SF i Bruxelles: EU’s 2030-klimamål er skuffende

Det var en højstemt Frans Timmermans der en tidlig onsdag morgen i april lagde et selfie på Twitter. Rådet og Parlamentet havde netop grønstemplet Kommissionens forslag om at EU’s klimalov skal forpligte unionen til at reducere klimaudledningerne med 55 procent inden 2030. 

Timmermans, der er næstformand for Europa-Kommissionen med ansvar for den grønne omstilling, kaldte det både en 'milepæl' og et 'stærkt signal til omverdenen'. Men et stærkt signal om hvad helt præcist? Det var et spørgsmål som vi og mange klimakyndige folk stillede.

55 procent er nemlig langt fra de 65 procent der af forskere betragtes som et minimum for at leve op til Parisaftalens løfte om klimaneutralitet i 2050.

Vist kunne det have været langt værre hvis industrien og de sorteste EU-lande havde haft mere at skulle have sagt. Men det er stadig ikke godt nok. 

Klimakampen har flere fronter 
Heldigvis er der flere baner at kæmpe på for at redde klimaet. Til juli præsenterer Kommissionen eksempelvis en større klimapakke, den såkaldte 'Fit-for-55'.

Pakken kommer til at indeholde adskillige nye initiativer og opdateringer af eksisterende lovgivning som emissionshandels-systemet (ETS) og byrdefordelingen mellem medlemslandene (ESR) for de sektorer der ikke er dækket af ETS. Den sidste er Margrete direkte involveret i som skyggeordfører for De Grønne i Europa-Parlamentet.

Forholdet mellem emissionshandlen og byrdefordelingen spiller en afgørende rolle for hvordan EU kommer til at føre klimaloven ud i livet.

I EU såvel som i Danmark er der en kedelig tendens til at tale om klima som en isoleret krise, mens naturkrisen ofte glemmes. Og Europas natur er under et massivt pres.

Margrete Auken og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

I dag bliver vejtransport, bygningsopvarmning, landbrug og affaldshåndtering reguleret under byrdefordelingen mens handelssystemet skal reducere udledningerne fra energiproduktion og industrien.

Og det står klart at Kommissionen vil lægge større vægt på emissionshandlen. Helt konkret har de tænkt sig at udvide det til også at dække vejtransport og bygningsopvarmning, men de specifikke detaljer er endnu ikke på plads. 

Det er bekymrende eftersom det vil få stor betydning for medlemslandenes prioriteringer frem mod 2030. Byrdefordelingen lægger nemlig vægt på nationale politiske tiltag mens handelssystemet helt følger markedsmekanismer. Det er også kompliceret at lave de nye systemer til udvidet emissionshandel. 

Men vigtigst: vi risikerer at fjerne medlemslandenes fokus på nationale politiske tiltag som vi ved virker og som burde udbredes hurtigere og bredere. Emissionshandels-systemet har sin ret og skal forbedres. Men det har også klare begrænsninger, og det ville være en fejl at tro at det kan løse alle vores problemer.

Kommissionens nye udspil til den såkaldte ’grønne taksonomi’ får også en kæmpe betydning for klimaindsatsen i de europæiske lande. Taksonomien definerer hvilke aktiviteter der kan klassificeres som bæredygtige og kan modtage 'grønne' investeringer.

Der er mange gode elementer i forslaget, men også problemer. Udspillet ser for eksempel afbrænding af biomasse som bæredygtigt hvilket er helt sort, mens de mest betændte områder som naturgas, atomkraft og landbrug er blevet udskudt til senere på året. Det er nogle utrolig vigtige beslutninger som vi vil holde et skarpt øje med. 

Klima står ikke alene 
I EU såvel som i Danmark er der en kedelig tendens til at tale om klima som en isoleret krise, mens naturkrisen ofte glemmes. Og Europas natur er under et massivt pres.

Menneskelig aktivitet som landbrug og bebyggelse er den primære årsag, men klimaforandringer bliver den største drivkraft i fremtiden. Det betyder ikke kun at naturen bliver mindre pæn at gå tur i eller at der bliver færre dyr at se på. Ødelæggelsen af skove, enge, floder, søer og havet er nemlig en af de helt store klimasyndere.

De fungerer ofte som store lagre af kulstof og trækker samtidig CO2 ud af atmosfæren, men naturen har brug for plads og diversitet for at trives. Så i takt med at vi ødelægger den, tilføjer vi mere kulstof og mindsker naturens evne til at optage CO2. 

Hvis vi skal nå i mål med Parisaftalen, er det derfor helt afgørende at vi får rykket tabet af biodiversitet og velfungerende økosystemer langt højere op på den politiske klimadagsorden. Vi skal lære at vi ikke kan sige klima uden at sige natur eller natur uden at sige klima.

Og det skal skinne igennem i politikken. Klima- og naturdagsordenerne bliver afgørende i EU den kommende tid, og vi kommer til at gøre vores bedste for at trække i den rigtige retning.