Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt

KOMMENTAR: Ældresektoren skal ose af glæden ved det gode liv, høj faglighed og respekt for individuelle ønsker. Den skal ikke være en plejefabrik, hvor de ældre venter på døden, skriver Lisbeth Knudsen.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har varslet topmøde om ældreplejen, men afpareringsøvelser ender sjældent i konkrete initiativer, skriver Lisbeth Knudsen
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har varslet topmøde om ældreplejen, men afpareringsøvelser ender sjældent i konkrete initiativer, skriver Lisbeth KnudsenFoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har vedtagne værdighedspolitikker på ældreområdet i hver eneste kommune i landet.

Vi har det nationale Videncenter for Værdig Ældrepleje. Vi har haft fire såkaldte "værdighedsmilliarder" på finansloven til forbedringer af ældreplejens kvalitet. Vi har haft en ældrekommission om livskvalitet og selvbestemmelse i plejebolig og plejehjem, som kom med en række relevante anbefalinger.

Men hvor bliver værdigheden af, når vi nu er vidne til den aktuelle Else-sag fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus? Hvorfor opstår den slags sager med mellemrum rundt omkring i landet på områder, hvor de mest sårbare borgere – være sig ældre eller syge og handicappede – er afhængige af andre menneskers pleje og omsorg og har brug for at blive hjulpet med respekt for deres individuelle behov og med menneskelig værdighed?

Nu får vi formentlig den meget omtalte TV 2-dokumentar at se inden så længe, og vi kommer til at opleve en følelsesmæssig storm. Tør vi blive gamle, når det skal være på den måde?

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Et plejehjem i velfærdsdanmark skal ikke være en plejefabrik eller et effektivitetsstyret og standardiseret opbevaringssted for mennesker, der ikke længere kan klare sig i eget hjem.

Det skal være et rigtigt hjem med kærlig omsorg, empati, respekt for individuelle værdier, for individuelle behov og for de individuelt levede liv. Med respekt for, at vi ikke i den sidste del af livet alle forvandler os til glade tvangskollektivister, der helst skal aktiveres og socialisere på kommando med mennesker, som man måske intet har til fælles med og som skal acceptere, at den personlige frihed bliver sat under administration for at passe ind i systemet.

Sagen er, at ældrepolitikken helt ind i kernen ikke er organiseret og effektueret med respekten for et værdigt seniorliv på borgernes præmisser.

Lisbeth Knudsen

Og med respekt for, at nogle af os får så meget brug for hjælp og bliver ramt af demens eller anden sygdom, som kræver nænsomhed, engleblid tålmodighed, høj professionel faglighed, godt samarbejde med de pårørende og ekstra omsorg og forståelse af omgivelserne.

Hjemmehjælp og ældreomsorg i velfærdsdanmark skal ikke være en produktionsmaskine drevet med et vildt tidstyranni og ufravigelige arbejdslister, som skal tjene til at holde de ældre i live længst muligt i eget hjem med lige tilpas afmålte doser af rengøring, mad og hjælp til det daglige med den personlige hygiejne, til de er klar til plejefabrikken.

Det skal også være en hjemmepleje med respekt for individuelle værdier, behov og de individuelt levede liv, med frihedsgrader og den kærlige håndsrækning eller den fortrolige snak, der kommer af at have tiden til menneskelige relationer og netop værdighed.

Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt. Pengene skal jo slå til, og vi mangler flere veluddannede ledere og medarbejdere i sektoren – en situation, som kun bliver langt værre i de kommende år.

Men penge alene løser ikke udfordringen. Derfor bliver vi nødt til at gentænke ældreplejen i Danmark. Ældreplejen skal starte med borgeren og ikke med systemet.

Der findes både velfungerende og dårligt fungerende eksempler på plejehjem og hjemmepleje. Der findes både fremragende ledere og medarbejdere og folk, der aldrig burde være lukket inden for i ældresektoren. Der findes tonsvis af fine nedskrevne politikker. Og der findes kontrolbesøg og eftersyn. Og alligevel oplever beboere og pårørende flere steder manglende lydhørhed og respekt.

I de seneste 20 år har vi talt om "borgeren i centrum", men vi handler efter, at det er den kommunale forvaltning, der er i centrum. Sagen er, at ældrepolitikken helt ind i kernen ikke er organiseret og effektueret med respekten for et værdigt seniorliv på borgernes præmisser. Vi har talt længe om at slippe ledere og medarbejdernes faglighed fri, men de er stadig fastlåst i for mange arbejdslister, dokumentationskrav og regler.

