S-politiker fra Lolland: Mit parti har glemt de vælgere, der udgør vores rygrad

Lasse Falster (S)
Afgående byrådsmedlem, Lolland Kommune
Socialdemokratiet er Danmarks ældste og største folkeparti, men kommunalvalgkampen 2025 har understreget en skævvridning. Vi har set og oplevet, hvordan partiet har tabt mandater og borgmesterposter i store dele af landet – et direkte resultat af et skævt fokus.
Mens vi i yderkommunerne kæmper mod nedskæringer og underfinansiering af kernevelfærden, har partiets opmærksomhed i stigende grad været bundet til storbyernes dagsordener.
Vi må sige det klart: Hvis Socialdemokratiet skal genvinde sin folkelige forankring, skal vi tilbage til rødderne og sikre retfærdighed for alle borgere i hele Danmark.
Hvis Socialdemokratiet skal genvinde sin folkelige forankring, skal vi tilbage til rødderne.
Lasse Falster (S)
Afgående byrådsmedlem, Lolland Kommune
Kontrasten mellem Socialdemokratiets idéer i storbyerne og virkeligheden i provinsen er gift for vores troværdighed. I København lanceres forslag om gratis daginstitutioner, og i Aarhus drøftes billigere kollektiv trafik.
Disse tiltag burde jo være en realitet i hele Danmark. Desværre sender det et signal om et økonomisk overskud, som slet ikke eksisterer i vores lokalsamfund. "Billigere busser på Lolland!" … Hvilke busser? De er da sparet væk.
Tvunget til årlige nedskæringer
Flere af landets kommuner er tvunget til årlige nedskæringer på drift og velfærd, fordi det nationale udligningssystem ikke følger med den demografiske virkelighed.
Vi er kronisk underfinansieret på grund af måden, systemet er bygget op, og byrådene i oplandet er i grove træk reduceret til at prioritere og administrere besparelser.
Et dugfriskt eksempel viser det skæve politiske fokus: Folketingspolitikere har over den seneste uge brugt energi på at debattere lukningen af læreruddannelsen på Nyelandsvej på Frederiksberg, hvor man blot vil samle læreruddannelsen på en matrikel på Vesterbro, tre kilometer og ti minutter på cykel fra det nuværende uddannelsessted.
Samtidig er professionshøjskoler i hele Danmark i dyb krise med faldende ansøgertal år efter år. Vinteroptag trues flere steder, hvilket gør det sværere for professionshøjskolerne at gribe de studerende, når de er klar.
Det virker derfor absurd for os, der ikke bor i hovedstaden, at der skal bruges den store mængde energi på lige netop dén matrikeldebat. Når en afdeling i vores region trues af lukning, kan den krise ikke løses med en marginal transporttid.
I stedet har vi allerede i dag over en times kørsel til den nærmeste læreruddannelse her fra Vestlolland. Hovedstadens interne logistik behandles som en national krise, mens vi andre kæmper for at opretholde adgang til uddannelse og tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, som er livsnødvendig for vores velfærd.
Vores stemmer fra kommunalbestyrelserne må have langt større politisk gennemslagskraft i partiets landspolitiske beslutninger.
Lasse Falster (S)
Afgående byrådsmedlem, Lolland Kommune
Yderkommunerne er rygraden i Socialdemokratiet
Vi i yderkommunerne er rygraden i Socialdemokratiet. Vi er hele det danske arbejdsfællesskab – fra de ufaglærte og nedslidte til faglærte, offentligt ansatte, børnefamilier, ældre, sårbare og ressourcestærke.
Vi må kræve, at der bliver sat en stopper for den nationale 'hovedstaden-først-tankegang', og at man igen fokuserer på de basale, retfærdige løsninger.
Det må og skal vores parti kæmpe for. National politik skal sikre tilstrækkelig grundfinansiering af den borgernære velfærd i alle kommuner, før man iværksætter storstilede projekter i hovedstaden.
Vi er dybt afhængige af et udligningssystem, der reelt kompenserer for de demografiske og økonomiske vilkår, vi har i yderkommunerne, og som garanterer god og lige velfærdsservice uanset postnummer og social klasse.
Og endelig må vores stemmer fra kommunalbestyrelserne have langt større politisk gennemslagskraft i partiets landspolitiske beslutninger.
Vi skal kæmpe for at Socialdemokratiet igen bliver partiet, der står for sammenhængskraft og retfærdighed i hele Danmark. Socialdemokratiet for hele Danmark. Danmark for folket!
- 100 elbusser mangler strøm fra Energinet: ”Det var slet ikke noget, vi tænkte kunne blive et problem”
- Rosenkrantz-Theil kom med vilde valgløfter og cirkusmusik. Nu vil S i København være et hverdagsparti
- BUPL: Normeringer er ikke nok. Hvis København vil løfte kvaliteten, kræver det flere pædagoger
- DF stemmer imod renovering af Palads, men flertal for projektet består
- Venstrefløjen vil stoppe hoteller i Indre By, men de risikerer at bremse både investeringer og nye boliger




















