Når du taler om konsekvens og styrket autoritet, sender det et klart politisk signal. Samtidig hører vi fra forvaltningsniveau formuleringer om, at vi skal kunne "stå i" udadreagerende adfærd.

Det er to signaler, som i praksis kan opleves forskelligt. Det ene behøver nødvendigvis ikke at udelukke det andet, men uden tydelig sammenhæng kan det skabe usikkerhed om, hvad der forventes i situationen.

Formelt er der mulighed for konsekvens. Men professionel praksis formes ikke kun af paragraffer. Den formes af kultur. Kultur opstår gennem de signaler, der sendes, de perspektiver, der fremhæves, og det, der opleves som legitimt i hverdagen.

Savner balance og klarhed

Når formuleringer om et ressourceorienteret børnesyn optræder som en selvfølge i stillingsopslag, og når bestemte forståelser indgår i kompetenceudvikling og styringsmateriale, bliver de en del af den professionelle norm.

Det betyder ikke, at andre perspektiver er forbudte. Men det betyder, at nogle forståelser vægtes højere end andre.

Samtidig oplever nogle lærere, at deres tilgang bliver problematiseret, hvis den ikke flugter med denne forståelse. Det behøver ikke være formelle sanktioner for at have virkning. I en professionel kultur kan signaler og forventninger være mindst lige så styrende som regler.

I praksis møder vi ofte den forståelse, at adfærden ikke er problemet i sig selv, men et udtryk for noget bagvedliggende.

Hvis lærernes autoritet skal styrkes, må der være tydelig sammenhæng mellem de politiske ambitioner og de signaler, der sendes gennem forvaltningens sprog og praksis.

Mikkel Elsinger og Rikke Johansen
Skolelærere på hhv. Husum Skole og Blågård Skole

Den tilgang kan være relevant og vigtig, men hvis fokus ensidigt rettes mod forklaring frem for regulering, kan det skabe usikkerhed om, hvornår og hvordan man som lærer skal sætte tydelige rammer.

Autoritet forudsætter ikke hårdhed, men tydelighed. Og tydelighed kræver sammenhæng i de signaler, der sendes. Noget kan godt være juridisk muligt og samtidig kulturelt umuligt.

Derfor handler vores bekymring ikke om at afvise et ressourceorienteret perspektiv. Den handler om balance og klarhed.

Hvis lærernes autoritet skal styrkes i praksis, må der være tydelig sammenhæng mellem de politiske ambitioner og de signaler, der sendes gennem forvaltningens sprog og praksis.

Den sammenhæng efterlyser vi.