Succesfuldt SF står med tre problemer

Tonen i udlændingedebatten

Det første område er udlændingepolitikken, der lidt overraskende førte til de største uenigheder på landsmødet. 

Adskillige afdelinger og delegerede ønskede en opblødning af landsmødeudtalelsens afsnit om negativ social kontrol. Kritikerne mente, at formuleringerne var for kritiske over for muslimer, blandt andet fordi det explicit kritiseres, at "nogle kvinder oplever, at skilsmisse blive forhindret af den lokale imam".

Kritikken blev især fremført af repræsentanter for partiets ungdomsorganisation, SFU, men de stod ikke alene. At dømme efter klapsalverne på landsmødet bakkede omkring en tredjedel af de delegerede op om synspunkterne.

Det var derfor intet tilfælde, at SF-formand Pia Olsen Dyhr tog emnet op i sin replik til landsmødet:

Ja, der findes også negativ social kontrol sted inden for andre religioner, men det har ikke samme omfang. Og ingen dansk præst har magt til at forhindre en kvinde i at få skilsmisse, slog SF-formanden fast. 

SFU-linjen bekymrer

SF-formanden blev bakket op af partiets viceborgmester i Gladsaxe, Serdal Benli, der selv er  af kurdisk afstemning. Det er ofte de dansk-kurdiske SF-medlemmer, der er de allerskarpeste kritikere af social kontrol og religiøs fundamentalisme.

Det gælder også dansk-kurdiske Halime Oguz, der søndag blev hædret med Ebba Strange-prisen. Tildelingen af prisen til Oguz var en klar markering fra SF-ledelsen, og Oguz fik pæne klapsalver for sin takketale.

SF-ledelsen står klippefast på en videreførelse af Villy Søvndals udlændingepolitiske linje, der var kendetegnet ved åben kritik af religiøse autoriteter og konservative normer i indvandrerkredse.

Men landsmødet understregede også, at den interne kamp om den værdipolitiske linje bestemt ikke er forbi, og blandt flere af partiets centrale skikkelser er der dyb bekymring over udviklingen i SFU. 

Landsmødet understregede, at den interne kamp om SF's værdipolitiske linje bestemt ikke er forbi.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Endnu mere til forsvaret

En anden strategisk fare lurer på det forsvarspolitiske område.

Pia Olsen Dyhr havde ingen problemer med at indrullere sit parti i sidste års nationale kompromis om Forsvaret, selvom det betød voldsomt øgede forsvarsudgifter i mange år frem.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når Nato som forventet kræver mere end to procent til Forsvaret. Det har SF-formanden ikke svaret klart på, men det er tydeligt, at hun ikke har en absolut grænse på to procent.

For Pia Olsen Dyhr er det afgørende at få SF med i forsvarsforliget, og det er ikke kun et spørgsmål om at vise SF som et "regeringsdueligt parti". Det er det også. Men SF's nye vilje til at acceptere højere forsvarsudgifter er mere end det. 

SF-formanden ser Rusland som et land "med alle fascismens kendetegn" og fremstiller støtten til Ukraine og øgede forsvarsudgifter som en direkte forlængelse af SF's anti-fascistiske historie. 

Forsvarspolitikken gav ikke SF-formanden problemer på dette landsmøde, men baglandet er delt.

Hvis SF går med i et forsvarsforlig, der åbner for en yderligere stigning af forsvarsudgifterne, kan utilfredsheden begynde at manifestere sig.

Her kan Enhedslisten få en gunstig jagtmark, den dag partiet får held til at sætte de stigende udgifter til Forsvaret over for mangler i sundhedsvæsnet og på socialområdet.

Lizette Risgaards vap

Endelig er der den helt overordnede diskussion om, hvor hårdt SF skal gå til SVM-regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed. Det blev gjort meget konkret ved spørgsmålet om, afskaffelsen af store bededag skulle til folkeafstemning. 

Med en meget udiplomatisk, men hårdtslående lige venstre fra FH-formand Lizette Risgaard, blev det understreget, at det ikke kun er bistre Enhedsliste-folk, der her er utilfredse med SF's ageren. Frustrationen over, at SF ikke støttede en folkeafstemning, går meget bredt blandt tillidsfolkene i fagbevægelsen. 

SF's dilemma om store bededag vil gå igen i mange sager. Ikke som et spørgsmål om en folkeafstemning eller ej, men som et spørgsmål om, hvor hårdt man skal gå til socialdemokraterne. Det bliver ikke en let balance at holde, og faren er åbenlyst, at Enhedslisten erobrer en pæn del af SF's fremgang.

Lige her og nu kan SF-formanden dog glæde sig over et landsmøde, der foregik i en ualmindelig god stemning.

Det kunne ikke engang den omstridte, veganske frokostmenu ødelægge. Om end man kunne have forventet mere af et parti, hvor formandens særlige rådgiver går på elgjagt i Sverige.