Holbæk Kommune skærer ned på frivillighed

SPAREKNIV: Byrådet i Holbæk kommune har valgt at halvere budgettet for projektet Fælles-skaber, som ellers skulle gøre det lettere for borgerne at skabe en levende og aktiv kommune.

Frivillige samler skrald ude i naturen.
Frivillige samler skrald ude i naturen.Foto: Susanne Mertz/Scanpix
Edris Qasimi

Det ellers anerkendte projekt Fælles-skaber i Holbæk får nu et ordentlig skud for boven. Byrådet har nemlig i forbindelse med en sparerunde halveret projektets økonomi og sparet halvanden millioner kroner. Det betyder, at seks ud af de 14 kommunalt ansatte fælles-skabere nu afskediges fra projektet.

”Vi har været meget glade for ordningen, som har været med til at hjælpe flere innovative og lokale initiativer i kommunen. Derfor er vi skuffede over byrådets beslutning om at spare på området,” siger Michael Suhr (K), formand for projektudvalget for lokal udvikling i Holbæk Kommune.

Han er meget tilfreds med projektet, som er sat i verden for at aktivere de ressourcer, der ligger i civilsamfundet og dermed skabe en mere levende kommune.

Konkret er fælles-skaberne et bindeled mellem borgerne i kommunen og hjælper for eksempel frivillige i Holbæk med at søge penge, få de nødvendige kommunale tilladelser til nye initiativer og at få etableret foreninger.

Der investeres i frivillighed på landsplan
Og den slags initiativer har en effekt i forhold til at sikre, at engagementet i civilsamfundet ikke drukner i kommunalt bureaukrati, vurderer Dorte Nørregaard fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

”Erfaringerne viser, at et kontaktled mellem borgere og kommunen i høj grad er med til at lette samarbejdet. Ordninger som denne kan, efter vores vurdering, gøre det nemmere for borgere og frivillige at finde vej igennem det kommunale system, som nogle gange kan være ret besværligt og bureaukratisk,” siger Dorte Nørregaard.

En rapport fra centret viser da også, at kommuner landet over investerer i frivillighed. Hvor der i 2010 var 100 fuldtidsstillinger, var der i 2014 samlet 241 fuldtidsstillinger dedikeret til arbejdet med det frivillige område. Det viser en stigning på 141 procent.

Holbæk skal spare 200 millioner kroner
Flere partier i Holbæk er også tilfredse med projektet og så gerne, at fælles-skaberne kunne fortsætte som hidtil. Men kommunen har ubalance i økonomien og skal spare over 200 millioner kroner.

”Det ville være optimalt, hvis vi havde nogle andre valgmuligheder, så vi kunne undgå at skære i det projekt, men alternativet ville have været, at vi skulle lave ekstra besparelser på børne- eller ældreområdet,” siger Rasmus Brandstrup Larsen (V), byrådsmedlem i Holbæk Kommune.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra koordinatoren for fælles-skaberne Lotte Rømer Grove, men Lone Nørgaard Larsen, som er en af de tidligere fælles-skabere, håber, at man stadig vil være i stand til at yde borgerne en høj service. Det skal blandt andet ske gennem et tættere samarbejde mellem de forskellige lokalområder.

”Der er jo ingen tvivl om, at vi helst ville undgå så stor en besparelse på vores område, men vi arbejder alligevel på at få det bedste ud af situationen. Fremover skal vi for eksempel blive bedre til at skabe samarbejde og dialog mellem de forskellige lokalområder, så man kan deles om de tilgængelige ressourcer,” siger Lone Nørgaard Larsen.

Hos Dansk Folkeparti i Holbæk er der tilfredshed med, at ordningen nu beskæres. Partiet har længe været utilfreds med projektet og dets resultater.

”Vi synes slet ikke, at denne ordning fungerer optimalt. Vi så gerne, at man gik tilbage til den gamle model, hvor politikerne kom ud til borgerne en gang imellem og svarede på deres spørgsmål," siger John Harpøth (DF).

Han tilføjer, at han helst så ordningen helt afskaffet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00