Debat

Filmfonde: Medieforhandlinger skal have fokus på foruroligende tv-tendens

Under coronapandemien har danskerne forståeligt nok forøget deres tv-forbrug. Det er bekymrende, at flere ser udenlandsk tv-indhold end dansk, som minder os om vores kultur, skriver Steen Risom og Klaus Hansen.

Vi skal beskytte de danske film- og tv-skabere mod streaminggiganternes internationale indflydelse, skriver Steen Risom og Klaus Hansen. 
Vi skal beskytte de danske film- og tv-skabere mod streaminggiganternes internationale indflydelse, skriver Steen Risom og Klaus Hansen. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden længe skal Folketingets partier i gang med en ny runde medieforhandlinger.

Som med alt andet i vores samfund er det påtrængende at se på mediepolitikken i lyset af de erfaringer, som coronanedlukningen har givet os.

En ny Yougov-undersøgelse viser, at nedlukningen har medført en foruroligende stigning i danskernes forbrug af udenlandske film og tv-serier. Således har 36 procent set flere udenlandske film- og tv-serier, imens kun 23 procent har set flere danske film- og tv-serier.

Vi skal lade os inspirere af den tyske model og indfører et "kulturbiddrag"

Steen Risom og Klaus Hansen
Konstitueret chef for Den Vestdanske Filmpulje og direktør for Filmfyn

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at der er set mere tv i en periode, hvor folk har været mere hjemme. Men det er et problem, at de udenlandske produktioner har vundet så meget terræn.

Hvis udviklingen fortsætter, og de store streamingtjenester med deres internationale udsyn fortsat vil påvirke danskerne i retning af udenlandsk indhold, vil det betyde, at dansk kultur langsomt svinder ind til et minimum på tv.

Det, mener vi, er en udfordring for vores demokratiske sammenhængskraft. For at bevare denne er det nødvendigt, at vi på tv ofte møder vores egen kultur. At vi får forståelse og respekt for hinandens forskelligheder. At vi får indblik – fra hele landet.

Tjenester skal producere dansk indhold
DR's monopoltilstande er heldigvis for længst ovre, og vi ønsker ikke at begrænse danskernes muligheder for at vælge frit også blandt udenlandsk indhold.

Vi ønsker blot, at der eksisterer de nødvendige forudsætninger for, at branchen selv kan producere kvalitetsindhold med public service-værdier, som kan konkurrere med de udenlandske serier. Og at de store streamingtjenester bliver en integreret del af at sikre dansk kvalitetsindhold, og at der er finansiering til det. De har også stor gavn af en dansk filmbranche i verdensklasse.

Heldigvis eksisterer der en bred politisk opbakning til, at de udenlandske streamingtjenester i højere grad skal bidrage til produktion af danskproduceret indhold. Vores forslag er, at vi skal lade os inspirere af den tyske model og indfører et "kulturbiddrag".

Med et øget provenu fra et sådan omsætningsbestemt bidrag vil vi have de økonomiske forudsætninger for ikke blot at give dansk tv-serieproduktion et tiltrængt boost efter corona, men også fortsætte den konstruktive og positive udbygning af de regionale produktionsmiljøer.

Omsætningskrav afhjælper ikke problemet
Disse er forudsætningen for, at hele Danmark kan spejle sig i de ting, som vi ser på skærmen, og at vi kan vise udlandet det fulde billede af alle de smukke steder og kompetencer, som vores land rummer.

Læs også

Det er vigtigt at præcisere, at et omsætningskrav i Danmark ikke afhjælper problemet. Tværtimod betyder sådan et blot, at de danske producenter vil blive bedt om at lave internationalt indhold, netop fordi de er så dygtige til at lave serier og film.

Det øgede provenu skal gå ind i de eksisterende puljer som Public Service Puljen, Det Danske Filminstitut og de regionale Filmfonde, Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje, der allerede nu sikrer kvalitets serier og film.

Vi er sikre på, at politikerne kommer frem til en god løsning på samme måde, som de gjorde det med det sidste filmforlig. Alt andet vil have nogle vidtrækkende konsekvenser for vores lands kulturelle lim – og dermed for vores demokrati.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00