Forskere: Mette Frederiksen "kuppede" sig et skridt tættere på at gøre kong Frederik magtesløs

De rystede politikere besindede sig, da kongen sagde nej til at gå på akkord med uretten. Det fik Norge til at politisk og militært at kæmpe videre mod den tyske invasion af Norge.

Hofmarskallens nye opgaver

Fremover skal hofmarskallen ved siden af økonomi, administration, ordensvæsenet og royale shows støtte kong Frederik 10., når helt centrale beslutninger af forfatningsmæssig karakter skal træffes. Og han skal hjælpe med at stoppe kongen, hvis han af vanvare er på vej mod at kompromittere monarkiet.

Kan hofmarskallen i pressede situationer klare også de opgaver? Det er ganske vist beroligende, at hofmarskal Schønau er jurist. Alt andet ville have været helt uforsvarligt. Men er alt så bare godt?

Nogle børn bliver psykisk ødelagte af at opdage, at de i al fremtid kommer til at leve i et udstillingsbur

Tim Knudsen og Peter Heyn Nielsen
Hhv. professor emeritus, Københavns Universitet og post.doc., Universitetet i Oxford

En regent skal gribe ind, hvis en statsminister går i chok. Det er sket for mange statsledere ved et krigsudbrud. Man kan heller ikke udelukke, at det kunne ske under en pandemi eller en anden type katastrofe. Statsministre kan også blive demente (for eksempel Winston Churchill fra 1953 eller præsident Kekkonen). Eller sindssyge.

Ud af Danmarks hidtidige 42 statsministre har to formentligt været manio-depressive. D.G. Monrad pønsede på højforræderi, Viggo Kampmann på at stikke hemmeligt af til Finland efter en ung pige, som Socialdemokratiet havde bestukket til at forlade Danmark.

En tredje statsminister stak pludselig af til Schweiz uden at have givet besked til kongen eller ministrene (Knud Kristensen). Blandt statsoverhovedets opgaver er at sikre, at der altid er en funktionsduelig regering i landet, og at man altid ved, hvor ministrene kan kontaktes.

Udfordringer i det indskrænkede monarki 

Regeringsskift og regeringsdannelser er i Danmark kun meget lidt reguleret ved nedskrevne regler. Det er velkendt, at kabinetssekretæren greb ind, da Poul Schlüter i 1993 ville gå af. Statsministeriet havde fået den dårlige idé at ville konstituere Uffe Ellemann-Jensen som statsminister.

Statsretten siger, at en statsminister ikke kan udnævnes, hvis det er sikkert, at den pågældende har et flertal imod sig. Det var sikkert, at Ellemann ville få et flertal i Folketinget imod sig. Man kunne desuden frygte en forfatningskrise, fordi det var uafklaret, om Ellemann efter et mistillidsvotum kunne udskrive valg.

Mindre velkendt er det nok, at det hæderkronede embede som kabinetssekretær ofte har kunnet være en formidler mellem regent og politikere.

De senere regenter i Danmark har været føjelige (vi vender tilbage til, om de har været for føjelige). Men en eventuel stædig konge kan have brug for en pædagogisk rådgiver med behov for royal tænksomhed. Især den følelsesfulde Christian 10. (1912-1947), der frygtede det parlamentariske demokrati, men aldrig forstod det, kunne i krisesituationer have behov for at høre besindige ord.

Hverken dronning Margrethe, hendes kabinetssekretær, statsministeren eller nogen anden kunne bremse den nuværende kong Frederik i at indtræde i den korrupte Internationale Olympiske Komite

Tim Knudsen og Peter Heyn Nielsen
Hhv. professor emeritus, Københavns Universitet og post.doc., Universitetet i Oxford

Udfordringen for en konge i det indskrænkede monarki er, at kongen ikke har den magtbasis at være valgt til sin stilling. Intet barn er fra fødselstidspunktet mere ufrit end en tronfølger i et arvekongerige. Det lever som en belejret i undtagelsestilstand.

