DN: COP30 er en gylden mulighed for at rette op på årtiers silotænkning

Når verdens ledere mødes i Amazonas til efteråret, skal fine ord veksles til handling.
For Danmarks Naturfredningsforening bliver COP30 i Brasilien mere end endnu et klimatopmøde – det bliver et afgørende skridt i forsøget på at binde trådene sammen mellem to kriser, der alt for længe er blevet behandlet hver for sig: klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Overalt i verden udryddes økosystemer grundet skovrydning, tørke og oversvømmelser.
Men intakte økosystemer – skove, moser og vådområder – kan optage CO2, bremse vandmasser og skabe robuste samfund. Alligevel er naturen stadig en blind vinkel i mange landes klimapolitik.
Natur og klima hører sammen
Det brasilianske formandskab har sat skov og naturbaserede løsninger højt på dagsordenen. Det er ikke tilfældigt.
For Brasilien rummer både verdens største regnskov og nogle af de mest sårbare lokalsamfund over for klimaforandringer. Ambitionen er klar, det er tid til at koble klimapolitik til virkeligheden.
Danmarks Naturfredningsforening hilser denne udvikling velkommen. Vi har i årevis arbejdet for netop den sammenhæng: at klima- og naturindsatsen skal tænkes som ét.
Med grøn trepart har vi været med til at skabe en politisk aftale, hvor klima og natur ikke spiller mod hinanden, men derimod understøtter hinanden.
COP30 falder på et skæringspunkt, hvor to historiske løfter skal omsættes til handling.
Daniel Hauberg
Klimapolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Der er flere eksempler på dansk klimapolitik, hvor samme princip bør gælde. I dag tæller vores biomasseforbrug som grøn energi, men i praksis betyder det afbrænding af store mængder træ fra udenlandske skove, hvilket har alvorlige konsekvenser for både truede arter og det globale CO2-optag.
Det gælder også den massive import af soja til dansk husdyrproduktion, hvor store dele kommer fra netop værtsnationen Brasilien og er med til at rydde værdifuld regnskov for at producere foder til vores eksport.
Brasiliens mission om at stoppe afskovning bliver således også til vores.
Hvis ikke vi tænker natur og klima sammen, risikerer vi at forværre den biodiversitetskrise, vi allerede står midt i.
Fremtidens klimapolitik må derfor have naturen med fra start – ikke som et hensyn, men som en forudsætning. Det internationale, videnskabelige samfund er enige.
FN’s klimapanel (IPCC) og biodiversitetspanel (IPBES) udgav i 2021 en fælles rapport, som tydeligt understreger, at klima og biodiversitet skal betragtes som dele af det samme komplekse problem for at kunne udvikle løsninger, der undgår dårlig tilpasning og maksimerer de gavnlige resultater.
Vi kan altså ikke løse den ene krise uden også at tage hånd om den anden.
Et vendepunkt – eller en overset mulighed?
Forud for COP30 skal verdens lande indsende nye klimamål, de såkaldte NDC’er. Men indtil videre er udkastene langt fra det, der kræves for at holde temperaturstigningerne under 1,5°C. Samtidig mangler de fleste en seriøs plan for at beskytte og genskabe naturen.
Men det kan ændre sig, hvis naturen bliver anerkendt som den løftestang, den er. Det kræver, at skovrydning stoppes, at naturbeskyttelse kobles til klimatilpasning, og at investeringer kanaliseres direkte til lokalsamfund, der står i frontlinjen af klimaforandringerne.
Naturen kan ikke længere forbigås, når vi snakker klimaløsninger.
Daniel Hauberg
Klimapolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
COP30 falder på et skæringspunkt, hvor to historiske løfter skal omsættes til handling: I 2023 blev verdens lande enige om, at vi skal tage en retfærdig og ordnet overgang væk fra fossile brændsler, og i 2021 forpligtede over 140 lande sig til at stoppe og vende skovrydningen inden 2030.
Begge mål udgør kritiske vendepunkter: Hvis vi ikke får sat de nødvendige forandringer i gang nu, risikerer vi, at de næste fem år bliver spildte – og at løfterne ender som tomme ord.
Civilsamfundsorganisationer fra både nord og syd gjorde det klart ved forhandlingsmødet i juni i Bonn, hvor embedsfolk og eksperter fra hele verden forberedte COP30: COP30 skal levere på naturens vegne. Det er en appel, vi bør tage alvorligt i Danmark og i resten af Europa.
COP30 er ikke bare endnu et topmøde
COP30 er en mulighed for at rette op på årtiers silotænkning. For at skabe en samlet kurs, hvor både nedbringelse af CO2, klimatilpasning og naturgenopretning indgår som ligeværdige brikker i den grønne omstilling.
Derfor opfordrer vi den danske delegation til at gå til klimaforhandlinger både i Belém, men også i forbindelse med vores nye EU-formandskab til at gå forrest og insistere på, at international klimapolitik både tager ansvar for klimaet og for naturen.
Så vi i fremtiden ikke ender med at skulle råde bod på klimaløsninger, der i sidste ende viser sig at gå ud over vores i forvejen sårbare økosystemer.
Klimaforhandlingerne i Bonn viste os, at der stadig er mange ubekendte omkring COP30. Men ét er sikkert: Naturen kan ikke længere forbigås, når vi snakker klimaløsninger.
Det er tid til, at også Danmark stemmer ind i det momentum med vores erfaringer, vores løsninger og vores ansvar.
Artiklen var skrevet af















