Bliv abonnent
Annonce
Om  
Eva Kaili
Pier Antonio Panzeri

Hovedmistænkt i ”Qatargate” erkender sig skyldig

Pier Antonio Panzeri ses som nøglepersonen i EU-Parlamentets store korruptionsskandale. Nu har han slået en handel af med de belgiske myndigheder om at afsløre alt.
Pier Antonio Panzeri ses som nøglepersonen i EU-Parlamentets store korruptionsskandale. Nu har han slået en handel af med de belgiske myndigheder om at afsløre alt.Foto: Europa-Parlamentet
18. januar 2023 kl. 09.02, opdateret 18. januar 2023 kl. 20.00

Hvilke lande har brugt penge på at bestikkelse, og hvem har modtaget pengene i Europa-Parlamentets korruptionsskandale ”Qatargate”?

Det vil den hovedmistænkte i sagen, Pier Antonio Panzeri, afsløre til de belgiske myndigheder efter at have indgået en tilståelsesaftale. Det skriver Financial Times.

Panzeri, der er anklaget for korruption, hvidvask og deltagelse i en kriminel gruppe, vil modtage en nedsat straf i bytte for sit samarbejde. Flere lande, heriblandt Marokko og Qatar, er mistænkt for at have finansieret Panzeris bestikkelse for at påvirke EU's politik.

Pier Antonio Panzeri er blandt fire tilbageholdte i sagen, der ramte forsiderne efter mere end 1,5 millioner euro i kontanter blev fundet i kufferter og kuverter i Bruxelles. Næsten halvdelen befandt sig i Panzeris hjem.

Den græske socialdemokratiske europaparlamentariker Eva Kaili og hendes partner Francesco Giorgi samt Niccolo Figa-Talamana, generalsekretær for ngo'en ”No Peace Without Justice”, er også sigtede i sagen.

To andre i søgelyset

De belgiske myndigheder har bedt Europa-Parlamentet om at løfte yderligere to parlamentarikeres diplomatiske immunitet i forbindelse med sagen.

Det gælder italienske Andrea Cozzolino og belgiske Marc Tarabella, der også er socialdemokrater.

Pier Antonio Panzeri har, ifølge belgiske medier, indrømmet at have betalt Tarabella mindst 120.000 euro i kontanter for at tale Qatars sag i Europa-Parlamentet.

Tarabella blev onsdag aften ekskluderet fra både Parlamentets socialdemokratiske gruppe (S&D) og fra sit hjemlige parti. Cozzolino trak sig selv tidligere på dagen.

S&D-gruppen har nu lanceret en intern undersøgelse, der skal se medlemmernes opførsel efter i sømmene. Undersøgelsen skal gennemføres af den spanske juraprofessor Silvina Bacigalupo, der også er chef for Transparency International i Spanien, samt det tidligere britiske medlem af Europa-Parlamentet for Labour. Han har en fortid som pennefører for Parlamentets interne adfærdskodeks.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026