Lars Gårn Hansen: Sådan kan EU bekæmpe CO2-lækage

I mit seneste indlæg konkluderede jeg, at hvis målet med EU's klimapolitik er at reducere verdens samlede udledning af klimagasser, bør kvotemarkedet være det bærende instrument, fordi det sikrer de billigste klimareduktioner og det bedste vilkår for at udvikle nye grønne teknologier.

De supplerende krav om energibesparelser, vedvarende energi og tilskud bør derimod afskaffes, og EU’s kvotesystem bør udvides til at omfatte en større del af økonomien.    

Men kan vi undgå, at en høj kvotepris bare flytter produktion og udledninger til lande uden for EU? Og vil en omkostningseffektiv klimapolitik i EU også være i danske virksomheders interesse?

Problemet med lækage er begrænset  
Inden jeg prøver at svare på disse spørgsmål, er det nyttigt først at se på, hvor stort problemet med udflytning af CO2-udledninger, også kaldet lækage, egentligt er. Noget tyder på, at problemet med lækage ud af EU er begrænset.

Et nyt empirisk studie (Naegele og Zaklan, 2019) kan ikke påvise nogen lækage fra indførelsen af EU's kvotesystem. Andre studier med modelberegninger for CO2-intensive, konkurrence-udsatte brancher som dem, der er omfattet af EU’s kvotesystem, indikerer lækagerater på mellem 10 procent og 30 procent, selv ved en betydelig stigning i kvoteprisen.  

Men tilbage til spørgsmålet, om EU kan modvirke, at en høj kvotepris flytter produktion og udledninger uden for EU? Her har EU en række redskaber til rådighed, som kan modvirke lækage. I dag tildeles gratis CO2-kvoter til konkurrence-udsatte brancher for at modvirke udflytning af produktion og lækage.

Ideen er, at kravet om kvotekøb giver incitament til at reducere CO2-udledningen, mens tildeling af gratiskvoter til virksomheder, der producerer i EU, reducerer incitamentet til at flytte produktionen ud. En anden mulighed, som kan mindske lækagen fremover, er EU-kommissionens planer om at indføre en såkaldt klimatold.

En sådan klimatold vil pålægge CO2-holdig import til EU en afgift, der modsvarer den kvotepris, som pålægges udledninger fra produktion i EU, og derved reduceres incitamentet til at flytte produktionen ud af EU.  

Forskningen peger på at begge disse instrumenter kan reducere lækagen, men også at effekten må forventes at være begrænset. Baggrunden er, at vidensgrundlaget for at tildele gratiskvoter og pålægge klimatold, der effektivt modvirker lækage, er meget usikkert.

EU's lækageudfordring er mindre end den lækage-udfordring, Danmark står overfor.

Lars Gårn Hansen
Miljøøkonomisk vismand

En grundlæggende udfordring
En grundlæggende udfordring er således at vurdere, hvor meget CO2-udledning en importeret vare har forårsaget. EU har imidlertid også mulighed for at kræve, at handelspartnere fører klimapolitik og deltager i Paris-processen, når der indgås handelsaftaler. Dette kan vise sig at være en mere effektiv måde at modvirke lækage end klimatold og gratis-kvoter. 

At modvirke lækage er således ikke let for EU. Men EU's lækageudfordring er mindre end den lækage-udfordring, Danmark står overfor. Endvidere har EU flere og stærkere lækage-begrænsende instrumenter til rådighed end Danmark. EU's muligheder for at gå foran resten af verden med en ambitiøs klimapolitik er således betydeligt bedre end Danmarks.   

Men vil en højere pris på CO2-udedninger i EU være i danske virksomheders interesse? Der kan givet peges på EU-krav og målrettede tilskud som vil gavne bestemte danske virksomheder mere end en højere CO2-pris. Men den slags skal betales af nogen, og samlet set bliver regningen for klimaomstillingen væsentligt større med tilskud og krav end, hvis den drives af en højere CO2-pris.

Spørger man derfor, hvad der vil være i det samlede danske erhvervslivs interesse, er det overvejende sandsynligt, at svaret er en omkostningseffektiv omstilling drevet af kvotemarkedet. En sådan klimapolitik vil også være en fordel for innovative grønne virksomheder uden stærke lobbyister i Bruxelles.

Det er, fordi en højere CO2-pris automatisk forbedrer alle grønne teknologiers konkurrenceevne på markedet i forhold til hvor meget CO2-udledningen teknologien sparer.

Hvis EU i stedet bruger tilskud og krav, er det ikke en virksomheds evne til innovation og CO2-reduktion, der afgør dens konkurrenceevne på markedet, men i stedet hvilke tilskud og krav dens lobbyister i Bruxelles er i stand til at kæmpe igennem.