
Tirsdag i sidste uge foreslog en af Canadas førende Arktis-analytikere, juraprofessor Michael Byers, hvordan canadiske tropper kan medvirke til forebyggelse af en Trump-anført amerikansk militær overtagelse af Grønland:
"Heldigvis er der stadig tid til forebyggende tiltag. Canada og andre Nato-stater bør omgående sende små grupper af militært personel til Grønland på 'øvelser' med de danske styrker. Canada har allerede tropper i Letland, hvor de løser en tilsvarende afskrækkende opgave mod Rusland," skriver Byers i avisen The Globe and Mail.
Byers, der er Canada Research Chair in Global Politics and International Politics ved University of British Columbia, minder i sin artikel om, at enhver amerikansk intervention i Grønland vil være ulovlig uden dansk og grønlandsk billigelse.
























