Når Dansk Folkeparti taler om remigration, henter de ordene fra kontroversiel højreradikal bevægelse

Det er ikke nogen nyhed, at Generation Identitær står bag begrebet remigration. Det bemærkede Dagbladet Informations journalister i en længere artikel fra oktober sidste år, og bevægelsen har også selv taget ejerskab over begrebet i Jyllands-posten.

Når Dansk Folkeparti taler om remigration, så er altså et ord, de har overtaget fra den højreradikale ungdomsbevægelse.

Den ideologiske flirt mellem Dansk Folkeparti og den identitære bevægelse går dog længere tilbage end den remigrationskampagne, som partiet har kørt i små ni måneders tid.

Jeg og mange andre forskere og researchere i både ind- og udland har gennem et lille årti belyst Generation Identitærs voksende indflydelse på Europas store højrenationalistiske partier.

Allerede tilbage i slutningen af 2010’erne begyndte Dansk Folkeparti at tale om "den store udgiftning". Dens udbredelse kan dog primært tilskrives Generation Identitær.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Dette er resultatet af en målrettet politisk strategi fra de identitæres side. Som bevægelsens mangeårige østrigske chefstrateg Martin Sellner for nyligt formulerede det i en højreradikal podcast:

”Først er befolkningsudskiftningen nødt til at blive totalt mainstream på højrefløjen. Der er nødt til at blive etableret et regionalt hegemoni på højrefløjen, og derefter er det nødvendigt, at det spreder sig ude i samfundet. Det næste skidt er, at remigration, som idé og som et svar på dette problem, er nødt til at blive populariseret og mainstream”.

Strategien har allerede været en overvældende succes.

Allerede tilbage i slutningen af 2010’erne begyndte Dansk Folkeparti at tale om ”den store udskiftning”.

Teorien, der opstiller et fremtidsscenarie, hvor etniske europæere er blevet demografisk fortrængt af mennesker med ikkevestlig baggrund, blev oprindeligt formuleret af den franske forfatter Renaud Camus.

Dens udbredelse kan dog primært tilskrives Generation Identitær, der siden 2012 har arbejdet utrætteligt på at udbrede offentlighedens kendskab til begrebet.

Dette år lykkedes de så med at få Dansk Folkeparti til at overtage dagsordenen om remigration.

Mens de danske journalister rådvilde forsøgte at finde ud af, hvad dette antageligt ”nye” og ”besynderlige” begreb i udlændingedebatten betød, løb den højreradikale ungdomsbevægelse en sejrsrunde i medierne.

Til Politiken blærede talsmand Daniel Nordentoft sig med, at ”Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere” af bevægelsens ideer vedrørende remigration og udtalte skråsikkert, at han forventede, at begrebet fremadrettet ville blive uomgængeligt:

”Jeg tror ikke, at der er nogen vej tilbage nu”.

Der er altså ikke noget nyt i, at Dansk Folkeparti skæver ideologisk til Generation Identitær.

På nuværende tidspunkt vil det dog være en underdrivelse at sige, at Messerschmidts parti blot er inspireret af den højreradikale ungdomsbevægelse. Dertil er lighederne for store.

På nuværende tidspunkt vil det være en underdrivelse at sige, at Messerschmidts parti blot er inspireret af den højreradikale ungdomsbevægelse. Dertil er lighederne for store.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Lad os starte med at kigge på Messerschmidts nye ultimative krav, nemlig at ”flere muslimske indvandrere skal forlade Danmark, end der kommer hertil”.

Dette er mere eller mindre direkte taget fra danske Generation Identitær, der lige fra dens oprettelse har beskrevet remigration som en politik, der har til formål at sikre, at ”tilvæksten af ikke-vestlige migranter og efterkommere falder, i stedet for at stige”.

Hvordan skal det så ske? Umiddelbart op til valgudskrivelsen fremlagde Dansk Folkeparti en 22-punkt lange plan for den remigration, de har lovet danskerne at kæmpe for.

Planen afslører, at det ikke kun er det overordnede mål om remigration, som partiet har overtaget.

