Kritikken af Energiø Bornholm falder til jorden, når regnestykket bliver gjort op

Tyskland betaler 70 procent af den statsstøtte i form af tillæg til markedsprisen på el, der måtte være nødvendig for, at private investorer vil opstille og drive havvindmøllerne, og Danmark betaler de resterende 30 procent. EU støtter projektet med 4,8 milliarder kroner, hvoraf 3,8 milliarder kroner tilfalder Danmark. 

Støttebeløbet på 61 milliarder kroner består af et loft for støtten til havvindmøllerne på knap 42 milliarder kroner plus øvrige udgifter på cirka 19 milliarder kroner, hvoraf knap 16 milliarder kroner er anlægstilskud til den statslige systemoperatør Energinet.

De 61 milliarder kroner er et worst case-scenarie, der kun vil blive realiseret, hvis elpriserne falder dramatisk, hvilket i øvrigt vil gavne elforbrugerne og dermed ikke er en nettoudgift for samfundet. Forventningen er, at det kun vil blive nødvendigt at støtte vindmøllerne med 23 milliarder kroner. Den samlede forventede danske statsstøtte er altså 42 milliarder kroner (23+19).

Statsstøtten til vindmøllerne på 23 milliarder kroner vil blive fordelt over en periode på 20 år og har derfor kun en nutidsværdi på 16,3 milliarder kroner, når den fremtidige støtte neddiskonteres med Finansministeriets diskonteringsrentefod. 

Hvis man forenklet antager, at de øvrige statsstøtteudgifter skal afholdes med det samme, bliver nutidsværdien af den samlede forventede danske statsstøtte dermed 35,3 milliarder kroner (19+16,3). Til gengæld får elforbrugerne billigere strøm i kraft af den øgede elproduktion.

Det centrale spørgsmål er imidlertid, om samfundet som hævdet af kritikerne kunne vinde ved at opgive Energiø Bornholm. Svaret afhænger af, hvad alternativet er.

At Danmark og Europa skal frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændsler er en bunden opgave. Det relevante spørgsmål er derfor, hvor meget man kunne spare ved at gennemføre den samme udbygning med tre gigawatt vedvarende energi uden en energiø?

Hvis alternativet er at udbygge med vedvarende energi på land, er der ingen tvivl om, at det ville kunne gøres væsentligt billigere end udgiften til Energiø Bornholm. Men hvis planerne for Danmarks og Europas grønne omstilling skal realiseres, vil det kræve massiv udbygning med havvind, da langt den største vindressource findes til havs, og da der er betydelig folkelig modstand mod at opstille en masse vindmøller og solceller på land.

Det har derfor været foreslået at opgive Energiø Bornholm og i stedet placere havvindmøller tættere på Sjælland. Dermed kunne man spare transformerstationen på Bornholm og undgå at skulle transportere strømmen den lange afstand fra Bornholm til Sjælland. Tyskerne kunne tilsvarende vælge at opstille havvindmøller tættere på Tyskland.

Man ville så gå glip af den ekstra elhandelsforbindelse til Tyskland og dermed den ekstra forsyningssikkerhed, som energiøen giver, og man ville forsure samarbejdsforholdet til Tyskland, der ser Energiø Bornholm som en af vejene ud af afhængigheden af Putins gas. For at råde bod på dette kunne man etablere en ny kabelforbindelse mellem de to lande.

Kunne den danske stat have sparet noget, hvis man havde valgt et sådant alternativ? Staten har tidligere kalkuleret med et lavere støttebehov til en planlagt havvindmøllepark i Kattegat, men det var før den seneste revurdering af omkostningerne ved havvind og af forventningen til de fremtidige elpriser.

Den mest naturlige antagelse er, at statens nettoudgift til vindmøllestøtten vil være nogenlunde den samme, uanset om havvindmøllerne placeres ved Bornholm eller tættere på Sjælland.

Peter Birch Sørensen

Den mest naturlige antagelse er, at statens nettoudgift til vindmøllestøtten vil være nogenlunde den samme, uanset om havvindmøllerne placeres ved Bornholm eller tættere på Sjælland.

