Børns Vilkår og socialborgmester: Regeringen tager børn som gidsler i ideologisk kamp

Hvis vi tager de private ud af ligningen, vil det skabe et kæmpe hul, som vi vil få meget svært ved at lukke.

Mia Nyegaard og Rasmus Kjeldahl
Socialborgmester i København (R) og Direktør i Børns Vilkår

Kan miste relationer og tryghed
Regeringen og flere støttepartier arbejder derfor ihærdigt for at kunne tvinge private tilbud til at ændre ejerform til selveje, så virksomhederne ikke kan trække overskud ud. Det er bare slet ikke dér, skoen trykker. Der er ingen grund til at blande sig i ejerformer.

Med det indgreb risikerer regeringen de facto at lukke en lang række velfungerende private tilbud. Og dermed tager den et enormt antal børn og unge med særlige behov som gidsler.

Alene i Københavns Kommune er 346 børn tilknyttet private tilbud. Deres tilbud er valgt, fordi det er det bedste tilbud til hver og en. Dermed også sagt, at det offentlige ikke er bedst til alt.

De børn vil skulle flytte, og mange af dem kommer formentlig til at tage alvorlig skade af dette – både fordi de får et dårligere og mindre specialiseret tilbud, men også fordi de mister relationer, tryghed og stabilitet, som er så afgørende for mange sårbare og udsatte børn. Skadevirkningerne kommer både børn, familier og kommuner til at lide under i lang tid.

Tag afstand fra de brodne kar
I stedet burde regeringen og støttepartierne fokusere på at få skabt et bedre socialtilsyn med stærkere beføjelser og bedre og klarere standarder, som virksomhederne skal leve op til. Og gør de ikke det, skal hammeren falde i form af hårde konsekvenser, for eksempel nedlukning.

Et bedre socialtilsyn er ikke bare en kontrolinstans, der påpeger problemer. I vores optik skal et bedre socialtilsyn tage medansvar i at udvikle området og bidrage til løsninger, der altid har borgeren i centrum. Regler er ikke til for reglernes skyld. Regler er til for, at borgerne får den bedste og mest meningsgivende hverdag.

Derudover vil vi opfordre til, at partierne sikrer, at der ikke tjenes yderligere penge på, at en ejer af et botilbud har andre virksomheder, som sælger ydelser til botilbuddet. Det duer ikke, at man handler med sig selv.

Det vil betyde, at vi får sat en stopper for tilbud som dem, der har været skrevet om på forsiden af formiddagspressen. Men det vil ikke lukke døren for de mange dygtige, private aktører på området.

Det vil også klæde branchen at tage klar afstand fra de brodne kar. For det er dem, der er skyld i, at hele branchen nu er truet. Det handler også om troværdighed.

Behøver ikke opfinde alting forfra
Vi har ikke noget imod, at virksomheder tjener penge på at levere et godt produkt. Men vi har noget imod virksomheder, der snyder den danske fælleskasse. Der er ingen, der mener, at sociale tilbud skal være rene pengemaskiner. Halvdelen af de sociale tilbud har et overskud på under fem procent. 38 procent har et overskud på mellem fem og ti procent.

Et bud på en pragmatisk løsning kunne være en model, der fastsætter en acceptabel overskudsgrad på otte til ti procent af omsætningen plus Nationalbankens til enhver tid gældende diskontorente.

Man kunne ydermere fastsætte et krav, der siger, at hvis overskuddet overstiger den grænse, skal det resterende overskud overføres til Den Sociale Investeringsfond. Dermed sikres det, at penge forbliver på området og er med til at finansiere forsat udvikling og indsatser for de borgere, det hele handler om.

At begrænse overskud til det rimelige og overføre yderligere overskud til almennyttige sociale formål er hjørnesten i den allerede eksisterende lov om socialøkonomisk virksomhed. Den kunne Christiansborg eventuelt lade sig inspirere af frem for at opfinde alting forfra.

Børnenes statsminister
Vi har i dag et stort og specialiseret landskab med både private, selvejende og kommunale tilbud. Hvis vi tager de private ud af ligningen, vil det skabe et kæmpe hul, som vi vil få meget svært ved at lukke.

Kommunerne er gode til rigtig mange ting, men det er og bliver en fejl at tro, at vi er eller skal være bedst til alting. Og mange af disse børn kræver en ekspertise og særlige forhold, som kommunerne ikke kan tilbyde i dag.

Selvfølgelig kan vi bygge nye, kommunale botilbud. Men det tager tid, og vi kan næppe opnå den samme grad af specialisering som i dag.

Vi har daglig indsigt i området. Og vi er ikke i tvivl om, at de private tilbud er garant for essentiel udvikling, agilitet, professionalisering og konkurrence.

Det er parametre som disse, der er med til at drive kvaliteten på socialområdet fremad. Til gavn for det enkelte barn. Og det er i virkeligheden det eneste, som burde betyde noget: At give det enkelte barn det bedste tilbud.

Det bør til enhver tid trumfe ideologi. Det bør børnenes statsminister og hendes støttepartier da om nogen være enige i.