Bliv abonnent
Annonce
Debat

Dansk Kulturinstitut: Kultur er ikke pynt. Den skal være en del af vores sikkerhedspolitik

Ved fronten synges der. I krigens mørke skrives nye digte, og operaen i Odesa spiller hver aften, uanset at alarmerne ofte lyder, skriver Camilla Mordhorst.
Ved fronten synges der. I krigens mørke skrives nye digte, og operaen i Odesa spiller hver aften, uanset at alarmerne ofte lyder, skriver Camilla Mordhorst.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
1. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kulturmødet på Mors har for mig altid været en fejring af den åbne samtale om kulturens rolle og kraft for os som mennesker og i samfundet.

Men i år oplevede jeg en anderledes klangbund.

Alvoren var tydelig. Statsministeren, beredskabsministeren og kulturministeren lagde alle vejen forbi – og satte dermed et politisk tyngdepunkt, som sjældent har været så markant.

Det afspejlede en ny erkendelse: at kultur ikke længere kan placeres i samfundets bløde hjørner, men er rykket frem som en afgørende medspiller i tidens mest alvorlige samtaler – om sikkerhed, kriser og konflikter.

Læs også

Kulturmødet vokser og vokser.

I år lagde 37.000 vejen forbi. Mange af årets debatter kredsede om åndelig oprustning, kulturel modstandskraft, kulturelt beredskab.

De politiske diskussioner havde således fået selskab af en eksistentiel samtale: Hvad kan et samfund ruste sig med – ud over våben, alliancer og forsyningssikkerhed?

Kulturel oprustning

Selv om det er på et mørkt baggrundstæppe, synes jeg, at det er opløftende, at kultur nu så tydeligt betragtes som en del af vores fælles forsvar. For sandheden er, at kulturen aldrig falder, selv når alt andet smuldrer.

Det ved jeg fra vores arbejde og mine rejser til Ukraine. Ved fronten synges der. I krigens mørke skrives nye digte, og operaen i Odesa spiller hver aften, uanset at alarmerne ofte lyder.

Kultur er kernen i vores bolværk, der sikrer os mod påvirkning fra dem, der vil os det ondt,  

Camilla Mordhorst
Direktør, Dansk Kulturinstitut

Kulturen holder os sammen, når krisen rammer. Den giver os et sprog for frygt og håb, ritualer til sorg og fortællinger, som bærer os gennem det ubærlige. Den danner et skjold – et indre forsvarsværk, som gør os i stand til at stå igennem.

Det er derfor rigtigt og vigtigt, at kulturen indtænkes i vores beredskabsplaner samt i sikkerheds- og udenrigspolitik. Ikke kun fordi kultur kan styrke diplomatiet og internationale samarbejder – men fordi kultur er kernen i vores bolværk, der sikrer os mod påvirkning fra dem, der vil os det ondt.

Spørg bare folk i Kyiv og Mykolaiv. De beskytter deres monumenter og er i fuld gang med at revitalisere deres ukrainske identitet og kulturarv. For de kæmper for deres ret til at være ukrainere, og derfor er kulturen og deres kulturarv blevet et direkte angrebsmål.

Læs også

Der er dog et meget vigtigt opmærksomhedspunkt i samtalen om kulturel oprustning.

For hvis vi kun ser kulturen som en immateriel militærkapacitet, mister vi en anden af kulturens dybe styrker. For ligesom kulturen er vores modstandskraft, er den i lige så høj grad fredsbevarende og tillidsskabende.

Vores modstandskraft

Når vi synger sammen, læser sammen, taler og deler oplevelser sammen, nedbryder vi skel.

Når en fransk, tysk og ukrainsk forfatter møder danske læsere over en kop kaffe i Nykøbing Mors, opstår der noget, som ingen beredskabsplan kan indfange. Det er her, kulturens fredsarbejde ligger: ikke i at opbygge frontlinjer, men i at afmontere dem.

Kultur er ikke kun et værn i kamp – den er også den vej, vi går på, når vi skal finde sammen igen.

Camilla Mordhorst
Direktør, Dansk Kulturinstitut

Vi lever i en tid, hvor polariseringen griber ind i alt – i politik, i medier, på sociale platforme. Positionerne bliver mere ekstreme, og afstanden vokser.

Kulturmødet viste, hvor vigtigt det er at have steder, hvor vi mødes uden at råbe. Et sted, hvor samtalen får lov at folde sig ud, hvor øjenhøjden bevares, og hvor vi husker, at vi deler mere, end vi tror.

Her ligger kulturens modgift: dens evne til at skabe et rum, hvor vi kan være uenige uden at blive fjender. Hvor vi kan være forskellige uden at miste fællesskabet.

Der tales meget om militær kapacitet. Men vi må ikke glemme kulturens evne til at skabe tillid – også internationalt.

Tillid til, at vi kan regne med hinanden, selv når stormen rammer. Tillid til, at vi kan løse konflikter uden at gribe til våben. Tillid opstår gennem relationer, fortællinger og møder – i de øjeblikke, hvor vi tør se hinanden i øjnene.

Læs også

Det er godt, at kulturens rolle i beredskab og udenrigspolitik anerkendes. Men vi må ikke lade os forføre af den militære retorik alene.

Vi må fastholde kulturens dobbeltrolle. På den ene side som skjold, modstandskraft og sammenhæng i krisetider. På den anden side som bro, der kan nedbryde skel og genopbygge tillid.

Kultur er ikke kun et værn i kamp – den er også den vej, vi går på, når vi skal finde sammen igen.

Kun alt for sjældent mødes vi uden for vores vante bobler og taler med hinanden.

Camilla Mordhorst
Direktør, Dansk Kulturinstitut

Derfor bør politikere, embedsværk og kulturaktører insistere på begge dimensioner: kultur som styrke i vores forsvar – og kultur som en tillidsopbyggende og dermed fredsbevarende kraft. Kun på den måde kan vi opbygge en mere sikker fremtid.

Lige inden jeg kørte tilbage til København, satte jeg mig i solen med en sidste kop kaffe på Mors.

Rundt om bordet på bænkene sad den franske forfatter Constance Debré, den tyske forfatter Daniela Dröscher, den ukrainske poet Yuliya Musakovska, mine kolleger fra Dansk Kulturinstitut og de lokale fra Nykøbing Mors. Kun alt for sjældent mødes vi uden for vores vante bobler og taler med hinanden.

Statsministeren mindede os under Kulturmødet om, at vi skal mødes mere i den virkelige verden. Jeg er meget enig, for i sidste ende er det kulturens største gave: at vi på tværs af forskelle stadig kan finde os selv ved det samme bord.

Læs også

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026