Rasmus Nielsen: Vil vi selvstyre eller fælles standarder?

KOMMENTAR: Politik er mere end rød-blå, det er også dilemmaer som ønsket om kommunalt selvstyre over for behovet for minimumsstandarder. Sundhed og bolig er gode eksempler, skriver Altingets udgiver.

Centralisering! nærmest råbte Mette Frederiksen (S) i sine helsidesannoncer, da Løkke-regeringen forleden havde fremlagt sit udspil til sundhedsreform.

Som om centralisering er et skældsord? Hvad nu hvis det handler om at sikre alle borgere lige adgang til samme udbud og kvalitet af sundhedsydelser? Er det så ikke mere et spørgsmål om den attråværdige lighed?

Regeringens udspil handler faktisk en hel del om at lægge mere ud til kommunerne, der allerede med kommunalreformen fik forebyggelsesansvar. Nu skal de – sammen med de praktiserende læger – sørge for at behandle danskerne lokalt, før de eventuelt må videre på et af store sygehuse.

Det stiller så spørgsmålet, hvor meget nationen vil overlade til hver enkelt kommune i forvaltningen af den borgernære sundhed. For vi har da kommunalt selvstyre, har vi ikke?

I en af januars udgaver af Mandag Morgen, der lykkeligvis fortsætter sin stille og rolige oplagsfremgang, beskæftiger ugebrevets velskrivende veteran Torben K. Andersen sig med temaet under overskriften "Sundhedsreform kan øge forskellen på tværs af landet".

Torben er en af landets vægtigste journalister inden for velfærdsområdet, gerne i produktivt parløb med en anden af Mandag Morgens fyrtårne, Jens Reiermann. Journalistikken tager ofte udgangspunkt i en eksisterende, stor offentlig sektor, og det er der læserinteresse for, ikke mindst i den selvsamme offentlige sektor og blandt de mange aktører, der har interesser her, som nu sygeplejersker og læger. Alt dette er fint nok, så længe vores medier også skriver om erhvervslivets vækstdagsorden og kamp for bedre rammevilkår.

Ifølge artiklen kan "den nye sundhedsreform … – stik mod hensigten – betyde en endnu mere uens behandling for patienter i forskellige egne af landet. De regionale sundhedsforskelle er for intet at regne sammenlignet med de forskelle, der er på tværs af kommunerne."

Sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg, Vive, citeres: "Det er ikke meningsfuldt at tale om ét kommunalt sundhedsvæsen. Der er reelt tale om 98 kommunale sundhedsvæsener. Vi har derfor kurs mod et mere uensartet sundhedsvæsen, hvis vi bygger videre på de traditioner og de økonomiske forskelle, der er mellem kommunerne i dag."

I artiklen siger Peter Konow fra Alkohol & Samfund, at "fra borgerne træder ind ad døren til alkoholbehandlingen, og til de er færdige, er de deltagere i et lotteri, hvor deres postnummer bestemmer udfaldet".

Det til trods for, at statsministeren i sin åbningstale i oktober 2018 netop sagde, at "der er for store forskelle i sundhedstilbuddene, alt efter hvor man bor. Behandling må ikke afhænge af postnummeret. Vi skal skabe meget mere lighed på tværs af landet."

På den baggrund kunne Socialdemokratiets annonce lige så godt have heddet: "Løkke skaber ulighed med sin decentralisering."

Hvad er vigtigst: Kommuners ret til at prioritere forskelligt – også med skatteprocenten – eller at alle partout skal tilbydes de samme sundhedsydelser landet over? Hvor er en kommunes ret til selv at tilrettelægge forebyggelse og den borgernære behandling, hvis alle standarder dikteres fra Slotsholmen? Hvem skal bestemme, hvor mange forebyggende hjemmebesøg borgerne skal have? Hvor er retten til at spare skattekroner til borgernes lommer, hvis man ét sted er mere effektive end i nabokommunen?

Altinget: sundhed, vores sundhedspolitiske portal, der nu udkommer i sin 17. årgang, var i sidste uge til KL’s sundhedskonference i Kolding. Her lød der et rungende ja tak til bindende standarder for de kommunale sundhedsindsatser. Blandt dem var Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse, der tankevækkende sagde:

"Jeg hørte om en borger, der havde henvendt sig til sin kommune for at høre, hvilke genoptræningstilbud de havde til kræftramte. Han fik det svar, at de ikke havde nogen tilbud, fordi de ikke havde nogen kræftramte i kommunen."

Kun De Radikale var bange for, at fælles standarder kan kvæle innovation og lokalt engagement.

Et andet aktuelt eksempel på dilemmaet mellem kommunalt selvstyre og ønsket om fælles, danske standarder er på lejeboligområdet.

Ifølge boligreguleringsloven kan udlejer, når en lejer flytter, lave en gennemgribende renovering og tage en markant højere husleje. Det betyder for eksempel på Frederiksberg, er der nu mangler billige lejeboliger, der igen kan sikre den af alle påskønnede brede befolkningssammensætning.

"Vi vil derfor foreslå," skriver Lone Loklindt (R) og Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg Kommune i et debatindlæg på Altinget: by & bolig, "at § 5, stk. 2 i Boligreguleringsloven suspenderes, hvis kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune vurderer, at det er nødvendigt."

Tja, hvorfor ikke? Skal kommunalbestyrelsen eller ejendomsbesiddere, med Christiansborglovgivning i hånden, bestemme, hvordan lejeniveauet udvikler sig – og dermed prisen på udlejningsejendomme? Et rigtig godt politisk spørgsmål, der ikke kun er rødt-blåt, ideologisk bestemt. Men i bund og grund handler om, hvad man mener med kommunalt selvstyre. Hvor langt man i Danmark er parat til at gå for at sikre kommunernes adkomst til forskellighed.

Forrige artikel God valgkamp lysner demokratisk håb God valgkamp lysner demokratisk håb
En dag i Løkkeland:

En dag i Løkkeland: "Det kan jo være, det er sidste gang, man er her ..."

INTERVIEW: Venstre har erstattet Socialdemokratiet som velfærdsstatens store arkitekt. Det er den røde tråd gennem 20 år med borgerlig dominans, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Altinget har fulgt ham fra tidlig morgenløbetur til et sent stop på en midtfynsk tankstation, mens han prøver at nå det hele. En dag, hvor tidsplanen skrider, og udlændingepolitikken er fraværende.