Ledere og personale i ældreplejen skal præstere inden for standardiserede, effektiviserede rammer, som ikke efterlader meget rum til, at de ældre kan være i det som mennesker med hver deres særheder, drømme og definitioner af livskvalitet.

Der er helt sikkert superdygtige ledere og medarbejdere i ældreplejen med empati, faglighed og passion for at arbejde for og med mennesker. Og der er dem, der bare har et job, der skal overstås, og som burde søge karrierer andre steder uden ansvar for andre mennesker.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har varslet topmøde om ældreplejen i Danmark på baggrund af sagen om Else og tilstanden på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

I Aarhus Kommune vil den ansvarlige rådmand, Jette Skive (DF), søge at hente yderligere mange millioner til ældrebudgettet ved næste budgetforhandling i efteråret.

Man kan blive forarget, fortvivlet, forskrækket og i hvert fald dybt berømt og bekymret over de billeder, som TV 2 med accept af den demente Elses familie har optaget.

Det offentlige pres på sagen blev så voldsomt, at ministeren måtte afbryde ferien og rykke ud i offentligheden på Facebook med løftet om et topmøde med deltagelse af Kommunernes Landsforening, FOA, Ældre Sagen, borgere og pårørende, medarbejdere og ledere i ældreplejen, som det hedder i ministerens opslag på Facebook.

Et topmøde er jo fint nok, hvis det kan ende i nogle konkrete initiativer. Men det gør den slags ministerafpareringsøvelser sjældent, hvis ikke mødet bliver velforberedt, og mødeformen motiverer til konkrete handlinger. Vi har nok af undersøgelser, programerklæringer og skåltaler.

Man kunne jo passende prøve at lade deltagerne – politikerne, FOA-medlemmerne, lederne og embedsmændene – hver for sig beskrive, om de tør blive gamle i eget hjem eller på et plejehjem, og hvad der ville være deres individuelle værdier og behov.

Gør det personligt og uden mulighed for deltagerne for at flygte ind i flotte, forblommede hensigter. Hvordan ville ældresektoren så se ud?

Læs også

For at sige det brutalt: Hvordan bliver den fase af livet, hvor vi har brug for andre menneskers større eller mindre hjælp til dagligdagen, ikke kun en trist affære med evig venten enten på døden eller på, at en travl familie skal komme på besøg, hvis man da har en familie?

Hvordan indretter vi fremtidens plejeboliger og plejehjem, så de oser af "hygge", det gode fællesskab og det gode liv fra modtagelsen ved indgangen til faciliteterne, maden og samværet?

Hvordan bliver hjemmeplejen den rette tryghed, livsglæden og den frugtbare livline til omverden, som den burde være. Kan vi have plejeboliger og plejehjem med forskellige varedeklarationer, alt efter hvad man prioriterer som kulturelle kendetegn og har spidskompetencer på rent fagligt? Kunne vi som borgere få lov til at vælge?

Forestillingerne om aldring og det sene voksenliv er generelt blevet mere positive, i takt med at flere ældre oplever at have et godt helbred og færre funktionsnedsættelser end for 20 år siden.

Men der er samtidig en forskrækkelse og bekymring omkring det at ældes, at blive marginaliseret, at blive syg og svækket og at skulle leve med en begrænset personlig frihed og være omtalt som og forvandlet til en byrde for samfundet.

Indtil videre har pilen peget i alle retninger i forhold til årsagerne til skræmmeeksemplet fra Aarhus Kommunes grimme sag. Ressourcemangel, dårlig kultur blandt medarbejderne, dårligt uddannede medarbejdere, dårlig ledelse, manglende samarbejde med de pårørende, for lidt uanmeldt kontrol med plejehjemmenes kvalitet og for rigide regler.

Der er hele pakken på bordet. Og lad os så lægge lidt mere op på det bord.

Fra 2010 til 2020 er der kommet næsten 30 procent flere over 65 år i Danmark. Der er kommet 20 procent flere på 80 år og derover i samme periode.

I 2050 vil godt 600.000 danskere være over 80 år, svarende til cirka ti procent af befolkningen, viser befolkningsfremskrivninger. Det tilsvarende tal er i dag fire procent, og samfundsøkonomiske prognoser forudser, at der i takt med stigningen vil komme et markant økonomisk pres på velfærdsstaten og den service, der skal leveres i fremtiden på ældreområdet.

Det er ikke godt at vide, om ministeren er klar over, at han under Sundheds- og Ældreministeriet rent faktisk har Videncenter for Værdig Ældrepleje finansieret af satspuljemidler for perioden 2018 til 2021.

Måske er det også fjernt for mange, at kommunerne alle som en skal fastlægge værdighedspolitikker for ældreplejen, og heri skal som minimum beskrives politikker for: Livskvalitet, selvbestemmelse, kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng, mad og måltider, en værdig død og pårørende.

