Fritidssamrådet: Vi bør tage en debat om, hvad 'folkeoplysning' betyder i dag

Bureaukrati som grundpille i demokratiet

Som "selvbestaltede" – men dog demokratisk valgte – talsmænd for vores kompetente og pragmatiske kolleger i de kommunale forvaltninger kan vi garantere, at vi hver dag gør vores ypperste for at understøtte det lokale foreningsliv og gøre det lettere at være frivillig.

Derfor er vores ærinde med dette indlæg at tale bureaukratiet op – og samtidig gøre det lettere at være forvalter af folkeoplysningen i kommunerne.

For debattens skyld tillader vi os endda at gå lidt kontra med en opfordring til, at man på nogle områder strammer regler og procedurer i forhold til foreningslivet. 

Den klassiske bureaukratiske styreform er ifølge den britiske sociolog Paul du Gay et afgørende fundament for, at vores samfund hænger sammen – og en forudsætning for demokrati og retssikkerhed.

Lidt mere jordnært er bureaukrati også en betegnelse for regler, der i mange tilfælde gør adfærd og handlinger lettere, fordi vi ved, hvad vi skal rette os efter.

Tænk hvis der ikke var tydelige og ensartede regler for, hvornår en forening kan få kommunal støtte og adgang til faciliteter. Så ville det være op til den enkelte kommune at fastlægge reglerne og med mulighed for at ændre deri fra år til år.

Samtidig beskytter disse regler os mod eksempelvis misbrug, nepotisme eller politisk favorisering i forhold til blandt andet tilskud, facilitetsfordeling eller lignende.

Stigende ambitioner om afbureaukratisering risikerer ifølge Paul du Gay at underminere nogle af disse gode og sunde principper ved den bureaukratiske styreform.

Folkeoplysningens grænser er uklare

Dette er ikke det samme som, at vi ikke kan blive bedre til at luge ud i utidssvarende procedurer og arbejdsgange. Tværtimod.

Et inspirerende eksempel er Marie Bukh Dreiers indlæg i denne debatserie, hvor hun beskriver, hvordan Ishøj Kommune understøtter "hybridforeninger" og samtidig slår et slag for bureaukratiets værdi og potentiale.

Som en udløber af regeringens udspil er der sendt høringsforslag til ændringer af Folkeoplysningsloven. Det omfatter blandt andet en lempelse af kravene til foreningernes tilskudsregnskab, hvilket givetvis vil gøre det mindre bøvlet at være frivillig leder. 

Er begrebet folkeoplysning overhovedet meningsfuldt i et moderne informations- og uddannelsessamfund?

Peter Jul Lange og Louise Kjærsgaard Bertelsen
Hhv. formand og næstformand, Frittidssamrådet

Folkeoplysningsloven fungerer som rammelov for aktiviteter og forvaltning af det folkeoplysende område. I de fleste tilfælde er loven et godt og brugbart afsæt for sagsbehandling og servicering af foreningslivet.

Men udviklingen i fritidslivet og dets organisering betyder, at vi i forvaltningerne ofte kommer til kort og må ty til hjemmel i kommunalfuldmagten.

Gode eksempler på nytænkning findes heldigvis, blandt andet ovennævnte eksempel fra Ishøj Kommune med hybridfællesskaber, men også fra Roskilde Kommune med etablering af Folkeoplysningens Laboratorium, hvor foreninger og aftenskoler kan udvikle sig og prøve nye ting af.

Men trods de mange gode initiativer er der en grundlæggende usikkerhed om, hvordan bureaukratiet bedst understøtter et fremtidigt, bredt favnende fritidsliv.

Videncenter for Folkeoplysning, Vifo, peger i sin seneste undersøgelse af "Folkeoplysningen i kommunerne" på, at folkeoplysningsbegrebet og afgrænsningen af den folkeoplysende virksomhed er en generel udfordring.

Tydeligere regler – ikke færre

Folkeoplysningslovens formål er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab – at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og deltage aktivt i samfundslivet.

Men mange foreninger opfatter sig i ringe grad som folkeoplysende, og forpligtelsen til at arbejde for folkeoplysning og demokratisk dannelse synes vagt formuleret.

Det har den konsekvens, at vi i forvaltningen kommer lidt på usikker grund, når vi med lovens intention om demokratisk dannelse skal vurdere, om det ene eller andet fællesskab med dets aktiviteter er folkeoplysende eller ej og i forlængelse heraf støtteværdigt. 

Det rejser naturligt spørgsmål om, hvorvidt det er problematisk at bruge et begreb, som mange ikke forstår og reelt har svært ved at arbejde for? 

Forvaltningen er ikke modspiller, men medspiller i udviklingen af et moderne fritidsliv.  

Peter Jul Lange og Louise Kjærsgaard Bertelsen
Hhv. formand og næstformand, Frittidssamrådet

Er begrebet folkeoplysning overhovedet meningsfuldt i et moderne informations- og uddannelsessamfund?

Her vil vi gerne henlede opmærksomheden på en herskende diskurs om behovet for åndelig oprustning, og værn mod fake news og dominerende ekko-kamre.

Vi finder, at folkeoplysningens ideal om demokratisk dannende aktiviteter er en stor del af vores åndelighed i Danmark.

Så vores budskab er for det første, at når man som følge af udspillet "Mindre bøvl – mere fællesskab" alligevel "ryster træet" med en revision af Folkeoplysningsloven, bør vi så ikke samtidig tage en debat om folkeoplysningsbegrebet, således det bliver retvisende og forståeligt?

Vi tror, at det vil gøre det mindre bøvlet for både foreningslivet og bureaukratiet.

Og for det andet. Hvis vi fortsat ønsker at værne om den demokratiske dannelse, som fundament i lovens formål, er det så ikke rimeligt, at vi i administrationen stiller skarpere krav til foreningernes demokratiske praksis?

Bureaukratiet er ikke en hindring, men en garant for retssikkerhed, gennemsigtighed og lige behandling – også i folkeoplysningen.

Når vi taler om afbureaukratisering, må vi ikke glemme, at regler og procedurer sikrer, at offentlige midler fordeles ansvarligt, og at foreningerne lever op til de demokratiske værdier, som Folkeoplysningsloven bygger på.

Derfor bør vi ikke alene luge ud i forældede arbejdsgange, men også turde stramme op dér, hvor reglerne er for vage. Skal vi præcisere, hvad folkeoplysning betyder i dag?

Skal vi stille skarpere krav til foreningernes demokratiske indflydelse? Og hvordan sikrer vi, at nye organiseringsformer kan rummes uden at gå på kompromis med lovens formål?

Forvaltningen er ikke modspiller, men medspiller i udviklingen af et moderne fritidsliv.

Lad os sammen finde balancen mellem fleksibilitet og faste rammer – til gavn for foreninger, frivillige og demokratiet.