Debat

Debat: Udvid rammerne for kreative erhverv og investér i branchen

DEBAT: Det er behov for en bedre iværksætterkultur, hvor rammerne for, hvad der er erhverv, ikke er for snævre. I alt for lang tid er kreative erhverv såsom musik blevet misforstået af samfundet, men det skal den kommende regering ændre på, skriver Niels Mosumgaard.

Statens Kunstfond i Danmark er afgørende for den musik, der ikke kan overleve på markedsvilkår, mener Niels Mosumgaard.
Statens Kunstfond i Danmark er afgørende for den musik, der ikke kan overleve på markedsvilkår, mener Niels Mosumgaard.Foto: Flindt Mogens / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Mosumgaard
Formand i DPA – foreningen for sangskrivere og producere

”I Danmark bliver jeg altid spurgt, om jeg kan leve af det. I England spørger de, hvor meget jeg er værd, og hvad min portefølje af sange er.”

Det fortalte en yngre dansk og meget succesfuld musikproducer mig forleden, og det rammer tydeligt den tilgang, man ofte møder i Danmark, til at skabe musik. Den tilgang er heldigvis ved at ændre sig.

En vigtig milepæl for den ændring er vækstplanerne for de kreative erhverv, der blev lanceret i maj af Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet. For første gang har musik en central rolle i en regerings beskrivelse af de kreative erhverv i Danmark. En rolle, jeg håber, kun vil vokse med en ny regering.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Hvor vi i årtier har kigget misundeligt på mode, design og arkitekturs centrale rolle i Erhvervsministeriet, så mærker vi nu som branche en modning. Både indadtil, hvor danske producere og sangskrivere afsætter musik til Asien, England, USA, Tyskland og Latinamerika. 

Det kræver ikke containerskibe, men et kendskab til det marked, ens musik skal ramme. Skal du lave den næste ’Despacito’, skal du have det rigtige netværk i Miami, skal du lave K-pop, skal du kende markedet i Seoul, præcis ligesom en designer skal kende sin målgruppe og sit marked.

Det er et kreativt erhverv, når to danske producere skaber musik til Katy Perry.

Niels Mosumgaard
Formand i DPA – foreningen for sangskrivere og producere

Sangen som produkt
Og der er også sket en modning i strukturerne, hvor de tre ministerier bag vækstplanerne ikke længere kun ser musikeksport som eksport af artister, hvor man forsøger at tage nationale succeser og overføre dem til udlandet. Men også anerkender, at selve sangene er et produkt, der kan eksporteres og fremføres af artister i hele verden.

Vinduet er åbent, så hvad kræver det af os og af en ny regering for, at musik vokser som et stærkt kreativt erhverv i Danmark?

Fælles udfordringer
Et samarbejde i den audiovisuelle branche, så vi sammen kan løfte de produkter af høj kvalitet, der bliver skabt inden for film, gaming og musik. For vores udfordringer er de samme: Gamingindustrien har i en årrække også kæmpet for at blive anerkendt som et erhverv. Det har firmaer som Unity og spillet Hitman ændret på og vist, at danske iværksættere kan battle på det internationale marked.

Læs også

En bedre iværksætterkultur, hvor rammerne for, hvad der er erhverv ikke er for snævre. Det er et kreativt erhverv, når to danske producere skaber musik til Katy Perry, det er kreativt erhverv, når en dansk sangskriver skaber et hit til Ricky Martin, det er kreativt erhverv, når den danske producer Jonas Jeberg skaber et hit, der ligger nummer et på den amerikanske radio chart.

Investér i talenterne
Det er vigtigt at understrege, at der er musik, der ikke kan leve på markedsvilkår, og derfor vil vi trods alle eksportsucceser ikke kunne undvære et støttesystem som Statens Kunstfond i Danmark. Men musik som kreativt erhverv kan og skal ikke bo i de legater.

Musik som kreativt erhverv har mere tilfælles med iværksætterne hos Vækstfabrikkerne, startups, der søger risikovillig kapital hos Vækstfonden eller i samarbejde med VisionDenmark.

Samme musikproducer, som mødte spørgsmålet, om han kan leve af at skabe musik, oplevede også bekymring fra familien, da han droppede en jurauddannelse for at skabe musik. Bekymringen har lagt sig nu, hvor han kan tage 50.000 kroner for at producere en sang. Vi har talenterne i Danmark, så spørg ikke, om de kan leve af det, men hvordan vi kan investere i dem.

Dokumentation

DPA arrangerer sammen med Erhvervshus Sjælland en debat på Folkemødet med fokus på de kreative erhverv med blandt andre Vækstfonden i panel. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Mosumgaard

Formand for DPA – for sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere, bestyrelsesmedlem, Koda

0:000:00