Christian Bülow svarer Kan personer omfattet af arbejdspligten sendes ud og fjerne graffiti?
Spørgsmål fra Rådhuset oprettes på basis af Københavns Kommunes database over de spørgsmål, der stilles af Borgerrepræsentationens medlemmer og besvares af kommunens borgmestre. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Kan kommunen stille krav om, at personer omfattet af arbejdspligten, kan sendes ud og fjerne graffiti med mere fra gaden, bygninger og offentlige steder? Hvis ja, hvordan kan det blive implementeret?
Følgende tilbud, aktiviteter mm. kan indgå i arbejdspligten:
• Nytteindsats
• Særligt tilrettelagt nytteindsats
• Virksomhedspraktik
• Job med løntilskud
• Ordinære løntimer
• Vejledning og opkvalificering i begrænset omfang
• Transport mellem aktiviteter
• Forberedelse og jobsøgning uden for hjemmet i op til 4 timer pr. uge
• Danskuddannelse og danskundervisning
• Indsatser efter social- og sundhedslovgivningen
• Samtaler med kommunen
• Beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter
Hvis kommunen skulle stille krav om, at borgere i arbejdspligt skulle fjerne graffiti, ville det være mest oplagt som nytteindsats eller særligt tilrettelagt nytteindsats. Nytteindsats og særligt tilrettelagt nytteindsats er tilbud til ledige, hvor borgeren skal arbejde for sin ydelse og får mulighed for at tilegne sig kendskab til kultur og normer på det danske arbejdsmarked.
For både nytteindsats og særligt tilrettelagt nytteindsats er det dog fastlagt i lovgivningen, at tilbuddene ikke må være konkurrenceforvridende, ulovlig statsstøtte eller fortrænge ordinært ansatte. Herudover skal opgaverne ligge ud over det normerede serviceniveau hos den offentlige arbejdsgiver.
Københavns Kommune har allerede en graffitiordning til afrensning af graffiti. Hvis kommunen satte borgere i arbejdspligt til at rense graffiti som en del af nytteindsatsen eller den særligt tilrettelagte nytteindsats, er det forvaltningens vurdering, at det sandsynligvis ville være konkurrenceforvridende og/eller fortrænge ordinært ansatte, ligesom arbejdsopgaven ikke ville ligge ud over det normerede niveau for opgaveløsningen i Københavns Kommune. Det ville dermed være i strid med gældende regler om nytteindsats og særligt tilrettelagt nytteindsats.
Borgere i arbejdspligt kan godt arbejde med fjernelse af graffiti som en del af en virksomhedspraktik, et job med løntilskud eller via ordinære løntimer. Hvorvidt en borger i arbejdspligt vil kunne arbejde med fjernelse af graffiti via disse tilbud afhænger af en konkret vurdering af borgerens situation og af, om de relevante arbejdsgivere vil have borgeren i tilbud eller ansætte borgeren på de nævnte vilkår.







