Vestegnsborgmester: Christiansborg "pisser" på os og siger, vi lugter. Men det er os, der rydder op efter årtiers fejlslagen integrationspolitik

Vestegnen rydder op efter Christiansborg 

Den befolkningssammensætning, vi har, er et resultat af politikerne på Christiansborgs tilgang til boligpolitik, socialpolitik og indvandringspolitik helt tilbage i 1980'erne og 90'erne.

Men vi kan ikke skrue tiden tilbage. Befolkningssammensætningen i Ishøj er, som den er. Og Ishøjs befolkning består af mennesker med hundredvis af forskellige kulturelle, etniske og nationale baggrunde. Min og resten af byrådets opgave er at få vores lokalsamfund til at fungere – at sikre velfærd for alle. Det er den samme opgave, som alle andre borgmestre og byråd har, vores er blot langt mere kompleks, fordi vores befolkningssammensætning er så mangfoldig.

Det er både en kulturel berigelse af et lokalsamfund, og en økonomisk udfordring at modtage mennesker, der kommer hertil for at arbejde.

Merete Amdisen
Borgmester (S), Ishøj Kommune

Jeg tror, at noget af det, der gør det tiltrækkende, at bo i Ishøj er, at vi tilpasser os. Vi finder løsninger sammen, og vi har respekt for hinanden. Derfor bliver jeg både provokeret og pikeret, når politikere fra andre kommuner eller fra Christiansborg bruger Ishøj som et skræmmebillede.

Vi bliver for eksempel kritiseret for ikke længere at være danske nok, og at en tur igennem Ishøj Centeret er som at være i Pakistan, som Pia Kjærsgaard udtalte til Berlingske midt i maj.

Politikerne på Christiansborg skulle hellere fremhæve os som et lokalsamfund, hvor vi påtager os et kæmpe ansvar for integration og tager socialt ansvar på vegne af hele kommune-Danmark.

Det er kommuner som Ishøj, der "rydder op" efter årtiers fejlslagen integrationspolitik på Christiansborg. Derfor burde man på Christiansborg holde sig for god til først at "pisse" på os og bagefter beskylde os for at lugte. 

Hvis Ishøj, og andre kommuner på Vestegnen som lige nu oplever en massiv tilflytning af mennesker fra lande som Nepal, Indien og Bangladesh, skal lykkes med at skabe lokal sammenhængskraft, så er der brug for, at man fortsat understøtter vores kommuner økonomisk for eksempel gennem udligningssystemet.

Mennesker, der flytter til Danmark for at arbejde og uddanne sig, skaber et behov for sprogundervisning, modtageklasser for børn uden danskkundskaber, tolkning for forældre i forbindelse med møder i skoler og børnehaver – ved lægebesøg og så videre. Og det er dyrt for kommunerne.

Det er både en kulturel berigelse af et lokalsamfund, og en økonomisk udfordring at modtage mennesker, der kommer hertil for at arbejde – også selvom de er fuldt ud selvforsørgende.

En god integrationsindsats kræver tid og nærvær. Og det forudsætter finansiering. Nogle kommuner løfter i større udstrækning denne opgave end andre, og vi bør tilgodeses.

Vi har som samfund brug for udenlandsk arbejdskraft, men det kommer med en pris, og vi må ikke gentage de fejl, vi begik i 70'erne og 80'erne.

Dyrt og dumt

Fra Christiansborgs side tager man fortidige instrumenter i brug i et forsøg på at "fortynde" sig ud af problemerne.

Parallelsamfundslisterne er et rigtig godt eksempel. Her handler det om at forhindre borgere med ikke vestlig baggrund i at få en almenbolig i et bestemt boligområde – at flytte børn fra boligområder på parallelsamfundslisterne rundt til daginstitutioner i resten af kommunen – uden hensyn til, hvad det har af omkostninger for det enkelte barn og deres familie.

Vi har som samfund brug for udenlandsk arbejdskraft, men det kommer med en pris, og vi må ikke gentage de fejl, vi begik i 70'erne og 80'erne.

Merete Amdisen
Borgmester (S), Ishøj Kommune

I Ishøj betød et år på parallelsamfundslisten en kæmpe ekstraregning bare på daginstitutionsområdet, idet vi på ganske få måneder måtte etablere 50 nye vuggestuepladser i tilknytning til institutioner uden for det boligområde, der i 2024 var på regeringens parallelsamfundsliste.

Forældre i det berørte boligområde blev i 2024 pålagt at aflevere lillebror eller lillesøster i en anden institution end der, hvor de ældre søskende gik. Det betød, at børnene ikke gik i børnehave med vennerne fra deres egen boligblok, det blev vanskeligere at lave legeaftaler i fritiden, og det blev pludselig bøvlet at hjælpe naboen med at hente børnene i børnehave i en snæver vending.

Tilbage stod beboerne i boligområdet og politikerne i Ishøj Byråd med et stort spørgsmål: Hvorfor? Hvordan hjælper det til en bedre integration, et stærkere lokalt fællesskab eller et bedre børneliv på den måde at flytte rundt på børn, som om de er spillebrikker på en ludoplade?

Det er dyrt, dumt og kontraproduktivt i en kommune som Ishøj.

Ishøj er også dansk

Jeg forstår også godt, at der kan være etniske danskere i Ishøj, der ser sig omkring i deres boligområde eller på deres villavej og tænker: "Hvorfor er der ikke flere, der ligner mig?". Dem møder jeg også i min hverdag.