Et så ufrit, forudbestemt og fastlåst liv kunne formentlig under andre omstændigheder medføre, at myndighederne tvangsfjernede det ulykkelige barn fra dets hjem. Men en tronfølger har ikke de samme rettigheder som andre børn, selv om det hader den fremtid, det er tiltænkt.

Dronning Margrethe fik en bedre opvækst end de fleste tronfølgere, fordi hun var lykkeligt uvidende om den skæbne, der ventede hende, indtil hun blev teenager. Frederik 10. har ikke været så heldig.

Nogle børn bliver psykisk ødelagte af at opdage, at de i al fremtid kommer til at leve i et udstillingsbur. Hvor indespærret en nutidig tronfølgers liv er, fremgår af, at svipture til fremmede hovedstæder kan blive en belastning af kongehusets legitimitet.

Usikre og stædige konger

Historisk er et utal af monarker blevet usikre og forstyrrede i deres barndom. Det mest rystende danske eksempel er Christian 7. (1766-1808), som mange har anset for sindssyg. Han blev en stempelmaskine, der underskrev hvad som helst, som de, der havde erobret adgangen til ham, lagde for ham.

Værre for samfundet er det dog måske med konger, som kombinerede usikkerhed med stædighed og trodsighed. Frederik 7. (1848-1863) var uligevægtig og drikfældig. Det bedste ved ham var, at han vidste, at han ikke duede til at regere. Det værste var, at han i trods og trang til at sole sig i popularitet med mellemrum alligevel agerede politisk.

I de svære år efter enevældens fald foregik de slesvigske krige. Kongen umuliggjorde blandt andet den eneste holdbare løsning på krigene om Slesvig ved allerede i 1848 at lade sig manipulere til at være uforsonlig modstander af at dele Slesvig.

Efterfølgeren Christian 9. (1863-1906) gjorde også, hvad han kunne for at forhindre en fornuftig løsning. Hele Slesvig gik i stedet tabt i krig, og en fornuftig deling måtte vente til 1920.

Præsidentialisering

Men lad os nu vende os mod vor tid. Hverken dronning Margrethe, hendes kabinetssekretær, statsministeren eller nogen anden kunne bremse den nuværende kong Frederik i at indtræde i den korrupte Internationale Olympiske Komite i 2009.

Kronprinsen satte efter eget udsagn sin vilje igennem (kan man forvente, at han vil lytte til sin mor fremover?). Tilmed træffer komiteen politiske beslutninger. Det blev for alvor synligt i 2016, da kronprinsen gik imod regeringen, som den ønskede at udelukke Rusland fra De Olympiske Lege.

Kongehuset må i et demokrati bøje sig for regeringen, så længe regeringen agerer på forfatningens grund

Tim Knudsen og Peter Heyn Nielsen
Hhv. professor emeritus, Københavns Universitet og post.doc., Universitetet i Oxford

Men kongehusets opgave er ikke at splitte Danmarks internationale stemme. Kongehuset må i et demokrati bøje sig for regeringen, så længe regeringen agerer på forfatningens grund.

I 2021 trådte den daværende kronprins ud af komiteen. Formentlig påvirket af, at den olympiske bevægelse trak en strøm af skandaler og politisk ladede beslutninger efter sig.

Er kongen mærket af, at kabinetssekretæren i lighed med sagen om OL-komiteen måske kan være et ubehagelig vejbump for ham, når han vil have sin vilje? Forhåbentligt ikke.

På baggrund af telegramkrisen i 1942, hvor Adolf Hitler blev utilfreds med kongens afmålte tak for diktatoren fødselsdagshilsen, censurerer eller skriver Statsministeriet i vore dage den officielle kongelige korrespondance og regentens taler. Faren ved det er, at Statsministeriet også politiserer regentens taler.

Dronning Margrethe holdt ikke tungen lige i munden, da hun som den første regent siden 1945 i marts 2020 holdt en medietransmitteret tale til befolkningen udenfor nytårstalerne. Heri formanede hun 3,3 millioner seere om at tage sig i agt overfor covid-19.

Det var der på det tidspunkt ikke noget galt i, fordi dronningen talte i den korte periode, hvor der var helt unison politisk opslutning til regeringens covidpolitik.

