Videnscenter for Integration: Fokuserede indsatser skal få flere kvindelige indvandrere i job

Der er ingen tvivl om, at manglende beskæftigelse blandt kvindelige indvandrere fortsat er en af de helt store integrationsudfordringer. Både generelt i Danmark og for Københavns Kommune.

Mens ikkevestlige indvandrere langsomt men sikkert haler ind på etniske danskeres beskæftigelse, er der fortsat lang vej igen. Værst ser det ud for nogle af de nytilkomne flygtninge.

For eksempel viser en analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration at kun 17 procent af kvindelige flygtninge fra Syrien, der kom til Danmark i 2015, er i beskæftigelse i december 2020.

Men der er meget, man kan gøre. Jeg vil opfordre til, at man i den københavnske beskæftigelses- og integrationsindsats stiller sig selv tre spørgsmål:

1. Er omfanget af aktivering prioriteret rigtigt?
2. Dækker aktiveringsindsatsernes målgruppernes behov?
3. Har medarbejderne tilstrækkeligt med integrationsfaglige kompetencer

Forskelsbehandling i integrationsindsatser 

En beregning, vi har foretaget på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser, at nytilkomne flygtninge i København omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet i 2019 fik aktivering svarende til cirka 34 timer ugentligt.

Til sammenligning fik ikkevestlige indvandrere i København på kontanthjælp, der er erklæret aktivitetsparate, kun aktivering svarende til cirka fire timer om ugen. Samtidig fik hver femte aktivitetsparate kvindelige indvandrer fra ikkevestlige lande ingen aktivering af Københavns Kommune i hele 2019.

Mens meget peger på, at en tidlig indsats virker bedst, bør man overveje, om behovet for indsats vitterligt er cirka ni gange større for nytilkomne flygtninge end langtidsledige indvandrere.

Årsagen til forskelsbehandlingen skal delvist findes i relativt hårde lovgivningsmæssige krav til indsatsen over for nytilkomne flygtninge, men der bør stadig være noget spillerum til at prioritere anderledes.

Regeringens forslag til 37 timers aktivering vil naturligvis markant øge aktivering af ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp, men hvis det skal få flere i arbejde, er det helt centralt, at indsatserne går bredere end bare nyttejob, og i højere grad sætter ind, hvor behovet er.

Mangel på konkrete uddannelsesinitiativer 

Svarer indsatserne så til målgruppernes behov? En undersøgelse foretaget af Vive tidligere i år viser, at kommunerne selv peger på, at manglende sprog og manglende faglige kompetencer er nogle af de helt store barrierer for at få ledige indvandrere på kontanthjælp i job.

Regeringens forslag til 37 timers aktivering vil naturligvis markant øge aktivering af ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp, men hvis det skal få flere i arbejde, er det helt centralt, at indsatserne går bredere end bare nyttejob.

Rasmus Brygger
Stifter af Danmarks Videnscenter for Integration

Mens Københavns Kommune som en af de relativt få kommuner har et danskundervisningstilbud til kontanthjælpsmodtagere, så kunne det noget begrænsede omfang af aktivering godt indikere, at langt flere kunne have gavn af det.

Derudover er spørgsmålet naturligvis også, om kvaliteten af den tilbudte danskundervisning har et tilstrækkeligt højt niveau, når man har indrettet indsatsen udenfor det officielle danskuddannelsessystem.

Generelt for mange kommuner er opkvalificeringsindsatsen til indvandrere ikke prioriteret højt. Der er ligeså få, hvis ingen, konkrete initiativer der skal sluse langtidsledige indvandrere ind til ordinær uddannelse. Når manglende kvalifikationer er en stor barriere, bør det mane til eftertænksomhed.

Negativ social kontrol

Og hvad så med medarbejdernes kompetencer? Der skal ikke herske nogen tvivl om, at socialrådgivere får – og opbygger – en masse viden om social udsathed generelt. Men hvad med de mere integrationsspecifikke problemstillinger, der kan opstå?

En undersøgelse Als Research har udarbejdet for Københavns Kommune viser eksempelvis, at mange jobcentermedarbejdere støder på negativ social kontrol blandt ledige indvandrere.

Har man ikke en specifik faglighed inden for den problemstilling, kan det dog være vanskeligt at skelne mellem den hårde ende af skalaen – altså decideret tvang – og hvad der måske i højere grad handler om normer og betingelser i forhold til børnepasning og meget andet. Og endnu vigtigere, så er der stor forskel på, om man skal kigge på decideret intervention, eller man kan tale sig igennem barriererne.

Invester i det vi ved virker

Et andet eksempel på en udfordring, som også er relateret til indvandrere, er ubehandlede krigstraumer. En redegørelse fra Statsrevisorerne fra 2018 viser, at mellem 30 og 50 procent af flygtninge forventes at leve med traumer, og at mange sandsynligvis har ubehandlede traumer.

Mellem 30 og 50 procent af flygtninge forventes at leve med traumer. Det kan for rigtigt mange være en helt klar hindring for at leve et almindelig liv og komme i beskæftigelse.

Rasmus Brygger
Stifter af Danmarks Videnscenter for Integration

Det kan for rigtigt mange være en helt klar hindring for at leve et almindelig liv og komme i beskæftigelse, men desværre er de færreste offentligt ansatte med borgerkontakt trænet i at spotte symptomer på traumer, så flygtningene kan henvises til rette behandling.

Vores anbefaling vil derfor være et større fokus på efteruddannelse af de socialrådgivere, som er i kontakt med ledige med indvandrerbaggrund. Indvandrere har nogle specifikke problemer, og det kræver specifikt kendskab.

Der er ingen grund til pessimisme. Potentialet for at få flere kvindelige indvandrere ind på arbejdsmarkedet er stort. Men det kræver også investering i det, vi ved virker, og der hvor skoen trykker.