Spidskandidat for V: Kommunen leger privat virksomhed med parterapi og cykellapning

Af Cecilia Lonning-Skovgaard
Spidskandidat, Venstre i København

Med udspillet ”Fair og lige konkurrence” lægger regeringen op til et opgør med kommunalt opgavetyveri. Kommunerne og andre statslige institutioner skal ikke længere kunne forvride konkurrencen i forhold til private virksomheder – ved at udføre eksempelvis rådgivning eller kursusaktiviteter i konkurrence med private, udlån af alt fra haveredskaber til bagegrej eller oprettelse af motions- eller esportscentre.

Udspillet indeholder blandt andet et servicetjek af lovgivningen og oprettelse af en klageinstans, så virksomhederne har et sted at henvende sig, hvis de oplever, at kommunen går ind på deres virksomhedsdomæne.

Fra Venstre i København hilser vi udspillet velkomment med stor glæde. Den offentlige sektors aktivitet på kommercielle markeder har længe befundet sig i en gråzone, hvilket senest blev dokumentet i en rapport, som Konkurrencerådet udgav i foråret 2016.  

I forbindelse med Budget 2018 er der afsat midler til at oprette et kommunalt gartneri, der skal dyrke de vejplanter, der bruges i kommunen.

Cecilia Lonning-Skovgaard
Spidskandidat (V)

Manglende overblik
Ifølge rapporten er der ingen, der har et overblik over omfanget af de danske kommuners erhvervsvirksomhed, hvilket i sig selv er bekymrende. Samtidig er reguleringen af området stærkt mangelfuld – og der mangler entydige og klare lovgivningsmæssige grænser for, hvad man kan og må med kommunal virksomhed.

Endelig har de offentlige aktører en række konkurrencemæssige fordele, når de sælger ydelser i konkurrence med private aktører. Det kan være lempeligere moms- og skatteregler, mindre restriktiv regulering eller favorable finansieringsmuligheder. Ligesom det kan ske ved, at kommunen ikke stiller krav om profitskabelse ved den offentlige virksomhed, hvilket i sidste instans betyder, at prisen ikke dækker omkostningerne ved at producere ydelsen.

Konsekvensen af disse former for konkurrenceforvridning er, at private aktører må reducere produktionen eller helt forlade markedet, hvilket er forkasteligt.

Kommunalt gartneri
Konkret i København er der en lang række eksempler på, at kommunen leger privat virksomhed. Kommunen giver sig således rask af med at tilbyde gratis cykeludlån og gratis cykellapning langs cykelstier i byen, drive cafeer, tilbyde stress-behandling og parterapi, udlåne værktøj, og lave genbrugsbyttebørser - for blot at nævne nogle få eksempler.

Af nyere eksempler kan nævnes den kommunale støtte til de berygtede el-bycykler, som efterfølgende er gået konkurs og nu forsøges genoplivet. Og i forbindelse med Budget 2018 er der afsat midler til at oprette et kommunalt gartneri, der skal dyrke de vejplanter, der bruges i kommunen (ifølge forvaltningen er der ingen (!!) private udbydere, der tilbyder vejplanter af tilstrækkelig robust københavner-kvalitet).

Ingen velvilje fra kommunerne
Skal man have ryddet op i den kommunale iværksætterlyst, er der i vores øjne især to steder at starte. Dels bør man fastsætte konkrete grænser for, hvad det offentlige må og ikke må kaste sig over, og dels skal der fastlægges et sæt bindende regler for, hvordan vi fastsætter priser i kommunale virksomheder.

Vi afventer nu den nærmere udmøntning af lovgivningen – og derefter selve implementeringen. Her bliver en af de store opgaver at sikre, at kommunerne ikke obstruerer arbejdet, som de for eksempel gjorde, da Konkurrencerådet sidste år analyserede området. Da Konkurrencerådet i maj sidste år offentliggjorde sin rapport ”Offentlige aktiviteter på kommercielle markeder”, skete det under stor modstand fra landets kommuner, som på vejen frem mod offentliggørelsen ikke viste megen velvilje i forhold til at få belyst området. Således deltog kun 15 ud af 98 kommuner i arbejdet med at vurdere de kommunale indtægter fra erhvervsvirksomhed.

Min egen kommune, København, indrapporterede endda kun indtægter fra tre ud af syv forvaltninger. Undskyldningen var, at det på grund af kontoplanens udformning ikke var muligt at se indtægterne på erhvervsvirksomhed. Reelt sagde Københavns Kommune dermed, at man ikke anede (og vel stadig ikke aner) i hvor høj grad kommunen tager brødet ud af munden på private erhvervsdrivende.

Hvis dét er betegnende for kommunernes holdning i det fremtidige arbejde, bliver det en sej kamp op af bakke.