DFS: Den geografiske ulighed skal til livs i kulturpolitikken

Af Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen
Hhv. sekretariatschef og udviklingskonsulent, Dansk Folkeoplysnings Samråd

Vi kan efterhånden godt blive enige om, at kultur og folkeoplysning er den lim, der binder os sammen som mennesker.

Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen
Hhv. sekretariatschef og udviklingskonsulent, Dansk Folkeoplysnings Samråd

Undersøgelsen fra Kulturministeriet om kommunernes kulturbevillinger falder på et tørt sted. Med folkeoplysningsbriller er det skræmmende læsning, at hvor Herlev Kommune bruger knap 4.000 kroner årligt per borger på kultur, så er tallet helt nede på knap 1.000 kroner i for eksempel Sorø, Farvskov og Skanderborg.

Selv om kommuner naturligvis er forskellige, så kan forskellene ikke forklare de alt for store udsving i kulturbevillingerne. Det skaber ulighed i borgernes muligheder for at opleve og komme i kontakt med kulturoplevelser på tværs af Danmark.

Vi kan efterhånden godt blive enige om, at kultur og folkeoplysning er den lim, der binder os sammen som mennesker. Det har coronakrisen vist os. Kultur og folkeoplysning er og bliver et grundlæggende element i vores hverdag, og ikke blot en højtidelig kransekagefigur belagt med støv.  

Folkeoplysning er godt for den mentale sundhed. Det virker sundhedsfremmende og hjælper med integrationen, bekæmper ensomhed, og skaber sammenhængskraft. I folkeoplysningen – og i det øvrige kulturliv - opnår borgerne både praktiske færdigheder og åndelig dannelse igennem det frivillige og meningsfulde samvær med andre mennesker omkring et fælles interessefelt.

Derfor er Kulturministeriets undersøgelse fra et folkeoplysningsperspektiv trist læsning. Der spares på kultur, og der spares på folkeoplysning. Vi bliver nødt til med åbne øjne at erkende den skævvridning, der deler Danmark op i to: Dem med stor adgang til kultur og folkeoplysning – og dem med ringe.

Kommunerne har sparet 50 procent på tilskud til aftenskoler 
Det brogede Danmarkskort viser variationen i kommunernes kulturbevillinger. Den samme brogethed ser vi når vi kigger på forskellen i tilskuddet til aftenskoler.

Siden 2002 har kommunerne sparet 50 procent på tilskuddene til aftenskoler. Det er altså en halvering på knap 20 år. Den ser vi nu ser konsekvensen af. Lige nu må kommunerne nemlig selv bestemme, hvor lidt de vil anvende, idet tilskuddet kun har en maximum-grænse.

Et af de laveste tilskud til aftenskoler finder vi i Lemvig Kommune: 11 kroner per indbygger. Et af de højeste tilskud finder vi i Roskilde Kommune: 162 kroner per indbygger. Det er en forskel, der er til at mærke på.

Denne forskel kan have tre konsekvenser: Enten må borgerne i Lemvig kommune betale langt mere for det samme aftenskolekursus end i Roskilde. Eller også er der ikke særligt mange aftenskoletilbud i Lemvig. Eller endelig er kvaliteten af aftenskoletilbuddene i Roskilde langt bedre end i Lemvig.

Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det indbyggerne i Lemvig kommune, der taber. Er det rimeligt at borgerne i Lemvig skal betale mere for at dygtiggøre sig gennem og deltage i folkeoplysende fællesskaber?

Tallene viser os et samlet billede af et geografisk og sociale skævt Danmark, hvor din adresse afgør, om du har råd til et aftenskolekursus. Og tendensen er, at det især er i yder – og vandkantskommuner, der sparer og nedprioriterer kulturen.

Både kommuner og Christiansborg skal på banen
Man må formode, at årsagen til denne i øjenfaldende forskel er, at man fra politisk side nedprioriterer kulturen og folkeoplysningen. Kommunernes lave kulturbevillinger er en besparelse på velfærd.

Når prisen på et aftenskolekursus bliver en hindring, udelukker vi nogen fra vores folkeoplysende fællesskaber. Og det er en rigtig sørgelig udvikling. Den stigende kompleksitet i vores samfund, hvor vi som individer både skal forholde os til pandemier og verdensmål, stiller større og større krav til vores liv og handlemuligheder.

Her er folkeoplysningen og kulturen det fundament, vi kan bruge til at finde en retning for os selv og skabe den forandringskraft, der er nødvendig.

De lokale aftenskoler, som nogle steder er et af de eneste tilbud om læring, aktivt fritidsliv og fællesskab, er afgørende vigtige at fastholde i de småt befolkede kommuner. Særligt når man er geografisk langt fra det væld af kulturelle tilbud, vi i hovedstaden nyder så godt af.

Er det kommunernes prioritering det hele? Nej, det er i lige så høj grad en politisk nedprioritering fra Christiansborg, som i 2003 ændrede tilskudsreglerne, hvilket indebar et drastisk fald i aftenskolernes kommunale støtte. Det har skabt en skæv fordeling af kulturelle og folkeoplysende tilbud.

Borgmestrene fra Sorø, Favrskov og Skanderborg lover en opprioritering af kulturbevillingerne. Det ser folkeoplysningen frem til. I mellemtiden kan Christiansborg hjælpe dem og alle andre kommuner ved at fastsætte en minimumsgrænse for tilskuddet til aftenskolerne, så vi kommer denne geografiske og sociale ulighed til livs.