Forsker: Rusland er ikke kun en militær trussel. Kreml tager hele planeten som gidsel ved at obstruere klimahandling

Planeten som gidsel

CBAM fordyrer den stærkt CO2-forurenende eksport til EU-markedet af for eksempel jern, stål, kunstgødning og aluminium og netop ukontrollable CO2-udslip kendetegner Ruslands industriproduktion og omfattende eksport til EU.

Denne geoøkonomiske forståelse af Ukrainekrigen er udgangspunktet for min bog ‘Putin's Strategic Culture, Climate Crisis, and Power Transition: From Permafrost to Permawar’, der udkom på det britiske forlag Routledge samme dag, som klimakatastrofen ramte Odesa.

Det var et chok for det russiske samfund og fik også alarmklokkerne til at ringe i Kreml.

Mette Skak
Lektor emerita, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Bogens budskab er, at Putins Rusland ikke bare udgør en rent militær trussel mod Europas sikkerhed, men at Kreml tager hele planeten som gidsel ved at obstruere klimapolitisk handling.

Konkret skriver historikeren Alexander Etkind i sin bog ‘Russia against Modernity’:

“EU's planlagte omstilling til bæredygtige energier ville indebære, at produkter udvundet fra naturen ville blive erstattet af produkter skabt af menneskers arbejde. Det ville medføre et drastisk fald i Ruslands profitter.

Trods al snakken om ‘modernisering’ og ‘diversificering’ havde Kreml nemlig ingen planer om at lade Ruslands eksport af fossile brændstoffer afløse af andre kilder til rigdom.

Og selv om Kreml tilbage i 2009 kunne slippe afsted med at snyde planeten, da EU indførte de såkaldte Trading Emissions, var der ingen smuthuller i det nye CBAM fra 2021.”

Viger uden om klimapolitisk handling

Nogle vil nok mene, at Etkinds ræsonnement er lidt søgt som forklaring på intet mindre end Ukrainekrigen.

Men sociologen Alexey Levinson udgav i 2022 et essay, der på samme måde udlagde Ukrainekrigen som Kremls desperate hævntogt mod EUs nye, fremsynede energipolitik:

“Hen over 2021 blev den russiske ledelse efterhånden overbevist om, at hvis Europas energiplaner blev iværksat, ville Rusland miste sin status som global magt.

Den eneste udvej var at blive Europas nye hegemon. Hvis Rusland kunne bruge magt til at bringe det største land i Centraleuropa (Ukraine, red.) (og bagefter flere andre lande og territorier over i dets egen lejr), ville Kreml få tilstrækkeligt med politisk, om end måske ikke økonomisk, kapital til at matche verdens to stormagter, USA og Kina.

Verden ville så blive opdelt i indflydelsessfærer, og Europa ryge direkte ind under Ruslands indflydelsessfære.”

Faktisk er der skrevet adskillige bøger om Ruslands bagstræb på det klimapolitiske område – eksempelvis den ansete amerikanske politolog Thane Gustafsons ‘Klimat: Russia in the Age of Climate Change’ fra 2021.

Ganske vist tiltrådte Rusland Kyoto-protokollen i 2004 og for nogle år siden også Paris-aftalen, men i praksis viger Putins Rusland helt uden om klimapolitisk handling.

Derfor giver den klimapolitiske database Climate Action Tracker altid Rusland skudsmålet “critically insufficient”, med den tilføjelse at Ruslands klimapolitik og klimahandling er ligefrem “highly insufficient”.

Et chok for det russiske samfund

Den finske energiøkonomiske Ruslandsekspert Veli-Pekka Tynkkynen udgav i 2019 en lige så tankevækkende bog med titlen ‘The Energy of Russia: Hydrocarbon Culture and Climate Change’.

Undertitlen på bogen henviser til, at Putin har brugt sine år ved magten til at indhylle hele det russiske samfund i en selvdestruktiv kultur af fossile brændstoffer, svarende til når førnævnte Etkind kalder Putins forretningsmodel for Rusland – ja, i det hele taget hans strategiske kultur – for “paleomodernity”.

