Idrætschef: Samarbejde mellem foreninger og kommuner handler om de små ting i hverdagen. Sådan har vi gjort i Vejen

Ingen krav for kravenes skyld

Vores opgave er at understøtte der, hvor der er behov og give slip på det andet. Nogle foreninger har brug for tæt dialog og hjælp i perioder, andre har ikke. Det skal der være rum til.

Teknologien har givet os hidtil usete muligheder for at indsamle viden. Som kommune vil vi naturligvis gerne kunne levere et solidt vidensgrundlag til politikerne, og det kræver data. Men her må vi ikke lade os rive med og blive datastyrede.

Jeg forsøger selv at holde fast i tre enkle spørgsmål: Kan vi indhente viden? Bør vi indhente den? Vil vi indhente den? Det er først, når alle tre svar giver mening, at vi bør gå videre. Ellers risikerer vi at pålægge foreningerne opgaver, som koster mere end de gavner. 

At slippe idrætten fri handler derfor ikke kun om nationale udspil eller store reformer. Det handler om de små valg i hverdagen.

Casper Rasmussen
Leder, Kultur & Fritid, Vejen Kommune

Et konkret eksempel er et nyt IT-system, vi har indført. Det kunne være nærliggende at kræve, at alle foreninger og haller bruger det.

Men vi har valgt at sige: Har de allerede et system, der fungerer bedre for dem, så er det helt i orden. Pointen er, at vi ikke skal påføre foreningerne unødige krav, blot fordi vi teknisk set kan.

Kultur viser sig også i de små greb i hverdagen. I Vejen Kommune har vi valgt en model, hvor hallerne deler regningen for lokaleleje op, så foreningerne kun betaler deres andel. Dermed slipper de for at skulle søge os om lokaletilskud bagefter.

Hallerne har lidt mere administrativt arbejde, men de har lønnet personale og får et tilskud til det. Resultatet er, at foreningerne kan bruge mere tid på fællesskaber og mindre tid på formularer.

Det er et lille eksempel, men for mig er pointen vigtig: Når vi tør tænke praktisk og smidigt, kan vi fjerne bøvl uden at gå på kompromis med gennemsigtighed eller styring.

Tillid over krav

Jeg ved, at vi i kommunerne nogle gange kan blive opslugt af vores egne stærke fagligheder og muligheder. Vi vil gerne gøre tingene grundigt, levere data, have styr på processerne. Men vi må hele tiden minde os selv om, at vi ikke er til for systemernes skyld.

Vi er til for borgerne – og i denne sammenhæng for foreningerne, som skaber de fællesskaber, vores politikere ønsker at fremme.

At slippe idrætten fri handler derfor ikke kun om nationale udspil eller store reformer. Det handler om de små valg i hverdagen. Møder vi foreningerne med krav eller med tillid? Pålægger vi dem opgaver, fordi vi kan – eller fordi vi bør?

Mit håb er, at vi i kommunerne kan blive ved med at have den nysgerrighed og ydmyghed, der skal til for at understøtte foreningerne bedst muligt.

For hvis vi vil have gode ideer og mindre bøvl, er det netop i kulturen og samarbejdet, vi finder nøglen.