Debat: Ministerier skal sammen skabe bedre vilkår for kulturen

Af Niels Mosumgaard og Ole Dreyer
Hhv. formand for DPA – foreningen for sangskrivere og producere og formand for Danske Musikforlæggere

Snart mødes det danske kulturliv på Mors med over 550 arrangementer.

Hvis vi kigger tilbage, har Danmark haft en offentlig kulturpolitik siden 1961.

Kunst og kultur skulle udvikle og danne borgeren til selvstændighed, evnen til at træffe valg og samtidig være del af et fællesskab. Derfor var tilgængelighed til viden og kunst afgørende, og det skulle ske gennem for eksempel folkebiblioteker, DR, museer og teatre.

Det var det første paradigme omkring Kulturministeriet, og i det lys blev kultur noget, som staten og samfundet skulle tage sig af.

Mellem to stole
Men i forlængelse af new public management-ideen om, at staten skal drives som en forretning, er der imidlertid kommet et andet paradigme, nemlig at den tilgængelighed og dannelse også skal kunne betale sig som forretning; altså kunder i butikken på museer, teatre etc.

Eliten af producenter falder ofte ned mellem to stole, for man passer ikke ind i Kulturministeriet, da man jo laver forretning, men man passer heller ikke ind i Erhvervsministeriet, da man jo skaber kultur.

Niels Mosumgaard
Formand for DPA – foreningen for sangskrivere og producere og Ole Dreyer, formand for Danske Musikforlæggere

Men måske skal man flytte opmærksomheden mod det, der virkelig kan betale sig.

Som formænd for danske sangskrivere, producere og musikforlæggere, der rejser ud i verden og arbejder på et kommercielt musikmarked, kender vi alt til, at det skal kunne betale sig.

Vi har en kreativ industri af virkelig dygtige mennesker, som arbejder professionelt med et kreativt erhverv som for eksempel at skabe musik til internationale markeder.

Men vi oplever også, at den elite af ’producenter’ ofte falder ned mellem to stole; for man passer ikke ind i Kulturministeriet, da man jo laver forretning, men man passer heller ikke ind i Erhvervsministeriet, da man jo skaber kultur.  

En værdi i sig selv
Med en ny regering og kulturminister er det forhåbentlig tiden til at tage stilling til en kulturpolitik, der går på tværs af kultur og forretning, men det kræver først en oprydning, hvor de to paradigmer bliver adskilt, så der både er plads til kulturelt afkast og økonomisk afkast, men ikke rodet sammen af et new public management-begreb fra 1990’erne.

I vores øjne sker det kulturelle afkast gennem den uddannelse og det kulturliv, velfærdsstaten tilbyder borgere – det er en værdi i sig selv og skal ikke underkastes en kommerciel tankegang.