Vi taler idrætten ned, når vi gør den til et middel. Og på sigt svækkes den politiske opbakning

Sejleren Anne-Marie Rindom vinder OL guld i 2021 i Japan. Efter at have ført det meste af kvalifikationen går det helt skævt i sejladsen lige inden Medal Race. Med enorm mentalstyrke får hun samlet sig selv op og leverer en pragtpræstation i den afgørende sejlads og vinder guld.  

Jeg ved absolut ingenting om sejlads og slet ikke Laser Radial eller Ilca 6, som det vist hedder nu. Alligevel får jeg kuldegysninger af at tænke tilbage på dramaet, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev fanget og stod foran tv’et og heppede. Sport og idræt er følelser og fællesskab. Det er glæde og frustration – når det er bedst.

Ovenstående eksempel er heldigvis bare et blandt mange fantastiske minder, hvor jeg enten selv har været aktiv eller har set på fra sidelinjen.

I både begejstring og fascination af, hvad idræt kan gøre for både den enkelte og fællesskabet, vil jeg gerne slå et slag for, at idræt ikke reduceres til at være et middel.

DIF har netop vedtaget et nyt politisk program frem mod 2030. Sammen med stort set alle andre specialforbund stemte jeg selv for det nye program. Det er på mange måder et godt politisk program med et stærkt fokus på fællesskaber, gode idrætsmiljøer for børn og unge og talentudvikling.

Idrætten behøver ikke føre en masse andre gode ting med sig for at have sin berettigelse.

Mads Young Christensen

Ifølge det politiske program skal idrætten også bidrage til væsentlige samfundsudfordringer som klima, miljø og udsatte borgere. Ligeledes har DIF sammen med en række idrætsgrene kastet sig ud i forskellige beskæftigelsesprojekter.

I DGI forholder det sig mere eller mindre på samme måde. Her spiller sundhed blandt flere sociale indsatser en væsentlig rolle.

Jeg forstår godt, at DIF, DGI, specialforbundene og de enkelte idrætsforeninger er optaget af de mange positive effekter, som idræt fører med sig. Det er jeg, og vi i Danmarks Basketball Forbund, i allerhøjeste grad også.

Misforstår mig ikke. Det er gode og vigtige dagsordner, og hvis vi gennem idrætten kan bidrage til samfundets bedre, så har vi naturligvis et ansvar og et ønske om at gøre det.

Der er heller ikke nogen grund til at lægge skjul på, at der med samfundsansvar og sociale indsatser følger penge og legitimitet. Både stat, kommuner, fonde og private virksomheder har helt forståeligt også et blik for idrættens positive effekter. Men, for der er et men.