Bliv abonnent
Annonce

Regeringen overvejer at dele boligskat mellem kommuner

Med regeringens flexboligordning er der åbnet op for, at helårsboliger på landet kan bruges som fritidshuse. Det skal forhindre forladte og forfaldne huse i landdistrikterne.
Med regeringens flexboligordning er der åbnet op for, at helårsboliger på landet kan bruges som fritidshuse. Det skal forhindre forladte og forfaldne huse i landdistrikterne.Foto: Colourbox.dk
19. december 2014 kl. 03.00

Hvis flexboligordningen kombineres med en ny indretning af boligskatten, kan det være med til at trække det skæve Danmark i en mere lige retning.

Det er ræsonnementet bag et forslag fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen om at lade boligskatten følge en borger, der har en flexbolig i et landdistrikt.

Når borgeren bor i sin almindelige bolig, skal der betales skat i den kommune. Men i den tid, borgeren bor i sin flexbolig i en anden kommune, er det der, skatten skal betales.

Idéen blev omtalt i en artikel i Frederiksborg Amts Avis i november, og det førte til spørgsmål fra Folketingets Kommunaludvalg om blandt andet ministerens forventning til størrelsen på skatteprovenuet fra flexboliger.

Fakta
Flexboligordningen

Ordningen giver en ejer (eller en potentiel køber) af en helårsbolig mulighed for at søge  kommunen om at bruge helårsboligen som en såkaldt flexbolig.

Det vil sige, at kommunen meddeler samtykke til, at ejerens helårsbolig benyttes til fritidsformål, og senere vender tilbage til helårsbeboelse uden at ejeren anmoder om samtykke hertil.

Ejeren kan efterfølgende uden kommunens samtykke vælge at benytte boligen på ny som helårsbolig efter ejerens behov.

Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter

I sit svar undlader Henrik Sass Larsen at komme nærmere ind på spørgsmålet om kroner og øre, men han understreger, at idéen ligger i forlængelse af regeringens flexboligordning, som giver kommuner mulighed for at tillade, at helårsboliger benyttes til fritidsformål.

Er ordning, der blev styrket med Vækstpakke 2014 fra juni. Hensigten er blandt andet at gøre det lettere at sælge boliger i landdistrikter.

”Jeg har luftet idéen om, at man i forbindelse med en fremtidig revision af udligningsordningen kunne analysere og overveje, hvordan en anderledes vægtning af kommuneskatten kunne gavne hensynet til økonomien i yderområderne,” skriver Henrik Sass Larsen i sit svar til Folketinget.

På landet på deltid
Han understreger dog samtidig, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke har et konkret forslag om at ændre på fordelingen af borgernes skat mellem kommunerne.

I artiklen i Frederiksborg Amts Avis fremhæver Henrik Sass Larsen særligt mulighederne på Sjælland, hvor han har en formodning om, at mange, der arbejder i København, gerne vil have mulighed for at bo på landet på 'deltid'.

”Man skal have lov at købe et byhus i en landsby for eksempel på Sjælland, hvor man ikke har bopælspligt, hvis man synes det er attraktivt at bo på deltid en time eller halvanden fra København. Det er bedre at tænke på den måde i stedet for, at husene står og forfalder. Hvis man så bor der to måneder, kan man betale skat for den tid, man er der, i stedet for at man lægger alle pengene i København. På den måde kan kommunen få en bedre økonomi, og det kunne jo være, at folk valgte permanent at flytte derhen,” siger Henrik Sass Larsen til Frederiksborg Amts Avis.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026