Og det er ikke til diskussion. Befolkningssammensætningen i Ishøj Kommune er meget forandret på de 50 år, der er gået, siden de store almene boligområder blev opført, og håndværkerne fra København købte deres egen parcelhusgrund og med venners hjælp opførte det parcelhus, som udgjorde drømmen om det gode liv for netop deres familie.

Jeg forstår og anerkender også følelsen af, at Ishøj er blevet helt anderledes, end den var engang, og at byen for nogen kan føles meget forandret.

Det er andre butikker, der åbner i centeret end dengang, byen var ny. Her er ikke længere en bager og en slagter. I stedet kan man finde en bazar med et bredt udvalg af krydderier, linser og halalslagtet kød.

To danskere med tyrkisk baggrund kan være lige så forskellige i deres værdisæt som en københavner og en nordjyde.

Merete Amdisen
Borgmester (S), Ishøj Kommune

Der er restauranter, der ikke serverer svinekød – de ligger i øvrigt side om side med den lokale bodega, hvor der stadig ryges cigaretter og langes fadøl over disken fra tidligt om formiddagen.

I Ishøj er der noget for enhver smag, og bycenteret indretter sig efter sit kundegrundlag. Alt andet ville jo være skørt.

Gør det så Ishøj mindre dansk? Hvem har ret til at definere danskhed? Og er danskhed overhovedet en statisk størrelse?

Vi skal lade være med at tale om medborgere med indvandrerbaggrund, som om de alle sammen hører til i samme "kasse". Fordi to danskere med tyrkisk baggrund kan være lige så forskellige i deres værdisæt som en københavner og en nordjyde. Blot fordi du har en tyrkisk baggrund, er du ikke ligesom din nabo med tyrkisk baggrund.

Hvordan får vi talt om de mange velintegrerede danskere med indvandrerbaggrund, hvordan sætter vi fokus på alle dem, der evner at være aktive og ressourcestærke borgere i deres lokalsamfund, samtidig med at de balancerer deres kulturelle baggrund og kravene i det danske samfund?

Hvornår er man dansk nok i danskernes øjne? Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv.

Nuancerne er gået tabt

Alt for ofte bliver jeg støt af den måde, man taler om danskere med indvandrerbaggrund på i medierne og fra landets fornemste talerstol i folketingssalen på Christiansborg. Mange taler om danskere med indvandrerbaggrund, som om de er en homogen gruppe. Men de er lige så forskellige, som alle vi andre.

Ofte bliver udtalelserne stigmatiserende, nedsættende eller i værste fald krænkende i den måde, de modtages på – ikke mindst blandt danskere med indvandrerbaggrund, som er en velfungerende del af deres lokalsamfund.

Man skal som lovgiver og beslutningstager aldrig forfalde til at lade de få, der har værdier, der strider imod vores danske, være dem, der bestemmer, hvordan vi møder alle andre, der udenpå ligner den ene person.

Jeg efterlyser langt flere nuancer i indvandrerdebatten. 

Merete Amdisen
Borgmester (S), Ishøj Kommune

Et af de bedste komplimenter, jeg nogen sinde har fået som borgmester, fik jeg af en gruppe drenge med indvandrerbaggrund, som jeg mødte i S-toget.

De kom direkte fra undervisning og havde fremstillet nogle bænke i træ, som de havde med hjem i toget. På turen imod Ishøj kunne jeg høre, hvordan de sad og hviskede "der sidder borgmesteren" – "Nej, det kan da ikke være hende" og så videre.

Da vi nærmede os stationen, stillede jeg mig hen til dem ved døren og kom med en kæk bemærkning om, at det var da smart, selv at tage en siddeplads med i toget.

Den ene af dem siger så: "er det ikke rigtig, at du er borgmesteren?", og jeg svarede: "Jo, det er jeg". Den anden udbrød helt spontant: "Hvis du er borgmester, hvorfor har du så ikke en fed bil? Hvorfor kører du i tog?"

Inden jeg fik svaret på det, sagde ham, der stod bag mig: "Det er sgu da, fordi hun er en af os, mand!", og så lagde han hånden på min skulder. Dørene åbnede, og vi tumlede ud af toget – de med deres træbænke og mig med et kæmpe smil på læben. "En af os!" For sådan er unge mænd med indvandrerbaggrund også. Anerkendende.

Vi kommer til at fremstå intolerante

Når vi bare siger indvandrere – i øvrigt uden at skele til, om de er født i Danmark eller rent faktisk er indvandret fra et andet land, fordi det ofte er deres forældre eller bedsteforældre, der er indvandrere – eller hvis vi bare omtaler disse mennesker som "udenlandsk arbejdskraft", så bliver vi unuancerede og kommer til at fremstå intolerante.

Jeg efterlyser derfor langt flere nuancer i indvandrerdebatten. Jeg ønsker et fokus på, hvordan vi som samfund understøtter, at de udlændinge, der flytter hertil, får de bedste forudsætninger for at bidrage positivt til det lokalsamfund, de slår sig ned i.

Jeg ønsker et positivt fokus på alle de hårdtarbejdende mennesker med indvandrerbaggrund, som i dag bliver set ned på og stigmatiseret i en fuldstændig unuanceret udlændingedebat.