I går meddelte et flertal af partier i Gribskov Byråd, at de var enedes om at afsætte konservative Trine Egetved og Jan Ferdinansen fra deres formandsposter i henholdsvis Børne- og Skoleudvalget.
Partierne foreslår, at Sisse Krøll Willemoes overtager formandsposten i Børneudvalget, mens de bebuder en lukning af Skoleudvalget, hvis ressort fremover vil sortere under Vækstudvalget.
Sisse Krøll Willemoes kommer fra partiet Nyt Gribskov, og er til daglig leder af Udviklingscenter for Børn og Børnekultur i Frederikssund Kommune.
Trine Egetved skiftede for et år fra Venstre til Konservative, og peger selv på partihoppet som årsag til afskedigelsen:
”Jeg var super glad for den post, men det har også været en stor belastning. Og når man så vælger at skifte parti, så er man i en udsat position. Sådan er politik, og nogen har siddet klar med en kniv og ventet på at kunne hugge til. Det må jeg tage til efterretning,” udtaler Trine Egetved til Sjællandske Medier.
Hun uddyber, at dette længe har besværliggjort udvalgsarbejdet:
”Jeg har længe kunnet mærke, at der ikke er nogen, der har villet støtte op om at løse de udfordringer, der er på børneområdet, og jeg har haft svært ved at skaffe flertal uanset, hvad forslagene gik ud på. At jeg ikke længere er formand, sætter mig fri til at mene, hvad jeg vil mene, og jeg skal ikke samle flertal. Så det er måske rigtig fint, at der kommer en ny udvalgsformand, som jeg håber kan få styr på den belastede økonomi.”
Jan Ferdinandsen oplyser desuden, at han nu grundet sygdom i familien overvejer at søge orlov fra byrådet.
























