DGI protesterer ikke som i 1947, men regulering af pengespil handler stadig om idrættens værdier

Det var ifølge dem nærmest så moralsk forkert som det kunne blive at bygge en bevægelse, der skulle skabe en sund ungdom, på et økonomisk grundlag, som brød den selvsamme ungdom ned.

Kristensen og Venstre var blandt fortalerne for ideen, og indenfor idrætten var Danmarks Idrætsforbund (DIF) en central støtte.

Begge var enige om, at idrætten manglede penge, og selvom spil havde sine skyggesider, så opvejede fordelene ulemperne. Kristensen pointerede i sin tale, at tipning ikke bare ville give idrætten penge, men også skabe et reguleret marked for spil for dem, der havde lysten, og som ville ty til lyssky alternativer, hvis ikke der fandtes et legalt tilbud.

Mens spørgsmålet for eller imod pengespil i 1947 blev diskuteret af de politiske partier, idrættens organisationer og højskolebevægelsen, så er rollelisten meget anderledes i 2025.

Christian Tolstrup Jensen

Et tilbud, hvis ulemper, Kristensen mente, man så måtte afbøde gennem en striks administration.

Han betonede blandt andet, at spil i Danmark skulle ordnes således, at det appellerede mindst muligt til spilleinteressen og ikke mindst måtte man undgå ”ved en iøjnefaldende reklame at fremme spilleinteressen blandt ungdommen mere end højst nødvendigt”.

Efter lange forhandlinger vandt fortalerne for tipning. I 1948 vedtog Folketinget og Landstinget Loven om tipning, og kort efter blev Dansk Tipstjeneste (i dag Danske Spil) med monopol på tips og spil grundlagt, ejet af staten, DIF og DGI i fællesskab.

I 2025 er spørgsmålet om reguleringen af spilmarkedet i Danmark igen på dagsordenen.

Ligesom dengang har spil på sport både sine tilhængere og modstandere, og ligesom i 1947 er spørgsmålet om forbud eller ej centralt i debatten:

Skal spillereklamerne helt forbydes, eller skal Kristensens formanende ord om spillets regulering blot tages op igen?

Men mens spørgsmålet for eller imod pengespil i 1947 blev diskuteret af de politiske partier, idrættens organisationer og højskolebevægelsen, så er rollelisten meget anderledes i 2025.

I rollen som forslagsstiller i 2025 har SMV-regeringen afløst H. C. Hansen med dens varslede lovforslag, som har til hensigt at begrænse antallet af reklamer for spil på sport efter, at det gennemsnitlige antal af spillereklamer på TV og i radioen er mangedoblet over de seneste ti år.

Problemet har været kendt længe.

Allerede i 2020 sagde daværende skatteminister Morten Bødskov til TV2, at reklamemarkedet for spillebranchen på mange måder stukket af.

En af de centrale modstandere mod regulering er den danske spillebranche.

Her er ønsket om at bevare støtten til det danske idræts- og foreningsliv stadig er et vigtigt argument, men det handler også om risikoen for, at et forbud skulle skubbe spillet over på platforme uden regulering og de redningskranse, som trods alt findes i Danmark (og, må jeg formode, om fortsat at kunne gøre sig i konkurrencen mod udenlandske spilleselskaber).

Dagens modstanderne mod spil – eller i hvert fald reklamerne for det – har også ændret sig.

Center for Ludomani, der behandler spilafhængighed, argumenterer for et totalt forbud imod reklamer for spil på sport, og de er ikke alene i deres modstand.

Det kommende lovforslag, der ifølge regeringen skal præsenteres i februar, er snarere en del af en større debat, der i de seneste år har fået nogle medieudbydere til at fjerne reklamer for pengespil, daværende træner for herrelandsholdet i fodbold Kasper Hjulmand til at udtale sig imod spilreklamer og Premier League til at forbyde reklamer for spilfirmaer på spillertrøjerne fra 2026.

Verden af i dag er ikke verden af 1947.

Danmark har ikke bare fået en spilbranche, branchen har også fået international konkurrence efter liberaliseringen af spillemarkedet, og pengene til idrætten fra spil kommer fra lotterierne i stedet for oddset.

Spørgsmålet om idræt og pengespil ser ud til at være et spørgsmål om markedsregulering og forretningsmodeller, som kan afgøres af politikere, spillebranchen og Center for Ludomani snarere end idrætten.

Men selvom debatten om vilkårene for spillereklamer minder om Kristensens krav om et reguleret spillemarked, så minder DGI’s protester i 1947 os om, at spørgsmålet om pengespil til syvende og sidst også er et spørgsmål om idrættens værdier.