Debat

IDA og PensionDanmark: COP26 handler også om at skabe retfærdig omstilling

Udover klimamål og -løfter skal COP26 også adressere de konsekvenser, som den grønne omstilling får for mennesker. Her har Danmark noget helt særligt at byde ind med, skriver Torben Möger Pedersen og Thomas Damkjær Petersen.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Damkjær Petersen
Torben Möger Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage mødes verdens lande til FN’s klimakonference COP26 i Skotland for at få aftalerne på plads om, hvordan verden når Paris-aftalens mål om at holde stigningen i gennemsnitstemperaturen på kloden vel under to grader.

Topmødet er centralt for, at vi kan holde momentum i den grønne omstilling. FN’s klimapanel, IPCC, sendte en rapport på gaden i august, der satte en stor, fed streg under, at der ikke er plads til nøl, når det handler om at få verden på ret kurs mod Parisaftalens mål. Den seneste såkaldte Gap-rapport fra FN viste i denne uge desuden, at der er ret langt mellem, hvad verdens lande har lovet at gøre, og det behov, der reelt er for reduktioner af klimagasser. Vi styrer mod en gennemsnitlig temperaturstigning på 2,7 grader. Det er alarmerende.

En retfærdig omstilling
Men mødet i Skotland handler om meget mere end klima og om, hvordan vi formår at reducere udledningerne. Det handler lige så meget om processen mod de globale klimamål, og hvordan den påvirker vores samfund. Og her er det helt centralt, at vi får en just transition – en retfærdig omstilling.

En retfærdig omstilling handler om menneskerne i den grønne omstilling. I omstillingen vil mange skulle skifte job, ændre jobindhold, og hele områder og brancher står foran fundamentale forandringer. Forandringer, der rejser presserende spørgsmål for de involverede personer.

Hvad skal kulminearbejderne i Centraleuropa leve af i fremtiden, når den kulproduktion, der har forsørget deres slægt gennem generationer, udfases fra energisystemet? Man kan ikke bare trave fra kulminen over i vindmølleparken, som om intet var hændt. Der er behov for at sikre en overgang, hvor medarbejderne får de nødvendige kompetencer, og hvor den kultur, hvor de fossile arbejdspladser har været omdrejningspunkt for foreningsliv, skoler, sammenkomster, ja, hele byer, bevares, selvom energiproduktionen lægges om.

Vi når ikke i mål med den store omstilling, hvis ikke flere lande tør noget mere, og det tør de kun, hvis de kan finde veje, hvor så mange som muligt kan være med.

Her har vi danskere noget særligt at byde ind. Med den danske model og vores tradition for trepartsforhandlinger er vi vant til at løse svære omstillingsprocesser. Kan vi for eksempel skabe gode forhold for efteruddannelse for dem, der skal skifte erhverv? Kan vi skabe nogle gode rammer for, at en region kan udvikle andre typer af industri, der underbygger den grønne omstilling? Kan vores fælles midler i pensionskasserne underbygge denne proces?

Det er ikke bare en central dialog for den grønne omstilling i Danmark, men også noget, vi kan videregive til den internationale proces mod Paris-målene.  

Hele civilsamfundet skal med
Just transition skabes ikke af politikere alene, og lykkeligvis er det ikke kun politikere, der mødes i Skotland. Gennem samtaler og aftaler vil vi i Glasgow mødes på tværs af lande, sektorer og i de fællesskaber, der går over grænser: I fagbevægelsen, internationale virksomheder, udviklingsorganisationerne og i miljøorganisationerne.

For vi når ikke i mål med den store omstilling, hvis ikke flere lande tør noget mere, og det tør de kun, hvis de kan finde veje, hvor så mange som muligt kan være med. Og de veje er vi på sporet af i Danmark.

Klimaplaner virker ikke, hvis de bliver til på ministerens bord. Hele civilsamfundet skal inkluderes. Det samme gælder for de internationale aftaler. Det er det, COP26 handler om. Det er derfor, det – på trods af de udledninger, det er forbundet med – giver mening, at hele verden mødes i Skotland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00