Bliv abonnent
Annonce
Jens Henrik Thulesen Dahl
svarer
Sophie Løhde

Hvad betyder aktiv dødshjælp?


Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

§20-spørgsmål 884

Er ministeren enig i, at aktiv dødshjælp betyder, at en sundhedsperson giver et dødbringende lægemiddel til en patient, som udtrykker ønske om at dø, og hvordan forholder ministeren sig til, at både læger og sygeplejersker kommer med et opråb i Politiken den 7. april 2024, hvor de klart giver udtryk for, at de to faggrupper ikke ønsker en sådan ordning i Danmark?
Skriftlig begrundelse:
Der henvises til artiklen »Opråb fra lægers og sygeplejerskers top: »Vi ønsker ikke aktiv dødshjælp, og vi kommer til at stå fast«« fra Politiken den 7. april 2024.

Svar fra mandag den 6. maj 2024

Der er mange perspektiver, der skal overvejes, når vi debatterer spørgsmålet om en dansk model for en mere værdig død. Det gælder f.eks., at nogle kan føle, at der lægges et utilsigtet pres på sårbare patientgrupper, som kan føle sig til last. Det gælder f.eks. også, at nogle sundhedspersoner af personlige eller faglige grunde ikke ønsker at medvirke til at fremskynde døden.

Det er vigtigt at huske på, at der findes flere forskellige modeller for dødshjælp. Den hollandske model med eutanasi, som er nævnt i artiklen, er alene én af dem. Det er et meget svært etisk dilemma, hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres. Regeringen har nedsat Udvalget for en mere værdig død.

Udvalget består af både eksperter og praktikere, der har viden om og praktisk erfaring med den sidste tid inden for forskellige områder, og lægfolk som har personlig erfaring med livets sidste tid eller som på anden måde repræsenterer den danske befolkning.

Udvalgets arbejde afsluttes i 2. halvår 2024 ved afgivelse af et refleksionsoplæg, som skal nuancere regeringens beslutningsgrundlag.

Alle perspektiver er berettigede og velkomne. Derfor sætter jeg også pris på sundhedspersonernes holdninger. For det er vigtigt at nuancere debatten og få alle synspunkter frem i lyset.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026