Debat

Chef om ledelseskommission: Ledernes besvarelser er fyldt med paradokser

DEBAT: Ledelseskommissionens datamateriale består af besvarelser fra hele 1.800 offentlig ledere. Ledernes besvarelser er fyldt med paradokser, som vi bør finde svar på, skriver Christian Daugård Terkelsen, chefkonsulent, Assens Kommune.

Ledelseskommissionens datamateriale giver os muligheden for at blive endnu skarpere på, hvordan vi kan gøre ledelse i det offentlige endnu bedre, end det er i dag, skriver&nbsp;Christian Daugård Terkelsen.<br>
Ledelseskommissionens datamateriale giver os muligheden for at blive endnu skarpere på, hvordan vi kan gøre ledelse i det offentlige endnu bedre, end det er i dag, skriver Christian Daugård Terkelsen.
Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Daugård Terkelsen
Chefkonsulent, Organisation & Personale i Assens Kommune

Så blev det 1. december og første låge i Ledelseskommissionens julekalender er blevet åbnet – det blev så noget med ledelse og ”span of control”. Okay, fint nok, men helt ærlig, havde den pointe virkelig fortjent at blive fremhævet som noget af det første?

Jeg har kigget lidt på det omfattende datamateriale, som Ledelseskommissionen netop har frigivet – besvarelser fra hele 1.800 offentlig ledere. Efter et kig i datamaterialet håber jeg, at fremtidige julekalenderlåger adresserer nogle af de paradokser, som jeg synes kommer til udtryk i ledernes besvarelser – her er et par af paradokserne, som jeg mener vi skal finde svar på.

Det første paradoks
Hvordan håndterer vi, at 1.800 offentlige ledere næsten samstemmigt siger, at de er enige eller helt enige i, at:

  • 94 procent reagerer som leder, når vedkommende ser dalende præstationer i enheden
  • 86 procent mener, at de konkretiserer en klar vision for medarbejderne omkring enhedens fremtid
  • 96 procent mener, at de er tilgængelige for medarbejderne
  • 98 procent mener, at de har en ledelsesstil, der er tillidsbaseret
  • 96 procent mener, at de giver en individuel positiv feedback til medarbejdere, der præsterer godt 
Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvis ovenstående virkelig er rigtigt – så har vi vel ikke noget problem med ledelse i den offentlige sektor? Ledelseskommissionen skriver godt nok, at der selvfølgelig altid er et spænd mellem lederens egen-vurdering og så når man spørger lederens medarbejdere – men spørgsmålet er måske mere, om det spænd i opfattelser kan blive for stort? Og hvordan kan vi hjælpe til med at mindske det?

Det andet paradoks
Et af de nemme paradokser at påpege er, at det er mærkeligt, at kun 21 procent af de 1.800 ledere er enig eller helt enig i, at der er en tradition for at afskedige ledere, som ikke præsterer – men jeg synes næsten, at det er vigtigere at adressere hvorfor, at:

Jeg vil anbefale alle, der arbejder med ledelse, at kigge på de data, som Ledelseskommissionen har frigivet.

Christian D. Terkelsen
Chefkonsulent, Organisation & Personale i Assens Kommune

 

  • Tallet kun er 17 procent, når man er leder med ansvar for medarbejdere?
  • Og at tallet er oppe på 46 procent, når man spørger toplederne?

Ledelseskommissionen skriver til topledernes besvarelser, at ”det kan være et udtryk for, at omsætningshastigheden især har været stigende i de øverste ledelseslag, hvilket også kan ses i forbindelse med brugen af for eksempel åremålskontrakter”. Men den pointe er vel irrelevant i et ledelseskommissionsperspektiv, der kigger på behovet for bedre offentlig ledelse?

Det er langt mere interessant, om besvarelserne fra toplederne kunne være et udtryk for, at man individuelt som topleder i det offentlige oplever et øget pres mod den position, man selv sidder i (og det tror jeg bestemt, de gør).

Men det pres har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om der bredt set i organisationen er tradition for at afskedige ledere, der ikke præsterer. Og det ville kunne forklare, hvorfor lederne nederst i pyramiden ikke deler den samme virkelighedsopfattelse som toplederne.

Så hypotesen kunne ligeså godt være, at tallene er et udtryk for, at de decentrale ledere oplever, at de selvsamme topledere (der i stigende grad selv oplever afskedigelseskniven) ikke skiller sig af med de ledere, der ikke præsterer inden for eget ressortområde? Og kan det være derfor, at toplederne selv oplever et stigende pres på egen taburet?

Og sidst men ikke mindst er det vel paradoksalt, at hele 40 procent af de adspurgte 1.800 offentlige ledere svarer neutralt til det her centrale spørgsmål – hvorfor gør de det?

Det tredje paradoks
Det sidste paradoks, jeg ønsker at påpege, er hypotesen om den selvsikre leder og evnen til at lave distribueret ledelse.

Hypotesen er jeg sådan set meget enig i, men der er nu alligevel noget i det bagvedliggende data, som undrer mig i forhold den virkelighed, jeg selv befinder mig i. Den ”selvsikre leder” er den, der har svaret, at de ”føler sig godt tilpas med de krav, der stilles til deres lederrolle”

Når man ser på, hvor mange af de 1.800 offentlige ledere, der så ikke føler sig tilpas med de krav, som stilles til dem som leder – så svarer ”kun” 10 procent af lederne, at de befinder sig i en position, hvor de er utilpas med de krav, som stilles til dem i deres nuværende lederstilling.

Jeg tror oprigtigt ikke, at det tal er retvisende, og jeg synes, at vi skylder os selv at finde ud af, hvorfor 1.800 ledere i et anonymt spørgeskema ikke svarer mere oprigtigt i forhold til det her spørgsmål, når nu data skal bruges til at optimere deres egne nuværende rammer for at kunne udøve god ledelse.

For hvis tallet er rigtigt, så må det jo betyde, at langt de fleste er tilfredse med de rammer, de har? Hvis den hypotese er rigtig, hvorfor er det så ”kun” 56 procent af lederne, der synes, at det er attraktivt at være leder i det offentlige? Og jeg tror inderst inde ikke, at det har noget at gøre med bedre løn og flere personalegoder i det private at gøre – så hvad er de her tal et udtryk for?

Datamaterialet er værd at kigge nærmere på
Jeg vil anbefale alle, der arbejder med ledelse, at kigge på de data, som Ledelseskommissionen har frigivet.

Det er et fantastisk datamateriale, og det giver os muligheden for at blive endnu skarpere på, hvordan vi kan gøre ledelse i det offentlige endnu bedre, end det er i dag – og det sagt med et smil til alle de gode ledere, der hver dag gør en kæmpe forskel for vores medarbejdere og borgere. Og så vil jeg glæde mig til de næste julekalenderlåger fra Ledelseskommissionen og sikkert nogle gode bud på, hvordan vi håndterer disse paradokser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Daugård Terkelsen

Stifter, Craftsmanship.nu
cand.scient.pol. (Syddansk Uni. 2007)

0:000:00