Debat

Kommunaldirektør: Kære danskere, I kan regne med os i den kommunale sektor

DEBAT: Vi stod klar til at yde en betydelig ekstra indsats i foråret under første corona-bølge, og vi er stadig i gang. Vi er klar, bølge efter bølge, skriver Stine Johansen. 

Anerkendende klapsalver er kortvarige, men kommunale medarbejdernes vedholdenhed med at tage ansvar for mennesker og samfund er varigt, skriver Stine Johansen.
Anerkendende klapsalver er kortvarige, men kommunale medarbejdernes vedholdenhed med at tage ansvar for mennesker og samfund er varigt, skriver Stine Johansen.Foto: ThinkAlike/pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Johansen
Kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Vi jublede. Ikke over os selv, men over de andre. Alle dem, der passer på os i hverdagen, når vi er syge og sårbare.

Klapsalverne ville ingen ende tage. Ministre, erhvervsfolk og helt almindelige danskere lovpriste indsatsen fra sygeplejersken, hjemmehjælperen, pædagogen, sosu-assistenten og alle de andre, der stod i frontlinjen og påtog sig ansvaret for plejen af dem, der blev ramt af covid-19-smitten.

De påtog sig ligeledes et næsten overmenneskeligt ansvar for, at smittespredningen ikke kom ud af kontrol blandt vores allermest udsatte borgere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi var alle taknemmelige. Og vi delte vores taknemmelighed generøst med hinanden i stuerne og på skærmene i en lind strøm af hjertelikes og takkevideoer.

Velfortjent anderkendelse
Endelig, tænkte vi, der er ledere i den kommunale sektor. Endelig får hele verden øjnene op for, hvor betydningsfulde og suverænt dygtige vores medarbejdere er.

Et liv i det offentliges tjeneste er i lyst og nød. Vi tager det hele med og lærer af det. Vi er her, fordi vi elsker vores arbejde.

Stine Johansen
Kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Anderkendelsen af at mennesker, der arbejder i den kommunale sektor, varetager nogle af de mest essentielle opgaver i vores samfund. Opgaver, vi ikke kan undvære og som har uvurderlig værdi for os alle.

Nu sker der noget, tænkte vi. Nu ser vi forandringen. Nu vil flere vælge de velfærdsuddannelser, som vi så hårdt har brug for som samfund. Nu vil medarbejdere ranke ryggen og med stolthed fortælle om deres fag på en klangbund af anerkendelse fra selveste statsministeren.

Og der skete noget. Bare ikke det vi havde håbet på.

Fra den ene yderlighed
Fra det ene øjeblik til det andet kan retorikken i samfundsdebatten skifte. Fra fokus på omsorgsfuld til omsorgsvigt.

En enkeltsag får så let som ingenting klapsalverne til brat at forstumme, og debatten retter sig i stedet mod spørgsmålet om udbredt forråelse blandt selvsamme medarbejdergrupper. Altså dem vi netop havde hyldet som hverdagens helte.

Det oplevede vi også på tætteste hold i Helsingør Kommune. En medarbejder udviste modbydelig, afstumpet og umenneskelig adfærd over for en ældre dement kvinde og filmede det.

Læs også

Medarbejderen røg ud på røv og albuer, og jeg fik det forventelige spørgsmål fra den nationale presse om, hvorvidt vi overhovedet har de rigtige mennesker ansat til at tage vare på vores sårbare borgere?

Til det svarer jeg: Vi har – stadig – de helt rigtige mennesker ansat.

Én persons ugerning repræsenterer naturligvis ikke alle mennesker inden for et helt fag. Samtidig kan én persons forråelse ikke afvises at have en smittende effekt, og derfor gransker vi os selv for tegn på forråelse. Det er klart, og det gør vi.

Vedholdenhed også uden klapsalver
Et liv i det offentliges tjeneste er i lyst og nød. Vi tager det hele med og lærer af det. Vi er her, fordi vi elsker vores arbejde.

At arbejde for andre mennesker er grundlæggende meningsfuldt og givende, så derfor ser I os fortsat arbejde igennem på nattevagten, i børnehaven og i hjemmeplejen, uanset hvad eller hvem, der kommer på forsiden af dagens nyheder.

Klapsalver er kortvarige. Det er klapsalvens karakter at forstumme. Det, der derimod er varigt, er medarbejderne i den kommunale sektors vedholdenhed med at tage ansvar for mennesker og samfund.

Vi er klar til at yde en ekstra indsats. Det var vi i foråret under første corona-bølge, og det vil vi være bølge efter bølge.

Kære danskere: I kan regne med os i den kommunale sektor. Også uden forventning om klapsalver, men en stille påmindelse om, at vi – ligesom alle andre – vokser af et velfortjent klap på skulderen.

Dokumentation

Ledelsesugen på Altinget

I samarbejde med Ledelsesugen sætter Altinget i uge 44 fokus på fremtidens ledelse i den offentlige sektor.

Ledelsesugen, der er arrangeret af KL, Danske Regioner og regeringen, samler ledere på alle niveauer i den offentlige sektor til debatter og diskussioner om tendenser, ny viden og gode eksempler indenfor for moderne offentlig ledelse.

Her på Altinget kan du i denne uge læse fem indlæg fra fem offentlige ledere. Med i panelet har vi:

Jette Runchel, Ledelsesambassadør og Kommunaldirektør, Albertslund Kommune

Agnete Gersing, Hospitalsdirektør Herlev og Gentofte Hospital

Stine Johansen, Kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Thomas Senderovitz, Direktør for Lægemiddelstyrelsen

Marie Munk, Direktør på Det Kongelige Teater 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Johansen

Direktør for Erhverv, Klima og Miljø, KL
cand.mag. i visuel kultur (Københavns Uni. 2007), MBA (Henley 2014)

0:000:00