Studerende: Kunstuddannelser skal reddes ved at indvie studerende
DEBAT: Massefusionen af de kunstneriske uddannelser er aflyst, men det er udfordringerne ikke. Besparelser er ikke løsningen på dem, det er inddragelse af studerende og ansatte derimod, skriver Sana Mahin Doost, formand for De Studerendes Fællesråd.
Mikkel Bødker Olesen
RedaktionsassistentAf Sana Mahin Doost
Formand, De Studerendes Fællesråd
For få uger siden rullede debatten om en massefusion af de kunstneriske uddannelser. En rapport foretaget af Henrik Sveidahl for Kulturministeriet pegede på, at de 10 kunstneriske uddannelsesinstitutioner skulle samles til én institution. Efter intens kritik har Mette Bock dog afvist en tvangsfusion.
Kritikken er kommet fra rektorer, forskere og ikke mindst studerende, der har været bekymrede for en række forskellige ting. De har blandt andet være bekymrede for, at modellen ville have kvalitetsforringende effekter, og bekymrede for den manglende demokratiske inddragelse i processen.
Det kan ikke overraske nogen, at de studerende har stået værn om deres uddannelser. Særligt i lyset af, hvad konstante sparekrav og effektiviseringer har af konsekvenser for hele uddannelsessystemet. Og desværre også de erfaringer, man i forvejen har med centraliseringer og omrokeringer på de kunstneriske uddannelser ikke bare i Danmark, men også i udlandet.
Skriv til [email protected]
Erfaringerne fra andre fusioner på uddannelsesområdet er også blevet begrundet med argumentet om effektiviseringer og besparelser, som ministeren også flittigt benytter. Det er imidlertid resultater, der lader vente på sig, da det ofte bringer øgede omkostninger med sig, herunder forringelser i den administrative understøttelse af uddannelserne.
Som studerende og hverdagens eksperter har man lige nu en nærhed og tilknytning, der er bevaringsværdig. Det er med til at sikre kvalitet, hvor undervisere let kan spørges om råd. En nærhed, der sikrer løbende feedback og vejledning, men som ikke mindst tillige giver en demokratisk forankring, hvor de studerende er tæt på administration og ledelse.
Så selvom at Mette Bock afviser en tvangsfusion, så er der ingen lovning på, at en ‘frivillig’ fusion ikke bliver konsekvensen af en årelang, systematisk underprioritering af hele området
Sana Mahin Doost
Formand, De Studerendes Fællesråd
En centralisering vil modsat give større overblik og lettere styring for embedsværket og ministeren, hvilket man ikke kan betænke ministeren i at ønske sig, til trods for at det kompromitterer kvaliteten og demokratiet.
Nedskæringer og ‘frivillig’ fusion
Mette Bock har imidlertid afvist en tvangsfusion. Ministeren vil nu diskutere de ‘reelle udfordringer’, som kunstskolerne står overfor, og her ønsker hun efter sigende inputs fra både studerende, rektorer og undervisere. Bedre sent end aldrig, fristes man til sige.
Man kan spørge sig selv, hvorfor parterne ikke har været inddraget noget tidligere, men lad nu det ligge. Hvis vi ser fremad, så ønsker de studerende at blive inddraget i samtalerne omkring fremtiden.
Og hvis inddragelsen skal være reel, så må og skal ministeren anerkende, at et afgørende problem for kunstuddannelserne er de konstante nedskæringer og forandringer, som de er underlagt. Sparekrav, der med tiden vil betyde udsultning, som derved kan ende med at betyde fusion.
Så selvom at Mette Bock afviser en tvangsfusion, så er der ingen lovning på, at en ‘frivillig’ fusion ikke bliver konsekvensen af en årelang, systematisk underprioritering af hele området.
Reel studenterinddragelse
Udfordringer er der nok af, og hvis de skal løses, så må og skal studerende altså inddrages. Det er nemlig os, som har vores daglige gang på institutionerne, og os der helt åbenlyst kan se problemerne.
Et eksempel er de kvalitetsforringelser, som de studerende oplever, når undervisningen forsvinder. Et estimat fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium lød på, at 15 til 20 procent af undervisningen skulle skæres væk. Samtidig har man allerede skåret to hele undervisningsuger væk de seneste to år.
Derfor må vi også opfordre til, at processen ikke ender, som den gjorde sidst, hvor studerende og ansatte blev sat ud på et sidespor i en fremmedgørende proces. Forhandlingslokalets døre må derfor åbnes op for nye perspektiver fra dem, som det hele handler om, nemlig de studerende.