Debat

Forbrugerrådet Tænk: Forbrugerne skal have nemmere ved at styre energiforbruget

Energikrisen er en chance for at omstille vores forbrug til gavn for både privatøkonomien og den grønne omstilling. Det kræver dog, at forbrugerne får bedre muligheder for at forstå og styre deres forbrug, skriver Mads Reinhold, direktør for Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerne skal have bedre forudsætninger for at forbruge i økonomisk og klimamæssig balance, elregninger og elaftaler bør derfor standardiseres, skriver Mads Reinhold, direktør for Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerne skal have bedre forudsætninger for at forbruge i økonomisk og klimamæssig balance, elregninger og elaftaler bør derfor standardiseres, skriver Mads Reinhold, direktør for Forbrugerrådet Tænk. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mads Reinholdt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der hersker ikke længere tvivl om, at mange forbrugere er meget økonomisk pressede af energiregningerne, og at den kommende vinter bliver hård. Tvivlen er dog ikke forsvundet, hvad angår løsninger på situationen. 

Temadebat: Hvordan skal Danmark klare sig gennem energikrisen?

Danmark står midt i en forsyningskrise, hvor energipriserne er på himmelflugt. Flere virksomheder frygter for deres overlevelse, mens borgere risikerer regninger på flere tusinde kroner mere, end de er vant til.

Men hvordan Danmark bedst gennem energikrisen på både kort og lang sigt? Det spørger Altinget om i denne temadebat.

Debatpanelet kan findes her.

Om Altingets temadebatter:

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende det til Altingets debatredaktion på debat@altinget.dk.

Vi står nemlig som samfund over for en delikat balancegang mellem at hjælpe forbrugerne igennem denne svære tid, men samtidig ikke puste yderligere til inflationen.

Forbruget skal mindskes

Vores økonomi- og gældsrådgivninger rundt om i landet oplever stigende efterspørgsel, og dem, der i forvejen havde svært ved at få budgettet til hænge sammen, er presset yderligere. Vi er nået til et punkt, hvor hjælp til budgetlægning og prioritering af udgifter ikke længere er nok.  

Det er helt afgørende, at forbrugerne har gode muligheder for at gennemskue og skrue på eget forbrug og egne udgifter som muligt, så indsatsen bærer frugt.

Mads Reinhold, direktør Forbrugerrådet Tænk

Derfor har vi også, til en start, støttet den politiske sænkning af elafgiften som ekstraordinært og midlertidigt tiltag samt regeringens forslag om indefrysning af ekstraomkostninger på energiregningen.

Men på både den korte og den lange bane er det også nødvendigt, at forbrugerne gør, hvad de kan for at mindske forbruget så meget som muligt. Det er nødvendigt for privatøkonomien, for at bremse inflationen og for den grønne omstilling.

Og forbrugerne er da allerede også godt i gang. Forbrugerne downloader strømsparerapps, vasker tøj om natten, investerer i varmepumper og forsøger at sætte sig ind i det komplekse stof, som energiområdet er. 

Det er helt afgørende, at forbrugerne har gode muligheder for at gennemskue og skrue på eget forbrug og egne udgifter som muligt, så indsatsen bærer frugt.

Barrierer for besparelser

Lige nu eksisterer desværre en række barrierer, når det kommer til at regulere eget energiforbrug.  

Gaskunder har på det seneste erfaret, at deres ihærdige forsøg på at nedsætte forbruget i de dyreste måneder ikke bliver belønnet tilstrækkeligt på grund af den måde, som gasregningen opgøres på. Gasregningen opgøres en gang om året.

Vi må også spørge os selv, hvor mange forbrugere, der har en chance for at regne ud, hvordan elabonnement, netabonnement, transport af el, elafgift og forbruget hver især påvirker beløbet, der skal betales. 

Mads Reinhold, direktør Forbrugerrådet Tænk

Gasselskaberne fordeler det årlige forbrug ud på de 12 måneder baseret på en vurdering af, hvornår danskerne generelt set bruger gas, uden at det afspejler den enkelte kundes forbrug. Undlader en familie i teorien helt at bruge gas i de dyreste måneder, vil de altså fortsat skulle betale for gas i månederne. 

Gasindustrien bør i stedet opgøre kundernes forbrug flere gange om året – for eksempel en kvartalsaflæsning, så det bedre betaler sig at spare. 

Også elkunder skal have bedre rammer for at kontrollere forbruget og spare på strømmen. Mange forbrugere har på det seneste gjort et ihærdigt forsøg på at sætte sig ind i deres elregning. Men vi må også spørge os selv, hvor mange forbrugere, der har en chance for at regne ud, hvordan elabonnement, netabonnement, transport af el, elafgift og forbruget hver især påvirker beløbet, der skal betales.  

Hvad er en flad pris? Hvad påvirkes af mine forbrugsmønstre? Hvad kan jeg reelt selv gøre? De fleste har nok bidt mærke i, at prisen på rå strøm varierer på tværs af døgnet og i løbet af ugen, og at man ved at holde øje med det, kan begrænse sit forbrug i kroner og ører. Men snart bliver også tarifferne differentieret således, at prisen for at bruge elnettet bliver dyrere i spidsbelastninger og i vinterhalvåret. 

Det bliver heller ikke nemmere af, at de forskellige typer elaftaler ikke hedder det samme på tværs af selskaber. Hos nogle selskaber dækker en 'variabel aftale' over, at prisen varierer fra time til time, mens det hos andre selskaber dækker over, at prisen justeres kvartalsvis – altså det som andre selskaber kalder fast pris.

Standardiser energimarkedet

Det er for ugennemskueligt for forbrugerne. Vi mener, at man bør standardisere elregninger og elaftaler. Begreberne bør være enslydende på tværs af elselskaber, så de er nemmere at sammenligne på tværs af konkurrenter og nemmere at navigere i som forbruger.

Kommunikativt skal de også i langt højere grad have øje for forbrugerens interesse i at nedsætte forbruget og anspore til handling. Her bidrager Forbrugerrådet Tænk meget gerne til at trykteste en elregning fra et forbrugerperspektiv. 

Forbrugerne er blevet mere kritiske og bevidste i deres energiforbrug. Det er både godt for den enkelte forbruger, for konkurrencen i sektoren, for samfundsøkonomien og den grønne omstilling, som vi ikke må sætte over styr i energikrisen. Nu skal forbrugerne bare have bedre forudsætninger for at forbruge i økonomisk og klimamæssig balance.   

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Reinholdt

Direktør, Forbrugerrådet Tænk
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009), HD i Organisation og Ledelse (CBS 2014)