Bliv abonnent
Annonce
Debat

KMD-direktør til regeringen: Der er brug for en samlet klimaplan

Regeringen skal udnytte, at vi har teknologier, der kan opskaleres og bidrage til en reduktion af udledningen af CO2, skriver Eva Berneke.
Regeringen skal udnytte, at vi har teknologier, der kan opskaleres og bidrage til en reduktion af udledningen af CO2, skriver Eva Berneke.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
25. juni 2020 kl. 01.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Berneke
Formand for klimapartnerskabet for service, it og rådgivning og administrerende direktør, KMD

Coronakrisen har sat dybe spor på alle niveauer i samfundet herhjemme og i udlandet. Hvor dybe ved vi ikke med sikkerhed endnu, men de næste måneder vil give et billede af, hvilke menneskelige, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser krisen har og formentligt vil medføre her i Danmark.

Vi har set, at covid-19 har ramt ned i alle vores sektorer inden for partnerskabet. Især oplevelseserhvervene er ramt hårdt på omsætning og med over 34.000 nye ledige i perioden 9. marts til 31. maj.

Krisen giver unægtelig udfordringer for klimaarbejdet, som vi ikke kan ignorere. Det ændrer dog ikke ved, at vi stadig står med klimaudfordringer, hvor der er brug for, at både det private og det offentlige tager ansvar og tænker på langsigtede grønne investeringer.

Regeringen kan altså med fordel udnytte, at vi i Danmark har teknologier, som vi kan opskalere og rulle ud i større dele af samfundet.

Eva Berneke
Formand for klimapartnerskabet for service, it og rådgivning og administrerende direktør, KMD

I erhvervslivet og i samfundet må vi lave en afvejning af, hvordan vi finder råd til at prioritere de grønne investeringer. For de mindre virksomheder bliver det naturligvis en afvejning af økonomi og grønne målsætninger.

Corona har sat fart på digital omstilling
I regeringens klimaudspil bliver det understreget, at selvom vi står i en historisk krise, skal Danmark være et grønt foregangsland, og vi derfor skal holde fast i de høje klimaambitioner. Det er vi enige i.

Derfor er vores anbefalinger til regeringen også de samme, som før corona brød ud. Men skal vi lykkedes med dem – og indfri regeringens 2030-mål - er det endnu vigtigere end før, at vi er ambitiøse og vælger at bruge vores midler der, hvor vi i forvejen har viden og teknologisk kunnen.

Under coronakrisen har vi set, at de allerede tilgængelige teknologiske løsninger hurtigt kan implementeres og hjælpe i situationer, hvor fysisk tilstedeværelse ikke er en absolut nødvendighed.

Telemedicin på hospitaler og i det nære sundhedsvæsen, hvor kommunikation mellem læge og patient kan foregå via video, er et godt eksempel.

Regeringen kan altså med fordel udnytte, at vi i Danmark har teknologier, som vi kan opskalere og rulle ud i større dele af samfundet. World Economic Forum vurderer, at digitale teknologier kan reducere klodens udledning af CO2 med 15 procent.

Teknologier kan reducere udledningen af CO2
Det er teknologier, som vi kender, og som kan bidrage til en reduktion af udledningen af CO2 herhjemme – lige så vel som de også vil kunne eksporteres til det globale marked.

Det kan være alt lige fra kunstig intelligens til at lette sagsbehandling til IoT til at styre trafikken eller overvåge vandforbruget. Gennem data og digitalisering bør vi bane vejen for grøn omstilling på tværs af sektorer.

Danmark har et godt udgangspunkt med en stærk digital infrastruktur, en digitaliseringsparat befolkning og stærke offentlige data.

Læs også

Ved i højere grad at frigøre adgang til anonymiseret data af danskernes forbrug af for eksempel affald, vand, el, fjernvarme og transport kan vi gennem dataanalyse fremme ressourceudnyttelsen.

I et energimarked med en stor produktion af varierende mængder vedvarende energi, er der eksempelvis brug for at fremme et smartere og mere fleksibelt elforbrug.

Nødvendigt med en bred og samlet plan
Digitalisering er ikke forbeholdt it-sektoren, men går på tværs af hele samfundet.

I klimapartnerskabet for service, it og rådgivning ser vi derfor særligt fordelene ved en samlet plan, som er tværgående og tager højde for de klimaindgreb, der skal ske på tværs af erhvervssektorerne.

Alle 13 klimapartnerskaber har arbejdet ambitiøst på at komme med over 400 konkrete forslag på tværs af sektorerne til regeringen. Det er tydeligt, at vi har brug for én samlet plan hurtigst muligt, så vi ikke ender med hver vores plan for klimaet.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026