Men talen fremhævede statsministerens rolle i corona-bekæmpelsen. Statsministeriet sneg hermed en lille dosis præsidentialisering ind i talen. Her burde kabinetssekretæren og dronningen have sikret dronningens politiske neutralitet ved at give fuld kredit til hele regeringen og Folketinget.

Forholdet mellem regenter og socialdemokrater

Historien om forholdet mellem regenter og statsministre siden 1848 er en historie om, at kongens magt som regeringsleder skridt for skridt gled over på statsministeren. Kongen blev af det unge socialdemokrati betragtet som "det lønnede overhoved for kapitalistsamfundet."

Men Socialdemokratiets leder fra 1910, Thorvald Stauning, forstod ikke, at der også under en republik ville være behov, at et statsoverhoved holdt kontrol med regeringslederes omgang med demokratiet og retsstaten.

Mette Frederiksen brugte meget tid på at rose den abdicerende dronning, mens hun dryppede en formaning til kongen ind om, at monarkiet ikke er en selvfølge

Tim Knudsen og Peter Heyn Nielsen
Hhv. professor emeritus, Københavns Universitet og post.doc., Universitetet i Oxford

For i 1920'erne mente Stauning, at embederne som præsident og statsminister i fremtiden kunne slås sammen (man kan gætte på, hvem han så for sig bestride dette dobbeltembede). Tiden blev dog aldrig moden til at omstyrte monarkiet. 

Den endelige socialdemokratiske omfavnelse af monarkiet foregik i januar 2024. Partiets leder Mette Frederiksen havde i den traditionelle statsministernytårstale bekendt sin omvendelse til royalisme.

Dermed gjorde hun en ende på den socialdemokratiske skizofreni mellem republikanisme og monarkisme. Derefter gik et flertal af partiets folketingsmedlemmer ind for også principielt at acceptere at modtage ordener.

20 år tidligere havde Frederiksen udtalt: "Den blanding af monarki og demokrati, vi har i Danmark, er mærkelig." Hun fortsatte: "Dét, at der er et Statsråd, hvor man skal fremlægge sin lovgivning for Dronningen, er alt for gammeldags en ordning. Og ikke særlig demokratisk".

Men allerede fra hun blev statsminister i 2019, har Mette Frederiksen gentagne gange posted billeder af sig selv på Instagram på vej til eller fra statsrådsmøder, hvor hun i billedteksterne ligefrem lovpriste disse møder.

Mette Frederiksen fuldendte sin omvendelse til en slags monarkist, da hun talte ved modtagelsen af det nye kongepar i Folketinget den 15. januar 2024.

Monarkiet er ikke en selvfølge

Det er ikke nyt, at en statsminister ved et tronskifte oplæser en kongelig erklæring for Folketinget. Men statsministeren "kuppede" endnu et lille, næsten umærkeligt, skridt igennem på den lange vej til at gøre statsoverhovedet magtesløs.

For det er nyt, at en selv- og mediebevidst statsminister holder en længere personlig tale. Om hun talte på vegne af regeringen, som socialdemokrat eller bare sig selv stod ikke ganske klart. Men hun fik da opmærksomhed.

Påfaldende var det, at hun brugte meget tid på at rose den abdicerende dronning, mens hun dryppede en formaning til kongen ind om, at monarkiet ikke er en selvfølge. Med andre ord: Kongen skal "levere", som det hedder i markedsdemokratiets sprog.

Det er vist uhørt i det danske monarkis historie, at en statsminister tillader sig det. Det bliver interessant at følge den videre udvikling i statsministerens omfavnelse af monarken. Bare hun nu ikke kommer til at klemme lidt for hårdt.

Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen har fundet en ny vej til at virkeliggøre Staunings drøm om at forene præsidentens funktioner med en statsministers? Bare med den forskel, at vi kan beholde en konge, som kan aflaste statsministeren med national symbolik og erhvervsfremme? Og letter fjernelsen af kabinetssekretærembedet den vej?

I så fald må vi kræve en grundlovsdebat.