Applaus: Her er 3 ting, Engel-Schmidt skal have for øje i ny reform af den danske scenekunst

For i 2025 er debatten om en scenekunstreform blusset op igen, og på Slotsholmen forlyder det, at kulturministeren nu er klar til at indlede det endelige reformarbejde for den danske scenekunst.

Her kommer tre forslag til, hvordan en ny reform kan sikre, at scenekunsten forbliver relevant for hele samfundet og ikke forbeholdes en bestemt alder, et bestemt postnummer eller økonomisk formåen – præcis som ambitionen lyder for kulturen i det seneste regeringsgrundlag.

Tre forbedrende forslag

For det første bør man gøre publikumsudvikling og brug af data til et strategisk krav på de offentligt støttede teatre. Publikumsudvikling er ikke en ekstra opgave, som kan udliciteres til en i forvejen fortravlet kommunikationsmedarbejder.

Ingen er ens – hverken når det kommer til interesser, kulturel baggrund eller adgang til kulturen.

Lene Struck-Madsen
Direktør, Applaus

Publikumsudvikling kræver opbakning fra ledelsen. Det skal være mere end blot et projekt – det skal være en grundlæggende del af institutionens identitet.

Derfor bør reformen prioritere efteruddannelse, rådgivning og adgang til relevante data, så scenekunstinstitutioner kan træffe oplyste beslutninger på vegne af deres publikum.

Kunst, der modtager offentlig støtte, er forpligtet til at række ud – både for at afspejle befolkningens mangfoldighed og for at sikre sin egen legitimitet. En ny reform bør derfor forankre publikumsudvikling som en strategisk kerneopgave for scenekunstinstitutioner.

For det andet bør man droppe idéen om, at "alle" er en målgruppe. Det kan ikke være den enkelte institutions opgave at "få kulturen ud til alle", hvilket har været et kulturpolitisk mantra, siden Julius Bomholt blev landets første kulturminister i 1961.

Ingen er ens – hverken når det kommer til interesser, kulturel baggrund eller adgang til kulturen.

Når kulturinstitutioner sigter bredt, rammer de ofte forbi. En scenekunstreform skal understøtte institutioner, der arbejder målgruppespecifikt og opbygger stærke og relevante fællesskaber sammen med deres publikum.

For det tredje bør man bygge videre på kulturpasset og investere målrettet i sårbare unges adgang til scenekunst. Kulturpasset har potentiale til at åbne dørene for dem, der aldrig har oplevet et tæppefald.

Samtidig er det vigtigt at huske på regeringens oprindelige ambition med kulturpasset – nemlig at bringe unge, der står uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet, ind i nye fællesskaber.

Store oplevelser og stærke fællesskaber

I denne sammenhæng er det vigtigt, at tilbuddene opfattes som relevante, og at man fjerner de praktiske og mentale barrierer for kulturforbrug, som mange unge møder.

Vi ved, at kulturforbrug starter i barndommen og i høj grad er bestemt af forældrenes introduktion til kulturen.

Hvis man i forvejen er bagud på point, kræver det en ekstra indsats at hente det "forsømte" i forhold til at kende kulturen og kunstens koder og indgange.

Den ekstra indsats bør staten gøre alt for at facilitere.

Derfor er det nødvendigt, at langsigtede forløb og partnerskaber med civilsamfundet i endnu højere grad bliver en del af scenekunstens værktøjskasse.

Scenekunsten har potentiale til at skabe store oplevelser, stærke fællesskaber og opfylde regeringens kulturpolitiske ambitioner. Det kræver, at vi tør prioritere og forpligte os på, hvem vi vil være noget for – og hvordan.