Man kan grine af Mælkemanden og Borgernes Parti. Men et andet parti kan have langt mere ubehagelige forbindelser

Hvis man ønsker at forstå, hvorfor vi lige nu snakker om dansk blod, så er man nødt til at forstå den ”metapolitiske” strategi, som store dele af den radikale højrefløj i dag forfølger.

Målet med denne strategi er at rykke ved rammerne for den offentlige samtale – ofte kaldet 'Overton-vinduet'. Ved at gøre det, der før var tabubelagt, stuerent, kan man på sigt bane vejen for højreradikal politik.

Første skridt er at gøre opmærksom på, at det højreradikale synspunkt findes. Andet skridt er at få kendte politikere, journalister og meningsdannere til at omfavne det, så det bliver en etableret position i debatten. Tredje og sidste skridt er at normalisere det i en grad, så det til sidst bliver betragtet som et seriøst standpunkt, som politikerne er nødt til at forholde sig til.

Har man først gjort det, kan det blive omformet til realpolitik.

At vi overhovedet diskuterer genetik i forbindelse med debatten om danskhed viser, hvor meget den offentlige samtale allerede har rykket sig.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

At vi overhovedet diskuterer genetik i forbindelse med debatten om danskhed viser, hvor meget den offentlige samtale allerede har rykket sig.

Da Morten Messerschmidt i et nyligt Facebook-opslag tog afstand fra idéen om, at danskhed er defineret ved blodsbånd, var det, som om man kunne høre et kollektivt lettelsens suk gå gennem den offentlige debat.

I en leder skrev chefredaktør på Berlingske Pierre Collignon, at debatten om danskhed var vigtig, fordi ”den viser, at et bredt flertal faktisk er enige om, at det skal kunne lade sig gøre at blive dansk”.

Men var der overhovedet nogen tvivl om det? Før Nadja Isaksen-sagen blev det anset som en grundantagelse for alle, der diskuterede danskhed, at den selvfølgelig var defineret kulturelt. I Deadline blev der afspillet en kavalkade af tidligere udsagn fra DF-politikere, som illustrerede denne pointe.

Medierne omfavner det

Reaktionerne på debatten minder mig om efterspillet til valget i 2019. Dengang var der ligeledes mange, der åndede lettet op, da det stod klart, at Stram Kurs lige akkurat ikke ville nå over spærregrænsen.

Men til forskel fra i dag var der dengang så godt som ingen etablerede stemmer i debatten, der omfavnede Rasmus Paludans politiske position.

Anderledes blev det i 2026, hvor den højreradikale dagsorden omkring remigration blev omfavnet af hele to partier, der tilsammen fik 11,2 procent af stemmerne. Rasmus Paludan roste sågar DF for at nærme sig hans politik.

Samtidig blev positionen cementeret som en fast bestanddel af den offentlige samtale. Det ses tydeligst i det borgerlige medie Kontrast, som redaktionelt centrerer højreradikale synspunkter, hvilket blandt andet ses ved dets hyppige bidrag fra miljøet omkring Generation Identitær og Stram Kurs.

Højreradikale har i årevis forsøgt at inspirere magtfulde politiske spillere indirekte gennem aktivisme, debatarrangementer og aviskronikker.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Tendensen ses dog også blandt større medier. Hos BT, en af Danmarks mest læste aviser, har man således på lederplads omfavnet to begreber, der har deres oprindelse på den radikale højrefløj, nemlig 'den store udskiftning' og 'remigration'.

Disse synspunkter er ligeledes omdrejningspunkt for avisens faste kommentator Eva Selsing, som er endnu mere radikal på de sociale medier, hvor hun skriver om, hvordan de liberaldemokratiske magthavere i Europa har forvandlet deres lande til voldelige, totalitære styrer og taler om et igangværende ”folkemord-ved-udskiftning” på etniske europæere.

Selv hos Berlingske kan man i dag læse om ”blodets” betydning for danskheden i en nyligt klumme fra Julie Grove, der er fast kommentator på avisen.

Generation Identitær gør indtog i politik

Højreradikale har i årevis forsøgt at inspirere magtfulde politiske spillere indirekte gennem aktivisme, debatarrangementer og aviskronikker.

De har også forsøgt at få foden indenfor hos de politiske partier, så de kunne påvirke dem indefra og – ideelt set – formulere deres politik for dem. Sagen om Søndergaard belyser, i hvor høj grad de er lykkedes med det arbejde.

Frihedsbrevet har tidligere afsløret, at Søndergaard i samarbejde med den højreradikale bevægelse Generation Identitær har spillet en rolle i at idéudvikle dele af Borgernes Partis politik. Vi ved også takket være Ekstra Bladet, at Søndergaard tidligere har været i kontakt med DF’s top, hvor han ligeledes har inspireret konkrete politiske tiltag.

