Debat

KL før samråd: Vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med handicap

DEBAT: Socialminister Astrid Krag (S) skal i samråd om kommunernes hjælp til mennesker med handicap. Kommunerne vil tilbyde den hjælp, som mennesker med handicap har behov for og ret til, skriver KL-formænd.

Vi vil i løbet af de næste par måneder præsentere løsningsforslag til at sikre retssikkerheden for mennesker med handicap, skriver Ulrik Wilbek (V) og Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Vi vil i løbet af de næste par måneder præsentere løsningsforslag til at sikre retssikkerheden for mennesker med handicap, skriver Ulrik Wilbek (V) og Christina Krzyrosiak Hansen (S).Foto: Sarah Christine Nørgaard og Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere end hver anden oplevede, at kommunen ikke inddrog dem i beslutningen om, hvilken hjælp de skulle modtage.

Knap halvdelen oplevede, at kommunen ikke har benyttet sig af rådgivning fra fagpersoner med viden om deres handicap eller sygdom. Mere end fire ud af ti oplevede, at hjælpen kun i mindre grad eller slet ikke blev koordineret mellem kommunens forskellige forvaltninger.

Det er et par af resultaterne fra en ny undersøgelse, som Danske Handicaporganisationer offentliggjorde den 21. december og som i dag er anledningen til et åbent samråd i Folketinget med social- og ældreminister Astrid Krag (S) om kommunernes hjælp til mennesker med handicap. 

Vi anerkender fuldt ud, at vi har en kæmpe opgave foran os

Ulrik Wilbek (V) og Christina Krzyrosiak Hansen (S)
Formand for KL's socialudvalg og borgmester i Viborg Kommune og næstformand for KL's socialudvalg og borgmester i Holbæk Kommune

Lad os få det på det rene med det samme. Det er ikke tal, som vi er stolte af. Det er tal, som vidner om, at vi ikke altid lykkes, når det handler om at give den hjælp og tryghed til mennesker med handicap, som de har brug for.

Kommunerne har ansvaret for at hjælpe mennesker med handicap og deres familier på en lang række velfærdsområder. Det er ofte en hjælp, der har afgørende betydning for deres livskvalitet og mulighederne for at leve et selvstændig og meningsfyldt liv. 

Det er et ansvar, som vi tager meget alvorligt, og derfor er det også på tide, at vi griber til handling. I kommunerne i hele landet er der de seneste år kommet flere og flere mennesker, som har psykiske vanskeligheder og handicap. De mennesker skal vi være der for.

Vi skal stå sammen
Vi anerkender fuldt ud, at vi har en kæmpe opgave foran os.

Vi skal blive bedre til at sikre, at mennesker med handicap får den rette hjælp første gang. De skal føle sig hørt, respekteret og anerkendt i samarbejdet med kommunen.

For at sikre dét er det afgørende, at vi for alvor får fat om problemets rod og ikke forfalder til snuptagsløsninger. Vi skal til bunds i, hvem det er, der ikke er tilfredse med hjælpen fra kommunen, hvorfor de er utilfredse, og hvorfor vi ikke lykkes med samarbejdet trods intentioner om det modsatte. 

Læs også

Som repræsentanter for kommunerne vil vi gå forrest og gøre alt, hvad vi kan for at finde bæredygtige løsninger. Men vi kan ikke gøre det alene.

Vi har brug for, at alle aktører på området bidrager. Vi har allerede en god dialog med Danske Handicaporganisationer og de faglige organisationer.

Den dialog skal vi styrke, og i løbet af de næste par måneder vil vi sammen komme med konkrete løsningsforslag, så vi får sikret retssikkerheden. Tiden til handling er nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Krzyrosiak Hansen

Borgmester (S), Holbæk Kommune
ba.soc. (Københavns Uni.)

Ulrik Wilbek

Borgmester (V), Viborg Kommune, formand, KL's Socialudvalg, formand, Midtjyllands lufthavn
skolelærer

0:000:00