Tidligere ambassadør: Messerschmidt kan finde inspiration til sin remigrationsplan i 1930'ernes Tyskland

Den store udvisning 

I debatten om remigration lader Morten Messerschmidt opmærksomhedsfaktoren trumfe indholdets sandhedsværdi. Sandt eller falskt er underordnet den vrede, som opmærksomhedseffekten kan skabe.

USA’s inspirerende autokratiske præsident, en rollemodel, indtager populistisk løgns højsæde, og han er som bekendt ofte vred.  

Dansk Folkepartis formand er flertalsdemokrat. Som influenter på den politiske markedsplads er fredsommelighed hverken hans oratoriske eller skriftlige varemærke. Med udtalelserne om remigration til Weekendavisen må han aktuelt indtage den hjemlige populismes førersæde.

Konsekvensen af de fremførte synspunkter om udvisninger er en undergravning af retsstaten med indførsel af første- og andenrangsborgere. Må jeg minde om, at straf i form af landsforvisning af danske lovovertrædere altså blev ophævet i 1827.

Der er brug for remigration, siger Messerschmidt til Weekendavisen, og “der er ikke noget alternativ” samt “… at en opgave er stor skal ikke forhindre, at vi løser den.”

Og hvad er det så helt præcist, han og Dansk Folkeparti har fremført?

Konsekvensen af de fremførte synspunkter om udvisninger er en undergravning af retsstaten med indførsel af første- og andenrangsborgere.

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør i Europarådet

Uden at anvise hvem “vi” omfatter, og hvorledes “opgaven” nærmere skal omsættes til ord og handling, gav han overordnet udtryk for, at han er klar til at frihedsberøve titusindvis af herboende udlændinge, hvis de “ikke forsørger sig selv,” finder et job eller frivilligt rejser ud af Danmark.

Han anslog, at tallet var “50.000-100.000.” Udrejser man ikke selv, så skal man “animeres til at rejse ud frivilligt.”

Det betyder, siger Messerschmidt, “... et Kærshovedgård med lås på eller et udrejsecenter,” som ved Ikast. Desuden skal alle udlændinge, der begår kriminalitet, herunder “trusler og cykeltyveri” tilsyneladende uden en nedre grænse og hensyn til gældende lovgivning udvises “ved første dom.” 

Tildelte statsborgerskaber siden 2005 skal gennemgås, og hvis det er givet på et forkert grundlag, annulleres (cirka 85.000 personer ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet). Alle 26.672 tildelinger af statsborgerskab (det oplyses ikke, hvor det  tal kommer fra) inden for de seneste otte år skal genåbnes med skærpede krav.

Der skal en personlig samtale til, for at afklare om disse statsborgere er “danske i hjertet,” mener Messerschmidt, som “i dag betragter [sig] selv som kristen, med alt hvad det indebærer.”

“Alt” ses så ikke at indebære det brede luthersk alment accepterede næstekærlighedsbudskab, der omfatter alle mennesker, men et snævert tidehvervsk, hvor ’næsten’ bliver et personligt anliggende.

Om begrebet “danske i hjertet” (også Danmark i hjertet) tillader jeg mig at mene, at det havde været mere relevant med “hjernen.” Eller tænker DF’ere med hjertet og lader forstanden få fred?

Under alle omstændigheder giver det sig selv, at partiformanden hverken har indsigt, position eller autoritet til med gyldighed for befolkningen i kongeriget at fastslå, hvad “dansk i hjernen” udtrykker og omfatter.

Men han kan stille et beslutningsforslag derom i Folketinget og dermed afsløre partiets fornemmelse for dansk moralsk habitus.

Mangel på proportionssans

Med Danmarks grundlov in mente er det selvsagt svært at forestille sig et folketingsflertal, der skulle nå frem til at støtte de i interviewet nævnte rystende forslag og deres menneskelige, retlige, moralske, samfundsmæssige og internationale konsekvenser, der lades helt ude af syne, men som andre har peget på.

Senest har Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen blandt andet gjort praktisk gældende, “at ældreplejen er dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft.”

Mangel på proportionssans, indskrænkethed og en højreradikal retsstatsforståelse er desværre blevet DF’s gnavende orme i en forestilling om, forekommer det, opnåelsen af et særligt dansk  (“blod og jord”) Paradis, hvis “rigtig mange især muslimer frivilligt forlader Danmark eller finder et arbejde.”

