Idrætslærernes passion brænder langsomt ud i grundskolen. Og det rammer foreningslivet

For at kunne være den inspirerende lærer, der åbner verden for eleverne, må vi selv være en del af den.

Mange af os idrætslærere lever og ånder for idræt ikke kun i undervisningen, men også i fritiden.

Vi træner ungdoms- og børnehold, deltager i foreningslivet, tager til sportsbegivenheder og holder os opdaterede på forskning, idrætshistorie og nye bevægelsestendenser. 

Når vi lærere mister forbindelsen til idrætsverdenen uden for skolen, går det i sidste ende ud over eleverne.

Malene Vissing Tønder
Næstformand, Dansk Skoleidræt, Formand, det idrætsfaglige udvalg

Alt sammen noget, der gør os i stand til at forbinde undervisningen med den virkelige verden og inspirere vores elever til at tage del i idrætten også uden for skolen. 

Lige nu er hverdagen i skolen presset til det yderste. Jeg mærker det selv. Der er ikke den tid og luft til forberedelse, udvikling og fordybelse, som der burde være. Konsekvensen er tydelig.

Jeg ser hver dag mine dygtige idrætskollegaer miste overskuddet til at engagere sig frivilligt i foreningslivet, simpelthen fordi skolehverdagen dræner al deres energi.

Når vi lærere mister forbindelsen til idrætsverdenen uden for skolen, går det i sidste ende ud over eleverne.

De mister de lærere, der kunne vise dem vejen til nye fællesskaber, nye idrætsgrene og en bredere forståelse af, hvad idræt kan være. 

Idrætsundervisning handler om mere end bevægelse.

Skolen har en dannelsesopgave, og idrætsfaget spiller en vigtig rolle i at give eleverne kropslig dannelse, forståelse for fællesskaber og indsigt i idrættens betydning både historisk og i nutiden.

Når vi underviser i idræt, underviser vi også i samarbejde, fair play, kropsbevidsthed og kulturel forståelse.

Hvis ikke vi giver idrætslærerne tid og mulighed for at fordybe sig i deres fag og være en del af idrætsverdenen, svækker vi ikke kun idrætsfaget.

Hvis vi vil fastholde og udvikle idrætsfaget, må skolelederne og de lokale politikere anerkende det arbejde, der foregår uden for selve undervisningen.

Malene Vissing Tønder
Næstformand, Dansk Skoleidræt, Formand, det idrætsfaglige udvalg

Vi svækker også skolens almene dannelsesopgave. 

Samtidig ser vi, hvordan den frivillige foreningsverden mangler kræfter.

Jeg tror, at en del af forklaringen er, at mange af de idrætslærere, der tidligere var aktive drivkræfter i klubberne, ikke længere har overskud til også at løfte idrætten uden for skolen.

Når lærerne presses i skolen, mister foreningslivet værdifulde ildsjæle, og det går i sidste ende ud over de børn og unge, der ellers ville have fundet vej til fællesskaber og bevægelsesglæde gennem dem. 

Hvis vi vil fastholde og udvikle idrætsfaget, må skolelederne og de lokale politikere anerkende det arbejde, der foregår uden for selve undervisningen.

Der skal skabes plads til, at idrætslærere kan fordybe sig i deres fag, skabe netværk med det lokale idrætsliv og bringe deres egen begejstring ind i skolen.

Det kræver tid, overskud og respekt for idrætslærerens rolle både som underviser og som kulturbærer. 

En mulighed kunne være, at der i skoleskemaet skabes bedre plads til fleksible rammer, hvor idrætslærere kan samarbejde med lokale idrætsforeninger og skabe bro mellem skole og fritidsliv.

Det kan også handle om bedre muligheder for planlægning og efterbehandling, så undervisningen ikke kun bliver en praktisk afvikling, men en del af skolens samlede dannelsesproces.

Derudover kan kommunerne arbejde for at understøtte partnerskabet mellem skoler og det lokale foreningsliv, så idrætslærere ikke står alene med opgaven, men understøttes af det kommunale samarbejde. 

Den gode lærer opstår ikke i et vakuum. Der er brug for en langsigtet strategi med fokus på tid, overskud og respekt for faget og lærernes arbejde.

Det handler om at give plads til den passion og det engagement, som langsomt dør ud for idrætslærerne i grundskolen.