Tilbage bliver så en potentiel besparelse på udgifterne til elinfrastruktur ved at droppe energiøen til fordel for det nævnte alternativ. Energinet skønnede i august 2025, at den samlede anlægsudgift til energiøens elinfrastruktur vil udgøre 22,2 milliarder kroner.

Der foreligger ikke offentligt tilgængelige skøn for, hvordan denne udgift fordeler sig på enkeltkomponenter, men ekspertkilder vurderer, at Danmarks andel af anlægsudgiften til transformerstationen på Bornholm bliver cirka seks milliarder kroner.

Energinet tegnede i september sidste år kontrakt med NKT om levering af søkablet mellem Bornholm og Sjælland til en pris på godt 4,8 milliarder kroner.

De resterende anlægsudgifter på godt 11 milliarder kroner vides at bestå af udgifter til forundersøgelser og projektledelse, nettilkobling af en transformerstation på Sjælland, byggerenter og andre driftsudgifter under anlægsperioden, en risikopulje til dækning af uforudsete udgifter og lignende.

Disse typer af udgifter skulle også afholdes, hvis vindmøllerne blev placeret tættere på Sjælland, og man samtidigt skulle etablere en ny udlandsforbindelse til Tyskland, for eksempel mellem Midtsjælland og Rostock via samme korridor som den eksisterende Kontek-forbindelse.

Ifølge ekspertskøn ville en sådan forbindelse koste i størrelsesordenen ni milliarder kroner, hvoraf Danmark skulle dække halvdelen, det vil sige 4,5 milliarder kroner. 

Men behøver man virkelig etablere en ny kabelforbindelse mellem Danmark og Tyskland, hvis man opgiver energiøen? Svaret er, at når man udbygger markant med fluktuerende vedvarende energi, bliver nye udlandsforbindelser før eller siden nødvendige for at opretholde forsyningssikkerheden.

Regnestykket ser altså sådan ud: Ved at opgive energiøen kunne man spare de seks milliarder i anlægsudgifter på Bornholm plus besparelsen ved at afkorte søkablet. Hvis man antager, at kabeludgiften på 4,8 milliarder kunne reduceres med to tredjedele, hvilket formentlig er højt sat, ville man altså kunne spare 9,2 milliarder kroner (6+(2/3)x4,8).

Til gengæld ville staten miste EU-tilskuddet på 3,8 milliarder kroner til energiøen, så nettobesparelsen ville kun være 5,4 milliarder kroner. Samtidigt ville man få en udgift på cirka 4,5 milliarder kroner til en ny udlandsforbindelse til Tyskland, og den danske stat ville gå glip af selskabsskatteindtægter fra de vindmøller på dansk havområde, som tyskerne støtter ved Energiø Bornholm.

I stedet for usaglig kritik af Energiø Bornholm burde debatten handle om, hvordan vi udvikler et støtteregime for vedvarende energi, der ikke diskriminerer mod vedvarende energi på land. 

Peter Birch Sørensen

Summa summarum: I det mest relevante alternativ til Energiø Bornholm, hvor man udbygger med samme havvindkapacitet og opnår tilnærmelsesvis samme forsyningssikkerhed, ville besparelsen formentlig være tæt på nul, måske endda negativ. Dertil kommer, at projektet giver nye teknologiske udviklingsmuligheder og lægger grunden til et strategisk samarbejde med Tyskland om grøn omstilling, der kan få stor værdi.

Man kan begræde, at havvind er blevet dyrere i de allerseneste år, men i en situation, hvor Danmark og Europa ønsker at udfase fossile brændsler og frigøre sig fra energiafhængigheden af Rusland og USA, må udnyttelse af den stærke danske havvindressource nødvendigvis være en del af løsningen, som det også politisk blev besluttet på det nylige Nordsøtopmøde.

I stedet for usaglig kritik af Energiø Bornholm burde debatten handle om, hvordan vi udvikler et støtteregime for vedvarende energi, der ikke diskriminerer mod vedvarende energi på land.