Debat

Debat: Vi skal turde forhandle om kerneopgaven

DEBAT: Borgeren i centrum er et mantra i det offentlige, som ikke skal forklejnes. Men kerneopgaverne bør ikke være et fast mål, hvor der ikke er plads til forhandling, skriver Christian Terkelsen.

Der findes mange forskellige måder at sætte borgerne i centrum på, og der foregår en organisatorisk kamp for at påvirke, hvad en kerneopgave er, skriver Christian Terkelsen.
Der findes mange forskellige måder at sætte borgerne i centrum på, og der foregår en organisatorisk kamp for at påvirke, hvad en kerneopgave er, skriver Christian Terkelsen.Foto: /ritzau/Peter Mydske
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Terkelsen
Chefkonsulent, Assens Kommune, og stifter af Craftsmanship.nu

Sommeren er slut, og vi er nu tilbage på arbejdet, hvor vi endnu engang mødes med plakater på gangene, der minder os om pænt at sætte ”borgeren i centrum” og have ”fokus på kerneopgaven”.

Uden at forklejne, at det offentlige er til for borgerne, og at alle indsatser skal have fokus på at skabe værdi for borgeren, så er spørgsmålet, om vi i vores sprog om kerneopgaven har tilegnet begrebet en rationalitet, som er uhensigtsmæssig i relation til den kompleksitet, som de fleste offentlige ansatte møder i hverdagen?

Måske vil det gavne vores organisationsforståelse og vores ledelsesfokus, hvis vi kigger på kerneopgaven som et mere midlertidig balancepunkt, hvor løbende interaktioner mellem mange forskellige aktører som borgere, politikere, fagfolk og lignende har forhandlet og skabt et balancepunkt (kompromis?), der i dette øjeblik er bedste bud på kerneopgaver, der helt åbenlyst er påvirket af tidens trends, tid, ressourcer og tilgængelig viden?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Kerneopgaven kan være mange ting
Når man bevæger sig rundt blandt gode fagfolk, vil man hurtig opdage, at der findes mange måder at sætte borgeren i centrum. Så hvilken én er den rigtige, og hvem tilgodeser den tilgang i en organisation, hvor økonomi og ressourcer er en mangelvare?

Måske skal vi ikke være bange for at sige, at kerneopgaven som rationelt begreb er en illusion. Det er selvfølgelig rart og beroligende, at man for enden af en lang udviklingsproces kan indkapsle en fin formuleret kerneopgave. Rationalet synes at være - kan kerneopgaven defineres, så kan den også styres.

Vi bør snakke om kerneopgaverne, så det afspejler og understøtter de sociale sammenhænge, som frontmedarbejderne og lederne befinder sig i.

Christian Terkelsen
Chefkonsulent, Assens Kommune

Men rationalet holder sjældent i virkeligheden, og derfor fornemmer man ofte, at der forgår en organisatorisk kamp om, hvem der mest kan påvirke, hvad kerneopgaven er for en størrelse, og hvilken værdi det giver borgerne. Det har nemlig indflydelse på, hvilke indsatser der skal tilbydes, hvem der skal udføre dem og med hvilke ressourcer til rådighed.

De sociale sammenhænge skal afspejles i kerneopgaven
Vi skal ikke være bange for kampen om kerneopgaven. Min appel er faktisk det modsatte. Vi skal bare lade være med at bilde os ind, at det er en rationel proces og et endeligt mål. Når jeg hører, at en leder, der havde identificeret en ny trend blandt eleverne, bliver afvist af sin egen ledergruppe, med henvisning til at det ikke lå inden for de definerede kerneopgaver, bliver jeg bekymret for, om kerneopgaven som værktøj understøtter vores innovationsevne i forhold til en meget omskiftelig verden.

Vi bør snakke om kerneopgaverne, så det afspejler og understøtter de sociale sammenhænge, som frontmedarbejderne og lederne befinder sig i – nemlig en kompleks og til tider uforudsigelig hverdag, der hele tiden kræver en evne til at udvikle kompromiser mellem mange aktører.

To ”identiske” skoler drives jo også på forskellige måder på trods af samme kerneopgave-definitioner. De har nemlig hver deres forhandlingsplatform, hvor forældre- og børnesammensætning, lærerstaben, skolelederne og mange andre hver især kan påvirke det rum, der er for at drive en god skole. Det har sjældent noget at gøre med, hvordan skolelederen fortolker kerneopgaven i kerneopgavemappen.

Der skal være plads til forhandling
Derfor skal vi se kerneopgaverne som en løbende social forhandling, hvor både borgere, ledere og medarbejdere får en helt legitim platform til at udfordre praksis, søge indflydelse samt påvirke kerneopgaverne i bestemte retninger – en virkelighed, som allerede foregår ude på skolerne, på jobcentrene, på plejehjemmene og i daginstitutionerne.

Skal vi så lave noget nyt hver dag? Nej, men det vil bidrage til en anden organisationsforståelse af, at kerneopgave som begreb blot er en social konstruktion, der løbende er til forhandling.

I virkeligheden er det oftest medarbejdernes forhandlingsevne til at finde midlertidige balancepunkter, der bliver afgørende for, om borgeren og de pårørende (og medarbejderen selv) står med en følelse af at være en del af en god kerneopgave.

Så hvordan leder og styrer man sin organisation, når selv kerneopgaven er til forhandling?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Daugård Terkelsen

Stifter, Craftsmanship.nu
cand.scient.pol. (Syddansk Uni. 2007)

0:000:00