Kigger man på Dansk Folkepartis udspil, så kan næsten halvdelen af tiltagene findes i det katalog af politiske forslag, som danske Generation Identitær fremlagde i 2020 og sendte til samtlige medlemmer af Folketinget. Det gælder blandt andet:

• Forslaget om retroaktivt at fratage statsborgerskaber tildelt personer, der efterfølgende har begået kriminalitet.
• Forslaget om at oprette et hjemrejseministerium (Generation Identitær foreslog oprettelsen af noget lignende, nemlig en remigrationsstyrelse).
• Forslaget om afgifter på halalprodukter.

Men parallellerne stopper ikke der. Der er også betydelige sproglige overlap.

For eksempel har Generation Identitær i årevis afsluttet deres artikler og SoMe-opslag med kampråbet: ”Remigration nu”.

Netop dette kampråb akkompagnerer flere af de opslag om remigration, som kommer fra Dansk Folkeparti.

Det højrenationalistiske parti har også overtaget mange af Generation Identitærs formuleringer og gjort dem til en del af dets politiske vokabularium.

Som de ovenstående eksempler tydeligt viser, har Dansk Folkeparti ikke bare ladet sig inspirere overfladisk af Generation Identitær; de har overtaget dens politiske dagsorden.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Messerschmidt lyder således som et ekko af bevægelsen, når han skriver, at det er ”sidste chance for at vende udviklingen”.

I flere artikler, interviews og aktioner har bevægelsen nemlig beskrevet remigration som den ”sidste chance” for at redde det danske folk, ligesom bevægelsen igen og igen har anvendt formuleringer om, at det er nødvendigt at ”vende udviklingen”.

Som de ovenstående eksempler tydeligt viser, har Dansk Folkeparti ikke bare ladet sig inspirere overfladisk af Generation Identitær; de har overtaget dens politiske dagsorden, i en sådan grad at de ikke alene hugger bevægelsens konkrete politiske forslag, men også dens slogans og sproglige formuleringer.

Når man ikke skal forvente et søgsmål om plagiat fra Generation Identitær, så skyldes det, at bevægelsen med fuldt overlæg har forsøgt at få politikerne til at ”sjæle” dens idéer. Bevægelsen fungerer nemlig som en slags ideologisk lobbybevægelse, hvis mål er at formulere politikernes politik for dem.

Vi ved, at de identitære ikke blot forsøger at påvirke de højrenationalistiske partier indirekte ved hjælp af aktivisme, opslag på sociale medier og aviskroniker.

Det skabte for eksempel stor opstandelse i Tyskland, da det kom frem, at en række topfigurer i AfD havde deltaget i et møde med førnævnte Sellner i efteråret 2023, hvor remigration havde været et tema.

Der gik ikke meget længere end et år, før partiets leder Alice Weidel førte valgkamp på begrebet.

Herhjemme kunnet mediet Frihedsbrevet afsløre, at Dansk Folkepartis medlem af EUparlamentet Anders Vistisen i 2023 ansatte to personer med en fortid i Generation Identitær.

Samme år omfavnede Vistisen idéen om remigration som det første højprofilerede medlem af DF.

Dansk Folkepartis flirt med den højreradikale aktivistgruppe er ikke ufarlig for partiet, der har arbejdet hårdt på at blive betragtet som et seriøst politisk parti.

Mathias Hee Pedersen
Forfatter og uafhængig researcher

Dansk Folkepartis flirt med den højreradikale aktivistgruppe er ikke ufarlig for partiet, der har arbejdet hårdt på at blive betragtet som et seriøst politisk parti. Der er nemlig tale om en stærkt yderligtgående bevægelse, der har et væld af belastende sager med i lasten.

For eksempel indgår Generation Identitær i en pan-europæisk organisation sammen med den flamske aktivist Dries Van Langenhove, som er dømt for hadtale, efter at det kom frem, at hans bevægelse havde sammenlignet sig selv med nazisterne, hyldet Holocaust og moret sig over mord på jøder og sorte.

Jeg har op til flere gange forsøgt at få bevægelsen til at forholde sig til sagen. Indtil videre uden held.

Generation Identitærs franske gren blev forbudt af præsident Macron i 2021 med den begrundelse, at bevægelsen spredte had og gødede jorden for vold og diskrimination. I Tyskland har efterretningstjenesten i flere år holdt de identitære under skarpt opsyn, mens Europol har stemplet den østrigske gren som ”ekstremistisk”.

I Danmark sætter bevægelsen den udlændingepoltiske dagsorden og tegner den politik, som to af Folketingets partier går til valg på.