Dansk idræt kan lære af legenders kontroversielle demokrati-initiativ

I 1984 opstod sågar Idræt for fred, der i sin guldalder mellem 1984 og 1986 udviklede sig til en landsdækkende græsrodsbevægelse, der arbejdede for en fredeligere verden og – centralt i denne sammenhæng - at udvikle den politiske samtale inden for idrætsbevægelsen.

De, som husker Idræt for Fred fra debatten i 1980'erne, forbinder nok især bevægelsen med håndboldspillere som Per Skaarup, Carsten Haurum og Morten Stig Christiansen, der markerede sig i medierne med aktioner, interviews og debatindlæg og kom i clinch med både DanskHåndbold og med DIF.

Konflikten opstod ikke, fordi forbundet eller DIF var imod fred som sådan, men de havde svært ved at acceptere den sammenblanding af idræt og politik, som de mente, at idrætsudøvernes engagement var udtryk for.

Set nedenfra bør idræt og politik høre sammen.

Christian Tolstrup Jensen

Det, jeg synes, er mest interessant ved Idræt for Fred er bevægelsens mål om at udvikle den politiske samtale. Baggrunden var, at sammenblandingen af idræt og politik, dengang som nu, var ugleset af mange.

Hvis Idræt for Fred skulle mobilisere bredt for fred, var det en forudsætning, at de også tog fat i kulturen inden for idrætten for at gøre det at diskutere politik i omklædningsrummet accepteret, ja ideelt set endda ønskeligt.

Ved siden af Skaarup & Co's arbejde i medierne arbejdede lokalafdelinger ude i de lokale idrætsklubber for at udvikle den politiske samtale.

Aktivisterne i Idræt for Fred vidste godt, at det ikke ville være nemt. Der var ikke en tradition for at tale om politik i omklædningsrummet og kæmpe for de gode argumenter i stedet for mål og point.

Nogle af dem, der nød at idrætten var et politisk frirum, blev ligefrem vrede, når medlemmer af Idræt for Fred prøvede at tage politiske emner op til diskussion.

Personligt kan jeg ikke lade være med at se Idræt for Freds projekt som uhyre sympatisk, fordi de havde et blik for idrættens potentiale som en del af det offentlige rum.

Idræt for Fred fokuserede på fred, men hvad nu hvis det politiske projekt for idrætten ikke var fred men et bedre, mere demokratisk Danmark?

Hvordan et sådant Danmark skal se ud, hverken kan eller skal idrættens organisationer give et svar på.

Men det er pointen: Den gode blanding af idræt og politik, der kan give et svar, sker uden om idrættens organisationer.

Rigtig mange har nok også taget diskussionen med holdkammerater, der har været for eller imod det ene eller det andet.

Christian Tolstrup Jensen

Svaret kommer i stedet, når de millioner af danskere, der hver uge svinger indenom et idrætsanlæg for at dyrke sport, være trænere eller hente og bringe deres børn, snakker om politik.

Den sker, når vi indser at idrætten (også) er et rum, der lægger til rette for diskussioner af politiske spørgsmål, der rækker udenfor idrættens egne rækker.

Set nedenfra bør idræt og politik høre sammen. Når omklædningsrummet bliver en del af det offentlige rum, er en politisk sludder med en holdkammerat ikke er et problem men et bidrag til et bedre samfund.

Debatten om sammenblandingen af idræt og politik på den internationale arena må ikke overskygge det demokratiske potentiale som en blanding af idræt og politik har, når vi ser på det nedefra.

Der har lige været valg i Danmark. I tre uger har politik og debat fyldt enormt meget. Store og små spørgsmål er blevet løftet frem, meninger er blevet trukket op, og vi har skullet taget stilling for den ene eller anden part.

Rigtig mange har nok også taget diskussionen med holdkammerater, der har været for eller imod det ene eller det andet.

Når det er valg, er det nemmere at tale politik, for det kan være svært ellers, hvis ikke man er vant til det.

Og nu er vi er nok alle sammen lidt trætte, men når hverdagen vender tilbage, bliver mit forsæt for den kommende regeringsperiode at tage den politiske diskussion fra valgkampen med videre.