Mangel på proportionssans, indskrænkethed og en højreradikal retsstatsforståelse er desværre blevet DF’s gnavende orme.

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør i Europarådet

DF-formanden er da også meget karrig med at oplyse, dels hvorledes hans maksimalistiske alternativ kan være i overensstemmelse med grundloven, dels hvorledes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal tilsidesættes.

Men lad os være rolige: DF arbejder da inden for grundlovens rammer, idet alle folketingsmedlemmer har afgivet en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven jævnfør grundlovens paragraf 32 styk 7. 

Rettet mod mere let bevægelige vælgere følger DF-formanden første del af en populistisk-demagogisk måde at udtænke og føre politik på. Det vil sige, at vanskelige samfundsmæssige problemstillinger forenkles til noget åbenbart.

Anden del af opskriften tilsættes så enkle og praktiske løsningsforslag, der i ord er lette at begribe, men i praksis uigennemførlige.

Inspiration fra tredivernes Tyskland

Morten Messerschmidt har endnu ikke præsenteret anden del af opskriften, men der kan findes nogen teknisk inspiration i de praktiske foranstaltninger og den politiske amoralitet som den store nabo mod syd – uden sammenligning i øvrigt – udviste i trediverne, som følger:

De 500.000 tyske jøder blandt det daværende egentlige Tysklands 70 millioner borgere truede efter magthavernes mening med at fordærve de etniske tyskere. Jøder skulle bringes til at udvandre, selvom mange var assimilerede.

1933-1939 indførtes hundredvis af isolerende love, forordninger med mere. Jøder blev fra 1933 udelukket fra offentlige stillinger. Da ti procent af Tysklands læger var jøder og ikke kunne undværes, blev udrensningen først tilendebragt i 1938.

Nürnberg-racelovene fra 1935 definerede, hvem der var tysk jøde. Jøder blev frataget  tysk statsborgerskab, erhvervs- og næringsrettigheder fortabtes, og et levegrundlag blev forringet til det minimale, men skattepligt bestod. Udvandringen fortsatte og lettedes administrativt.

Jøderne blev ribbet for alt, og ejendele blev bortauktioneret. Denne udvikling skete i dagslys, både nationalt og internationalt. På den resultatløse konference i  juli 1938 i Evian i Frankrig drøftede repræsentanter for 32 stater, heriblandt Danmark, muligheden for at modtage tyske og østrigske jøder.

Mon ikke man frem mod det kommende folketingsvalg i år gør klogt i at lægge mærke til DF’s iscenesættelse af sine “danske” værdier.

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør i Europarådet

Med henvisning til Messerschmidts forslag om “et Kærshovedgaard med lås på eller et udrejsecenter” mindes om, at der til Danmark (dengang fire millioner indbyggere) i første halvår af 1945 ankom cirka 250.000 tyske, selvsagt ikke-velkomne, flygtninge.

Efter befrielsen 4. maj interneredes de i afventning af udsendelse. Der etableredes store lejre i landet, hvor Oksbøl var den største med op til 36.000 internerede. Udgang var ikke tilladt.

Lejrene indrettedes organisatorisk af den regeringsoprettede Flygtningeadministration på demokratisk vis. Til børns undervisning forsøgte man at sikre sig lærere med demokratisk sindelag gennem anvendelsen af en liste med 50 spørgsmål.

For eksempel om, hvorfor en fri presse er nødvendig. Med svarene som baggrund vurderedes de adspurgtes politiske holdninger. Fik man skudsmålet nazist, var man ubrugelig.

De sidste flygtninge forlod Danmark i 1949.

Mon ikke man frem mod det kommende folketingsvalg i år gør klogt i at lægge mærke til DF’s iscenesættelse af sine “danske” værdier.

Det kunne ske gennem den opmærksomhed i vælgerhavet, ordet remigration og vejen dertil skaber: En adskillelse af befolkningsgrupper i “os” og “dem,” negativ/hadsk omtale af symboler med særlig betydning, forskelsbehandling samt dehumanisering ved at fratage nogle menneskelige egenskaber og tillægge negative.