Danmarks Idrætsforbund: Et sportsministerium kan blive et nederlag for dansk idræt

Idéen om etableringen af et sportsministerium i Danmark har været oppe at vende adskillige gange.

Altid fremført i den absolut bedste mening af mennesker, som har idrættens bedste på sinde. De ønsker en højere politisk prioritering af idrætten, dens foreninger, dens eliteatleter og af idrættens vilkår generelt.

Disse ønsker deler jeg fuldstændigt, men jeg deler ikke ønsket om en sportsmister eller et sportsministerium. Tanken om et sportsministerium er besnærende, men nogle gange skal vi passe på med, hvad vi ønsker os, for etableringen af sådan et ministerium kan blive en pyrrhus-sejr for idrætten. 

Man skal nemlig være bevidst om, at rammebetingelserne for idrættens og især foreningslivet fastlægges ude i kommunerne. Både i form af tilskud og i form af faciliteter. Et sportsministerium vil derfor uundgåeligt blive regeringens mindste ministerium med et meget lille ressortområde.

Ligger godt hos Kulturministeriet
Derfor ville en sportsminister nok skulle referere til en kulturminister som en slags juniorminister, og så bliver vejen til regeringens top bare endnu længere, og det bliver desto sværere at vinde gehør for idrættens problemstillinger. 
Jeg synes, at idrætten ligger rigtigt hos Kulturministeriet, for idræt er kultur.

Etableringen af et sportsministerium kan blive en pyrrhus-sejr – altså noget, som umiddelbart kan opfattes som en stor sejr for idrætten, som i virkeligheden viser sig at føre til det ene nederlag efter det næste. 

Niels Nygaard
Formand, Danmarks Idrætsforbund

Generelt har jeg altid oplevet, at skiftende kulturministre behandler idrætten godt, og har forståelse for dens vilkår og for det, som idrætten bidrager med til det danske samfund i form af sundhed og mental velvære samt elitepræstationer, der skaber fascination og sammenhængskraft. 

Den danske frivillige foreningsidræt er noget, som vi skal være stolte af, og som der bliver betragtet med beundring ude i verden. Vi har meget høj idrætsdeltagelse og utrolig stor tilslutning af frivillige kræfter. Det har millioner og atter millioner af danskere nydt godt af som medlemmer. Ni ud af 10 børn 'vokser' op i en idrætsforening, hvor de lærer glæden ved at bevæge sig og deltage i aktive og forpligtende fællesskaber.

Kan føre til nederlag
En af årsagerne til, at det frivillige foreningsliv trives, er, at der ikke er alt for mange snærende bånd i form at regler og retningslinjer fra staten. I hvert fald ikke før corona-tiden, for i øjeblikket mærker vi faktisk, hvad omfattende detailregulering gør af skade på de frivilliges engagement og foreningernes muligheder for at fungere. 

Hvis der kom en sportsminister, kunne man sagtens forestille sig, at denne for at vise handlekraft ville vende op og ned på en masse ting. Så rykker man ved idrættens autonomi og den handlefrihed, som har gjort idrætten så stærk i Danmark.

Det er det, jeg mener med, at etableringen af et sportsministerium kan blive en pyrrhus-sejr – altså noget, som umiddelbart kan opfattes som en stor sejr for idrætten, som i virkeligheden viser sig at føre til det ene nederlag efter det næste. 

Dermed siger jeg ikke, at foreningsidrætten ikke skal ændre sig. Den skal følge med tiden og danskernes skiftende behov, og det gør den bestemt også. Foreningerne og forbundene er interesseret i at gøre sig så attraktive for danskerne som muligt, så den bevægelse finder sted hele tiden.