Fra 1. december kan Lisbeth Hansen kalde sig ny økonomidirektør i Sønderborg Kommune.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Lisbeth Hansen kommer fra en stilling som økonomichef i Silkeborg kommune, hvor hun blandt andet har haft ansvaret for it- og digitaliseringsområdet. Hun er uddannet cand.merc.
"Det var et utroligt stærkt ansøgerfelt, og der var flere egnede kandidater. Særligt positivt var det at opleve, at flere med baggrund i det private kunne se sig selv arbejde i Sønderborg Kommune. Men til sidst faldt valget på Lisbeth. Vi vurderer, at hun har den bedste ballast til de udfordringer, som vi står med i Sønderborg," siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).
Lisbeth Hansen overtager posten efter Bjarke Eriksen, der fortsætter som direktør for teknik og miljø. Hun ser frem til at arbejde i en ny kommune.
"Efter en lang ansættelse i Silkeborg, så ser jeg nu frem til at give mit bidrag i en anden kommune. Jeg valgte Sønderborg, fordi det er en kommune, som konkret for arbejder for vækst og udvikling - og der kan jeg bidrage med de erfaringer, som jeg har fra mine tidligere jobs," siger Lisbeth Hansen.



