Samme videncenter lavede i 2018 en behovsanalyse med deltagelse af borgere, pårørende, medarbejdere og ledere. Et af de mest gennemgående budskaber er, at værdighed er individuelt for den enkelte borger.

Mødet og relationen mellem borger og personale fremhæves som havende stor betydning for borgerens oplevelse af værdighed. Det handler om at blive set som et helt menneske og ikke som en syg person. Tonelejet og øjenkontakten fremhæves som betydningsfuldt – apropos det forfærdelige eksempel fra Else-sagen.

I praksis er det ifølge undersøgelsen bare svært at inkludere borgerens ønsker i tilrettelæggelsen af det daglige arbejde. Det omhandler både viden om og kendskab til borgerens ønsker og behov, men også, at der i den konkrete opgaveløsning ikke er et systematisk fokus på inddragelse af borgerens ønsker.

Rammer og kultur omkring opgaveløsningen fremmer ikke et dagligt fokus på borgerens ønsker, viser analysen. Det handler ofte om, at specifikke arbejdsopgaver skal gennemføres og dokumenteres, hvorfor borgerens ønsker og behov ubevidst glider i baggrunden for selve opgaveløsningen.

En anden problemstilling, der særligt bliver italesat af medarbejderne i analysen, er, at der ikke er fokus på dokumentation af, hvad der er værdigt og vigtigt for den enkelte borger.

En medarbejder siger i undersøgelsen, at "dokumentation omhandler alt om ydelserne. Her skal værdighed også ind. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for beboerne. Vi har ikke noget på skrift om det".

Og her kommer så det virkelig grusomme: Plejecenterlederne efterlyser for eksempel medarbejdere, der behersker "perspektivskifte". Her efterspørges altså medarbejdere, der kan lægge egne perspektiver til side, inkludere borgeren og forholde sig til borgerens konkrete ønsker.

Det fremgår også, at plejecenterlederne efterspørger, at medarbejderne besidder kompetencer til at snakke med borgeren og de pårørende, så de kender borgerens livshistorie, ønsker og behov og herved i højere grad kan imødekomme individualitet og selvbestemmelse.

En plejercenterleder siger i undersøgelsen, at "det er udfordrerende", og synes generelt, at "uagtet at vi taler rigtig meget om vigtigheden af relationerne, så oplever jeg desværre, at der er meget fokus på opgaverne, "jeg går ind og gør", og "det er det, jeg skal". Jeg tror ikke, det er, fordi personalet ikke vil, jeg tror nogle gange, der er nogen, der kan det, og de er knalddygtige til det, men jeg oplever også, der er nogen, for hvem det er svært."

Medarbejderne nævner også selv kommunikative- og relationelle kompetencer som værende en udfordring for dem og som et væsentligt element i forbindelse med værdighed.

Skal man omsætte behovsanalysen til regulært dansk, står der her, at hverken ledere eller medarbejdere ved, hvordan de skal få fokus på værdighed for de ældre. Der mangler ledelsesmæssigt fokus på, at medarbejderne ved, hvad der tæller for her Hansen og fru Jensen af værdier, og der mangler tilsyneladende også både rette kompetencer og evne til at kommunikere med borgere og pårørende.

Der er alle mulige chancer for, at vi får flere sager som Else-sagen at se i fremtiden med det hastigt voksende antal ældre og flere i 80-plus-kategorien, som bliver mere plejekrævende.

Det nytter jo ikke at have Videncenter for Værdig Ældrepleje, at have værdighedspolitikker i 98 kommuner og at poste ekstra milliarder i ældreplejen, hvis de gode intentioner ikke føres ud i livet, hvor virkelighedens Else findes.

Hvor hun hejses op i en lift og hænger der hjælpeløs i mange minutter, mens personalet holder intern palaver om, hvor længe hun nu skal sidde der, selvom hun har smerter af det.

Vi kan ikke reformere ældreplejen på baggrund af en enkelt gruopvækkende sag fra et enkelt plejehjem. Men der er rigeligt med anden dokumentation for at reformere ældresektorens kultur, regler, rammer og mål.

Der er brug for at vi tænker plejehjem i mindre enheder med ret til forskellighed og ikke i kæmpe, effektive stordriftscentre. Problemet er ikke kun på plejehjemmene, men også i hjemmeplejen er der brug for at skabe en ældrepleje med udgangspunkt i borgerens ønsker og ikke i forvaltningens behov.

Med udgangspunkt i, at vi ikke holder op med at have behov for livsmening og livsglæde med alderen.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00