Spørgsmålet er, om den højreradikale påvirkning er undersøgt til bunds. I en henvendelse til mig på sociale medier har den højreradikale advokat skrevet: ”Tidligere medarbejdere har over for mig bekræftet, at Generation Identitærs plan var blevet copy pasted af DF.”

Selvom jeg mener, at man ikke uden videre skal tage Søndergaards udsagn for gode varer, så lyder det sandsynligt. Jeg har i en tidligere kronik i Altinget gjort opmærksom på den slående lighed, der er mellem DF’s remigrationskampagne og Generation Identitærs remigrationstiltag.

Jeg har fulgt Generation Identitær i otte år, og bevægelsen er kun blevet mere yderligtgående med tiden.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Det identitære miljø organiserede sidste år en konference i Milano. Her holdt Alternative für Deutschland-politiker Lena Kotré en tale, hvor hun åbent takkede de identitære for at lave det metapolitiske forarbejde, der muliggjorde, at AfD kunne inkorporere remigration i partiets politiske program.

Nu er spørgsmålet så, om der er en lignende "arbejdsdeling" mellem DF og de danske identitære.

Indtil nu har Dansk Folkeparti ikke ønsket at udtale sig om Generation Identitær. Da Mikkel Bjørn (DF) blev spurgt, om han tog afstand til bevægelsen i P1 Debat, svarede han, at han ”kender slet ikke den organisation indgående”, på trods af at han selv var med til at facilitere et arrangement med bevægelsen på Christiansborg i 2023.

Jeg har fulgt Generation Identitær i otte år, og bevægelsen er kun blevet mere yderligtgående med tiden. I min podcast og i flere artikler har jeg således belyst bevægelsens samarbejde med en flamsk aktivist, som er blevet dømt af en belgisk domstol, efter at hans bevægelse blev afsløret i at dele holocausthyldende, voldsforherlignede og nazisympatiserende beskeder og memes med hinanden.

Medierne skal ruste sig

I Danmark er højreradikale stemmer blevet inviteret ind i debatten på en helt anden måde end i andre vesteuropæiske lande.

Der er både gode argumenter for og imod en politisk debatkultur, der er så åben som den danske. Men hvis de danske medier fremover vil behandle højreradikalismen som en seriøs spiller, så er de nødt til at være klædt på, så de kan rejse de kritiske spørgsmål, som man kan stille til denne politiske position.

Jeg kan konstatere, at størstedelen af de kritiske spørgsmål, som Rasmus Munch Søndergaard blev stillet i denne omgang, er blevet stillet på baggrund af min research.

Det var nemlig mig, der gjorde BT opmærksom på de holocaustrevisionistiske holdninger, som BT og Berlingske senere konfronterede advokaten med.

Jeg kan derudover konstatere, at den eneste grund til, at debatten opstod i første omgang, var, at jeg havde brugt tid på at holde øje med, hvad Nadja Isaksen mente på X.

Tiden er ikke til at grine, men til at grave.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Det skriver jeg ikke for at hævde mig selv, men fordi den manglende viden om højreradikalisme blandt journalister bekymrer mig.

Der findes flere enkeltstående journalister herhjemme, som har skrevet dybdegående om højreradikalismen. Men i takt med at højreradikalismen bevæger sig væk fra de marginale subkulturer og ind i dansk partipolitik, er også Christiansborg-journalisterne nødt til at være klædt bedre på, hvis de vil rejse de kritiske spørgsmål, som det er deres job at stille.

Det er fristende at sætte ”Mælkemanden” i rollen som repræsentant for den radikale højrefløj. Så kan man nemlig sænke skuldrene og grine, trygge i troen på, at man ikke behøver at tage ”klovnebussen” alvorligt.

Det er straks mere ubehageligt at forholde sig til muligheden for, at Rasmus Munch Søndergaard taler sandt, når han påstår, at DF skulle have "copy-pasted" sit valgoplæg fra en højreradikal bevægelse, som er blevet forbudt i Frankrig, overvåges af efterretningstjenesten i Tyskland og klassificeres som ”ekstremistisk” af Europol.

Tiden er ikke til at grine, men til at grave.

***

Altinget har foreholdt Mathias Hee Pedersens pointer for Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn. Han skriver i en sms:

"Hvis vi taler om vores udlændingeudspil fra 2024, så har Mathias Hee vist drukket af natpotten. Det er forfattet af mig frem mod Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Jeg har ikke yderligere at tilføje."