DN: Danmark eksporterer sit klimaansvar. Det holder ikke, hvis vi vil være et grønt foregangsland

Dansk klimaregnskab er ufuldstændigt

I Danmark opgør vi vores officielle klimamål ud fra de udledninger, der sker inden for vores egne grænser – de såkaldt territoriale udledninger.

Ifølge den nyeste klimafremskrivning nåede disse i 2023 op på 38,8 millioner ton CO2e.

Men hvis vi i stedet kigger på, hvor meget CO2, der bliver udledt for at producere alt det, vi danskere forbruger – vores mad, tøj, elektronik, rejser og så videre – er regningen en helt anden: Omkring 60 millioner ton CO2e i 2023.

Hvis alle lande havde samme forbrug som Danmark, ville det kræve over fire jordkloder.

Daniel Hauberg og Rosa Pedersen
Hhv. klimapolitisk rådgiver og klimamedarbejder, Danmarks Naturfredningsforening

Det svarer til cirka ti ton CO2e per dansker årligt.

Det er altså næsten dobbelt så meget som det tal, der præsenteres i klimafremskrivningen.

Danmarks høje forbrug afspejles også hvert år ved 'Overshoot Day' – som i år faldt allerede 19. marts for Danmarks vedkommende.

Det betyder, at vi på denne dato har opbrugt de ressourcer, som jorden naturligt selv kan nå at genskabe.

Hvis alle lande havde samme forbrug som Danmark, ville det kræve over fire jordkloder. Kun ti lande overgår os i det ressourceforbrug, og det er ikke et mesterskab, man har lyst til at vinde.

Overforbruget er samtidig med til at forværre natur- og biodiversitetskrisen. Produktion kræver arealer, ressourcer og materialer, som skal udvindes, og det går ofte ud over arters levesteder og forurener den omkringliggende natur.

Alligevel har vi politisk ikke for alvor forholdt os til dette klimaaftryk. Selvom aktører fra civilsamfundet længe har råbt op, nævner regeringen det sjældent, og der er fortsat ingen målsætninger, ingen strategier og ingen pejlemærker.

Høje tal sætter høje krav

Tallene for vores forbrugsudledninger kan læses i den nye rapport fra Energistyrelsen Danmarks globale klimapåvirkning. Rapporten viser, hvordan danske forbrugere, dansk erhvervsliv og danske myndigheder på forskellige måder påvirker udledningerne af drivhusgasser uden for Danmark.

Den har sjovt nok ikke fået samme omtale fra regeringen som klimafremskrivningen, og det er nok, fordi den fortæller en lidt mindre opløftende fortælling.

Selvom de samlede forbrugsbaserede udledninger er faldet siden 2022, er der langt endnu. Udover de svimlende 60 millioner ton CO2e viser analysen, at der er brug for højere krav til forbruget.

Her er blot nogle af de tendenser, som man kan læse om i rapporten:

• Vi transporterer os længere. Antallet af kilometer kørt per person er steget med over 16 procent fra 2010 til 2023. Vi kører mere i bil, og vi flyver mere. Transport med bus og cykel er til gengæld faldet.
• Klimaaftrykket fra offentlige indkøb forventes at stige frem mod 2030. Altså det klimaaftryk, der kommer fra indkøb i regionerne, kommunerne og staten.
• De finansierede udledninger – de CO2-udledninger, der sker via investeringer fra danske finansinstitutioner – er allerede steget 13 procent siden udgangen af 2023. Nationalbanken vurderer, at danske investeringer i blandt andet kul-, olie- og gasselskaber fører til 100 millioner ton CO2e-udledninger om året – alene.
• De udledninger, som dansk forbrug forårsager i udlandet, er i perioden 1990 til 2023 steget med cirka 45 procent og har de seneste 15 år ligget på cirka samme niveau. Så selvom vi reducerer i Danmark, fører vi stadig til øgede udledninger globalt.
• Samtidig stiger det danske forbrug, når man måler i kroner og øre. Det betyder i praksis, at det kun bliver sværere og sværere at holde udledningerne nede, hvis forbruget fortsætter opad.

Kort sagt: Vi køber os til et massivt klima- og naturaftryk, som i dag ikke tæller med i det officielle regnskab eller i de klimapolitiske ambitioner.

Danmark må på ny kurs

Ved Klimarådets tiårsjubilæum luftede klimaminister Lars Aagaard (M) for første gang en politisk holdning til forbrugsbaserede klimamål: Han pegede entusiastisk på kapitel 12 i Klimarådets jubilæumsskrift, der i sin essens konkluderer, at Danmark bør holde sig fra at tage ansvar for vores globale udledninger.

Hvis vi virkelig vil fremstå som et klimapolitisk foregangsland, må vi stoppe med at eksportere ansvaret.

Daniel Hauberg og Rosa Pedersen
Hhv. klimapolitisk rådgiver og klimamedarbejder, Danmarks Naturfredningsforening

Det er en ærgerlig position, som både svækker Danmarks troværdighed og overser de planetære systemiske sammenhænge, vi i stigende grad forstår nødvendigheden af at adressere.

I Danmarks Naturfredningsforening foreslår vi i stedet, at vi i forbindelse med den kommende revision af klimaloven vedtager, at der skal sættes et pejlemærke for de forbrugsbaserede udledninger og følge op med en national strategi for cirkulær økonomi med fokus på affaldsforebyggelse.

I Danmarks Naturfredningsforening er vi netop udkommet med et katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet, som er skrevet i samarbejde med Concito, Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, Ingeniørforeningen IDA og Brancheforeningen Cirkulær.

I kataloget peger vi på 64 konkrete affaldsforebyggende tiltag, der viser, hvordan producenter kan nedbringe deres ressourceaftryk. Der er altså mange måder at gribe det an på.

Samtidig skal de planetære grænser, heriblandt natur og biodiversitet, skrives ind i klimalovens rammebetingelser, så klimaloven i højere grad afspejler det systemiske perspektiv, som Kathrine Richardson i Klimarådets jubilæumsskrift understreger, bør være styrende for fremtidens klimapolitik.

Vi kan ikke længere gemme os bag pæne tal og nationale grænser. Hvis vi virkelig vil fremstå som et klimapolitisk foregangsland, må vi stoppe med at eksportere ansvaret – og komme i gang med at handle systemisk.