Rasmus Steenberger svarer Hvor lang ventetid er der på oprettelse af tvillingegrupper?
Spørgsmål fra Rådhuset oprettes på basis af Københavns Kommunes database over de spørgsmål, der stilles af Borgerrepræsentationens medlemmer og besvares af kommunens borgmestre. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
En af mine bekendte, som skal have tvillinger, er blevet bedt om at vælge mellem enten at komme i en “almindelig” barselsgruppe, eller en tvillingegruppe, hvor de risikerer, at der går længere tid, fordi der ikke bliver født lige så mange tvillinger.
De har besluttet sig for at bede om en tvillingegruppe, men er bekymrede for at der går lang tid før, gruppen kan starte op - også fordi andre tvillingeforældre måske vælger det fra netop grundet ventetiden, og at de skal vælge én ting og helst vil undgå at stå udenfor længe.
1. Hvor lang ventetid er der normalt på oprettelse af tvillingegrupper?
2. Er der mulighed for, at vi politisk kan beslutte at give tvillingeforældre mulighed for at vælge begge dele?
1)
Tvillingegrupper er ikke et fast tilbud i Sundhedsplejen i Københavns Kommune og oprettes kun i enkelte tilfælde i de forskellige områder, hvis det er muligt at samle en gruppe. Det betyder samtidig, at det ikke er muligt at sige noget om den generelle ventetid på oprettelsen af disse barselsgrupper, da den kan variere fra område til område.
Sundhedsplejen er generelt gået væk fra at sammensætte specialgrupper. Det er Sundhedsplejens vurdering, at det for mange forældre giver god mening at indgå i en almen barselsgruppe, da Sundhedsplejen her kan understøtte forældrene i at indgå i barselsgruppens fællesskab med fokus på generelle fællestræk – f.eks. at være ny i forældrerollen, selvom gruppen kan have forskellige forudsætninger for familielivet.
2)
Ja, det er muligt at fremlægge et medlemsforslag til BUU, hvis der er et politisk ønske om systematisk oprettelse af tvillingegrupper samt muligheden for at være tilknyttet to former for barselsgrupper. Hvis forslaget godkendes, vil forvaltningen undersøge, hvad det kræver af Sundhedsplejen.
Sundhedsplejen oplever, at det kan svække forpligtelsen til den ene barselsgruppe, hvis forældre deltager i flere barselsgrupper – dette har konsekvenser for gruppedynamikken for de øvrige familier, der er tilbage i barselsgruppen. Dette er baggrunden for, at Sundhedsplejen generelt beder familien om at vælge én fast barselsgruppe.