Katastrofen med skovbrandene blev i bedste koldkrigsstil bortforklaret som skabt af USA's brug af et såkaldt klimavåben.

Mette Skak
Lektor emerita, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Ifølge Tynkkynen hænger Putins mere og mere kulsorte energi- og klimapolitik sammen med, at Rusland tilbage i 2010 blev ramt af en klimakatastrofe i skikkelse af voldsomme skovbrande i det centrale Rusland.

Hen over sidste halvdel af juli og første halvdel af august var enorme landområder, inklusive hovedstaden Moskva, indhyllet i røg af typen smog. Langt over 50.000 mennesker omkom som følge af kvælning, eller næsten fire gange så mange som Sovjethæren mistede under ti års krig i Afghanistan.

Det var et chok for det russiske samfund og fik også alarmklokkerne til at ringe i Kreml.

Men desværre på en måde som fik Kreml til at slå fuldstændig bak og sætte alt ind på en aggressiv klimabenægtelse og disinformation.

Katastrofen med skovbrandene blev i bedste koldkrigsstil bortforklaret som skabt af USA's brug af et såkaldt klimavåben og ikke den generelle globale opvarmning. Sommeren 2010 var vitterlig usædvanlig hed i Rusland.

Angst for farverevolutioner

Med rette kæder Tynkkynen dette bizarre omslag – grundet angsten for en klimapolitisk vækkelse blandt russerne – sammen med Putins angst for såkaldte farverevolutioner.

Rundt omkring Rusland var der i de år flere folkelige opstande mod korrupte og uduelige regeringer begyndende med Roserevolutionen i Georgien i 2003, Den Orange Revolution i Ukraine i 2004 – den, der gav navn til begrebet farverevolution – og så den såkaldte Snerevolution i selve Rusland i vinteren 2011-2012.

Den operationelle kerne i Putins strategiske kultur er nemlig at værne om hans eget regimes sikkerhed og kun i anden række statens for slet ikke at tale om borgernes sikkerhed.

Det bliver i praksis omsat i en fundamental angst for farverevolutioner parret med en selvfedme, der får Putin til både at overreagere og begå skæbnesvangre strategiske fejl.

Han overreagerede på den ukrainske Maidan-revolution i vinteren 2013-2014 ved at annektere Krim og påbegynde en krig mod Ukraine i Donbas-regionen.

Umiddelbart slap han afsted med det, men det gav ham blod på tanden til det fatale fejlgreb, som fuldskalainvasionen af Ukraine må siges at være.

Svaret er ikke at opgive den grønne omstilling

Min bog har undertitlen “From Permafrost to ‘Permawar’” for at markere, at vi med Ruslands klimapolitiske obstruktion så at sige står over for et paradigmeskift fra et Rusland kendetegnet af permafrost i geofysisk henseende til et Rusland, hvis sikkerhedspolitik og strategiske kultur er endt i en krigspsykose og en militarisme, der truer med at gøre krig til en vedvarende normaltilstand.

Store dele af Ruslands undergrund er dækket af permafrost, men når den begynder at tø, skrider alting.

Mette Skak
Lektor emerita, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Rusland er jo som udgangspunkt et arktisk landområde, der er særdeles sårbart over for den globale opvarmning.

Store dele af Ruslands undergrund er dækket af permafrost, men når den begynder at tø, skrider alting: olie- og gasledninger, etageejendomme og jernbanelinjer.

Førhen hed det sig, at Rusland for cirka 65 procent vedkommende var dækket af permafrost. Men i en nylig analyse af permafrostens mulige fuldstændige forsvinden fra jordkloden i år 2100 er tallet for Ruslands vedkommende nede på 45 procent ifølge bne Intellinews.

Med klimabenægteren Trump for bordenden på den anden side af Atlanten er Europa unægtelig sikkerhedspolitisk klemt.

Men svaret er ikke at opgive den grønne omstilling, men at fastholde både den og afskrækkelsen af Rusland, fordi disse to strategier tilsammen er vejen til frihed og uafhængighed af despoterne.