Vi er nødt til at blive ved med at tale om ulighed og retfærdighed i klimapolitikken

Forleden kom det frem, at vi med al sandsynlighed allerede har overskredet det første planetære ‘tippepunkt’, der betyder, at verdens koralrev nu står til at uddø.

Hvis vi for alvor skal adressere de igangværende kriser og ikke blot behandle symptomerne, kræver det et opgør med de bagvedliggende strukturer.

Selvfølgelig skal der bygges mere vedvarende energi, men hvis vi ikke samtidig gør op med et politisk og økonomisk system, som fortsætter med at udvinde og afbrænde fossile brændsler i jagten på økonomisk vækst, når vi aldrig i mål.

Vi har derfor ikke kun brug for en grøn omstilling, men en retfærdig grøn omstilling. Som Rune Møller Stahl, Christoph Ellersgaard og Andreas Mulvad beskriver i deres nye bog ‘Klima og Klasse’, er de økologiske kriser formet af en række strukturelle uligheder.

Selv i de mest klimaambitiøse kommuner fortsætter vækstlogikken, selvom sproget på overfladen er blevet “grønt” og “bæredygtigt”.

Mads Ejsing

En pointe, som i øvrigt er blevet fremført i årevis af klimaaktivistiske bevægelser som Extinction Rebellion og på det seneste også af Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Her er analysen, kort fortalt, at man ikke på én og samme tid kan bede almindelige borgere om at betale mere for deres oksekød og droppe flyveturen sydpå, alt imens en lille gruppe af ultrarige danskere stadig flyver rundt i deres privatfly.

Det hænger simpelthen ikke sammen.

Det handler ikke kun om retfærdighed, men også om demokrati. Hvis folk ikke kan se meningen med den klimapolitik, der bliver ført, mister den sin opbakning.

De seneste år har det været næsten umuligt at opsætte nye vindmøller på land, fordi de møder lokal modstand.

Det skyldes ikke kun udsigten til støj, men også, at beslutningerne ofte træffes hen over hovedet på folk uden blik for de sociale balancer.

Denne spænding ser man tydeligt i det igangværende kommunalvalg. På den ene side viser måling efter måling, at der er bred opbakning til ambitiøs klimahandling, også på kommunalt plan.

Alligevel har Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen haft succes med at føre valgkampagne mod nye vindmøller og såkaldte ‘jernmarker’ med solceller.

Det er konsekvensen af, at mange lokalsamfund i øjeblikket oplever, at den grønne omstilling sker på bekostning af dem og ikke med dem.

I dag står langt størstedelen af landstående vindmøller for eksempel i Vest- og Nordjylland, mens der stort set ikke findes nogen i Nordsjælland, som ellers indeholder nogle af de områder, hvor klimaaftrykket per indbygger er størst.

Derfor er vi nødt til at blive ved med at tale om ulighed og retfærdighed i klimapolitikken, også selvom det til tider kan virke besværligt.

For den grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om teknologi eller ét stort byggeprojekt, den er også et langsigtet, demokratisk og systemforandrende projekt, der kræver folkelig opbakning.

Nogle af de tydeligste eksempler på klimapolitikkens blinde vinkler finder man, paradoksalt nok, i København. En by, der ellers gerne fremstiller sig selv som et forbillede for grøn omstilling.

Her konkurrerer flere politikere i øjeblikket om, hvem der kan bygge flest nye boliger.

Men mere byggeri, hvor bæredygtigt det end er, betyder flere materialer, mere trafik og et højere ressourceforbrug i en tid, hvor vi allerede lever langt over planetens bæreevne.

Disse eksempler siger noget om, hvor langt man stadig er fra at forstå, hvad en reel og retfærdig omstilling kræver.

Mads Ejsing

Det er et tydeligt eksempel på den systemiske blindhed: Selv i de mest klimaambitiøse kommuner fortsætter vækstlogikken, selvom sproget på overfladen er blevet “grønt” og “bæredygtigt”.

Samtidig er retfærdighedsspørgsmålet stort set fraværende. For hvem er det egentlig, man vil bygge nye boliger til?

Boligområder som Nordhavn, Sydhavnen og snart Lynnetteholmen markedsføres som bæredygtige, men er økonomisk uden for rækkevidde for de fleste.

Grønne tage og fjernvarme redder ikke klimaet, og samtidig skubbes almindelige mennesker ud af byen.

Disse eksempler siger noget om, hvor langt man stadig er fra at forstå, hvad en reel og retfærdig omstilling kræver. Den grønne omstilling i København handler ikke kun om cykelstier og “bæredygtigt” byggeri.

Det handler også om, hvem der har adgang til plads, grønne områder og bolig, og hvordan vi fordeler de ressourcer og kvadratmeter, som allerede eksisterer. Det handler om muligheden for at leve gode liv i en klimausikker fremtid.

København har potentialet til at blive et laboratorium for nye former for borgerdrevet klimapolitik, hvor almindelige mennesker inddrages i beslutninger om byens udvikling, og hvor byens vækst sættes i forhold til dens økologiske og sociale bæreevne.

Erfaringer fra Københavnernes Klimaborgerting viser, at borgerne allerede er længere, end mange tror, og at det i virkeligheden er det politiske system, der halser efter.

Her nåede et flertal af borgerne frem til, at de ønskede et København, hvor “synet på “økonomisk vækst” som en forudsætning for vores samfund har ændret sig, da et vækstdrevet samfund uvilkårligt fører til CO2-udledninger”.

I stedet ønskede man at bo i en by, der måler vækst på andre parametre som “glæde, fællesskab, sundhed, trivsel, fritid, omsorg, kvalitet og genbrug”.

Alligevel er det, som de fleste lokalpolitikere tilbyder, i bedste fald en grøn overfladepolitik, der muligvis sænker farten på krisernes udvikling, men ikke ændrer deres grundlæggende retning.